Det er muligt, at jeg nu hænger oprindelige folk ud uden grund, og i så fald skal jeg beklage. Men rygtet vil vide, at når vor tids nyhedsjournalistik ser ud, som den gør, er det indianernes skyld.
Da den såkaldte civilisation bredte sig vestpå, og jernhesten brusede ad nylagte skinner mod Stillehavet, måtte rødhuderne se alskens tvivlsomme typer stjæle deres land til græsning af enorme kvægflokke, efter at de samme slubberter havde sat stort set samtlige bisoner til livs.




























