Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Politiken. Avisens ånd er en blanding af kreativt anarki og mistro til autoriteter - ikke mindst avisens egne.
Foto: FINN FRANDSEN (arkiv)

Politiken. Avisens ånd er en blanding af kreativt anarki og mistro til autoriteter - ikke mindst avisens egne.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Politiken-ånden lever og har det vist godt nok

Der var rav i den på redaktionen i den forløbne uge.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvad der skiller Politiken fra andre Blade, er den enkelte Medarbejders ubegrænsede Hengivenhed for det Blad, han tjener, Politiken er for ham ikke et Embede, hvori han skal slide sine Timer for sit Brød. Nej, Politiken er for ham som en Elverpige, der lokker og ægger ham og antænder Elskoven i hans Bryst. Hun fordrer hans Fred, hun fordrer hans Hjerteblod, og han giver alt, som den giver, der kun lever for én Følelse. At tjene Politiken er en Lidenskab, et liv i Feber, en Sejlads over høje Bølger
Henrik Cavling, 1888

Den fik ikke for lidt, da Henrik Cavling som menig medarbejder beskrev sit og sine kollegers forhold til den avis, han senere blev mangeårig chefredaktør for. Men Politiken giver den sjældent for lidt:

I 1884 havde chefredaktionen bekendtgjort, at det var det nyoprettede blads opgave at være ’Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk’.

Læserne er med jævne mellemrum ufine nok til at rive os den målsætning i næsen, når vi kvajer os.

I den forløbne uge gik Cavlings berømte bølger særlig højt. Lad mig understrege, at denne klumme ikke er et bidrag til de kontroverser, som førte til, at journalisterne nedlagde arbejdet.

Mit ærinde i dag er at beskrive Politiken-ånden.

Avisens ånd er en blanding af kreativt anarki og mistro til autoriteter

Som nævnt satte avisens grundlæggere den ufrivilligt i et lidt latterligt skær, men den har stor betydning for avisens udtryk og journalistik. Avisens ånd er en blanding af kreativt anarki og mistro til autoriteter – ikke mindst avisens egne.

Jeg kom til Politiken fra Jyllands-Posten i 1996 og havde tidligere været ansat på Berlingske.

Derovre var der den samme stemning som i kommandoposten i ’Olsen-banden på sporet’, hvor DSB-folkene Brodersen (Helge Kjærulff-Schmidt) og Godtfredsen (Paul Hagen) hygger sig med at afvikle trafikken, mens de brygger kaffe og luner smørkagen.

På Jyllands-Posten blev indtjeningen fra det dengang gode annoncemarked omsat i journalistiske stillinger, ambitionerne var høje, og oplaget skød i vejret. Men der blev ikke lunet mange smørkager.

Da jeg kom til Politiken, spurgte flere, hvad jeg ville der. Avisen tjente stort set ikke penge – det stod Ekstra Bladet for – og de forbavsende mange medieforskere, vi har i dette land, var enige om, at Politiken ville bukke under.

Alligevel gik der ikke mange dage, før jeg fik en klar fornemmelse af at være havnet det rigtige sted, selv om der var en mængde lavpraktiske problemer.

I sin selvforståelse var Politiken også førende inden for det, ingen dengang anede hed it. Man var dog ikke mere førende, end at man havde fundet det unødvendigt at forbinde redaktionens computere i et netværk.

Når man skulle aflevere sine artikler, brugte man modem. Lagde man besked hos kilder, måtte man derfor give dem sin kollegas nummer, så man fik fat i dem, selv om man var i færd med at aflevere en artikel, når de ringede tilbage.

På det tidspunkt havde redaktionen brudt med adskillige års forbavsende afslappethed.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg fandt også ud af, at Politiken er et barsk sted at være chef

Der gik stadig historier om journalister, der tog kuglehovedet ud af deres kollegas skrivemaskine, hvorefter der gik 14 dage, før vedkommende begyndte at lede efter det. Men den tid var forbi, og de medarbejdere, der sad i biografen i arbejdstiden, sad der nu som oftest for at anmelde filmen.

Jeg tilbragte senere to år som nyhedsredaktør, hvilket ville sige forsideansvarlig og stedfortræder for chefredaktionen, når den var gået hjem.

Det er de to hårdeste år i min karriere. Ikke blot fordi vagterne var på 14 timer – jeg fandt også ud af, at Politiken er et barsk sted at være chef. Samtlige ens dispositioner er til debat, når kollegerne har læst avis.

Mine otte år som bagsideredaktør var en svir, hvor det ganske vist kunne være svært at få ideer – af og til var det som at løbe foran toget og lægge skinner – men der var solid opbakning til selv det skøreste.

Et år fik jeg en ikke specielt vranten mail fra chefredaktionen om, at vi havde brugt 22.000 kroner på at lade fragtmænd køre et partytelt – Tolerantisttemplet – rundt til læsernes havefester, og en anden gang stillede Tøger Seidenfaden uden tøven op til en samtale med Bagsidens chefanalytiker – en høne – om udviklingen i international økonomi.

Der er en udbredt erkendelse af, at medarbejderne har gode ideer at bidrage med, men også blandt journalisterne en vis accept af, at gode ideer kan komme ovenfra, som da chefredaktionen udgav Ritt Bjerregaards ’Kommissærens dagbog’.

Når chefredaktionen træffer mere besynderlige dispositioner som at sige undskyld til Profetens 94.923 efterkommere, kan det blive for meget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men så får de kritiske journalister selvfølgelig bragt et læserbrev om chefredaktionens tåbelighed. Jeg havde svært ved at se det ske på Berlingske eller Jyllands-Posten.

Gakkede påhit – både i reservater som At Tænke Sig og udenfor – og et anstrengt forhold til autoriteter præger heldigvis stadig bladet, og jeg er overbevist om, at det vil blive ved med at være tilfældet.

Til gavn for de heldige læsere af Organet for den højeste Oplysning i det danske Folk.

BJARNE SCHILLING

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden