Pli; substantiv, fælleskøn Oprindelse fra fransk pli ’fold, læg’, af latin plicare ’bøje, folde sammen’ Betydninger: korrekt og høflig opførsel der er udtryk for dannelse, situationsfornemmelse m.m. (Den Danske Ordbog) Jeg er overbevist om, at læserne udmærket ved, hvad pli er. Men redaktionen læser muligvis med, og flere læsere mener, at den i allerhøjeste grad trænger til at få genopfrisket betydningen. Anledningen er skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers bortgang. Vores dækning affødte flere vrede reaktioner: »I satte enhver form for god opførsel, respekt for afdøde og hensyntagen til de pårørende groft til side, da I illustrerede meddelelsen om Mc-Kinney Møllers begravelse med en karikaturtegning. Samtidig bringer I en anden karikaturtegning af ham som Dagens Tegning i avisen. Det er helt og aldeles uanstændigt, og en sådan håndtering er respektløs, uanset hvilken person med pårørende det måtte gå ud over. Jeres frække lillebror, Ekstra Bladet, kunne ikke have gjort det ringere«, skrev en af de vrede læsere. Jeg svarede, at jeg ville tage emnet op i dag, og han sendte mig så dette forslag til en ny praksis på redaktionen: »Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke mener, at afdøde personer skal fredes i al evighed. Der bør være en ’karenstid’, som først udløber et stykke tid efter afdødes begravelse, således at de efterladte kan finde deres ben igen. Dette under forudsætning af, at der ikke er noget odiøst omkring afdøde eller dødsfaldet. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor en fredning ikke er relevant«. Det lyder umiddelbart sympatisk. Vi skal selvfølgelig tage vidtstrakt hensyn til de efterladte. Jeg er også enig i, at tegninger virker meget stærkt – det er derfor, vi har dem i avisen – men jeg er uenig i, at valget af tegninger var tegn på manglende respekt for Mærsk Mc-Kinney Møller eller for hans familie.
Og når vi har så fremragende tegnere, ville det være højst ejendommeligt, hvis vi ikke brugte dem i forbindelse med en så stor begivenhed som skibsrederens død. Læserens forslagom karenstid for kritik ved dødsfald kan umiddelbart lyde meget fornuftigt, men vi skal huske på, at der var tale om en 98-årig, så familien måtte være forberedt på det uundgåelige. Og i praksis er der vel allerede en karenstid – det ville selvfølgelig være dårlig stil at bruge en nekrolog på at fremdrage nye belastende oplysninger om en person, der af indlysende årsager ikke kan forsvare sig selv. Men det var ikke kun tegningerne, der gjorde læsere vrede: »Jeres forside i dag – ’Mærsk brugte magten’ – er decideret uanstændig og helt respektløs over for manden, men så sandelig også hans familie – blot 1 dag efter han er afgået ved døden. Den ubetinget største erhvervsmand i Danmark i årtier afgår ved døden, og fokus på forsiden er, at han har været snu til at bruge magten, »at (han) brugte sin økonomiske magt til at fremme personlige mål og politiske holdninger«, at »han rejste markante og omdiskuterede mindesmærker over sig selv og sin familie« ... etc. – det er skammeligt«, skrev en læser. Han sluttede med, at: »Ingen bør kunne være uenig i, at med magt følger også en pligt, og man kan altid diskutere, om visse emner kunne og burde være håndteret anderledes over årene, men at det kan overskygge det kolossale bidrag, Mærsk Mc-Kinney Møller i årtier har givet til Danmark samt ude i verden, er intet mindre end ubegribeligt. Det er mig en gåde, hvilke redaktionelle overvejelser der ligger bag denne vinkel«.






























