Det var artige sager, der kom frem fra kommunikationsbranchen i den forløbne uge. Ifølge anklagerne har DSB fået pr-bureauet Waterfront til at holde en kritisk journalist beskæftiget med at skrive om alt andet end DSB – og ifølge anklagerne har man samtidig brugt skatteydernes penge på at få bureauet til at lave personprofiler på politikere og på at gøre dem mere medgørlige. Det er ikke nyt, at et firma får et pr-bureau til at bearbejde politikere. Det nye består i, at et statsejet selskab åbenbart opfører sig som en stat i staten.
Det bliver vi klogere på, når den sædvanlige både uvildige og tilbundsgående advokatundersøgelse er færdig. Men der er ikke noget at blive overrasket over. Selvfølgelig er det utraditionelt, hvis man ligefrem dynger en journalist til med arbejdsopgaver, så han ikke har tid til at interessere sig for DSB, men det skal i sandhed siges, at pr- og kommunikationsbranchen er så stor og så dreven, at vi i lang tid har stået med et kolossalt problem. I august 2011 viste en opgørelse i Dagbladet Børsen, at antallet af pr- og kommunikationsfolk for første gang oversteg antallet af journalister: 8.700 pr-folk mod 8.300 traditionelle journalister. Den udvikling er uden tvivl fortsat. Der nedlægges journaliststillinger for fuld kraft på landets medier i disse år, hvor økonomien strammer til. Samtidig stiger kravene til mængden af stof, der skal produceres. Og mens det for få år siden var naturligt, at redaktionssekretærerne havde særlig indsigt i det stof, de redigerede, gælder det nu ofte, at en redaktionssekretær er en redaktionssekretær og en avisside er en avisside. Der skal bare produceres. På mange medier skal journalisterne også skrive til både papir og net, og så kan de lige lave tv og radio om emnet, nu de er i gang.
