Musikbranchen i fremgang - men hvad med musikerne?

Der er grund til forsigtig optimisme hvad musikbranchens økonomiske fundament angår, men endnu ikke hvad musikernes indtægtsgrundlag angår.

Henrik Marstal

Det har været en bemærkelsesværdig uge og i det hele taget et bemærkelsesværdigt første kvartal af 2012, hvis man ser på musikbranchens tilstand. For første gang længe peger en række pile i samme positive retning: Nemlig at der er kommet flere og flere årsager til at være forsigtig optimist.

For måske der virkelig er ved at komme bæredygtige forretningsmodeller i spil, som kan sikre fornuftige indtægter til branceaktørerne, herunder de skabende og udøvende kunstnere selv.

Hvem skulle nu have troet det? Ikke mig, i hvert fald. Ved tidligere lejligheder har jeg været pessimistisk angående mulighederne for at tjene penge på musik i noget betydeligt omfang, og jeg har ment vi alle burde acceptere én for alle, at musikforbruget i mange led tilsyneladende gik mod gratis. Jeg advarede også for godt halvandet år siden mod, at Spotify kom til Danmark, fordi indtjeningsmulighederne for skabende og udøvende kunstnere var alt for ringe.

Heldigvis havde KODA dengang det samme synspunkt, og først i efteråret kunne streamingtjenesten åbne herhjemme efter at have givet noget større indrømmelser til kunstnerne. Den første udbetaling, hvor Spotify har indgået i beregningsgrundlaget, blev offentliggjort i sidste uge. Den angår sidste kvartal af 2011, og det fremgår af den, at streaming her har stået for lidt over 17 procent af de samlede udbetalinger. Det ligner altså en forretningsmodel, som holder vand.

Ifølge en undersøgelse, som KODA netop har offentliggjort, streamer 83 procent af unge mellem 12 og 17 år musik hver dag. Hvor stor en del der angår gratis streaming (læs: YouTube), fremgår dog ikke. Men lige nu står streaming i hvert fald for 13 procent af den samlede omsætning i musikbranchen, og der er grund til at tro, at det snart vil ændre sig i positiv retning. For i Sverige, hvor streamingtjenester har fandtes i længere tid, er andelen mere end tre gange så stor.

En anden positiv omstændighed er, at faldet i det globale salg af musik er blevet bremset op i 2011. BBC News kunne i hvert fald forleden meddele, at salget af musik faldt med blot tre procent i 2011 mod knap ni procent i 2010. Desuden kunne man se, at faldet i salget af cd’er næsten blev opvejet af en tilsvarende stigning af digitalt salg. Ifølge en kilde kan det ikke mindst tilskrives det faktum, at mange lande i 2011 for alvor kom på banen med legal, abonnementsbaseret streaming.

En tredje positiv omstændighed blev for et par måneder siden beskrevet i en amerikansk, såkaldt uvildig rapport med titlen The Sky Is Rising og undertitlen The State of the Entertainment Industry. Trods kulturindustriens – og ikke mindst musikbranchens – vedholdende beklagelser over smalhals på alle fronter, ja så dokumenterer rapporten, at denne industri – litteratur, film, musik, computerspil – har oplevet en stabil økonomisk fremgang gennem det seneste årti. Tilsvarende har der i samme periode været en fremgang på 20 procent af ansættelser i industrien.

Betyder det, at alle historierne om fyringer på bogforlag og pladeselskaber har været forkerte? Nej, ikke helt. For rapporten viser også, at antallet af uafhængige kunstnere, typisk med deres eget forlag eller selskab, i samme periode steg med hele 43 procent. Så pengene er ikke forsvundet – de er blot flyttet et andre steder hen. Pengene, magten og måske endda også æren er blevet decentraliseret. At de detroniserede beklager det, er ganske forudsigeligt.

Lad mig blot nævne tre tankevækkende tal fra rapporten: I 2002 var lidt under en kvart million nye bogtitler tilgængelige – i 2010 var tallet steget til tre millioner. I 2001 havde databasen Gracenote registreret 11 millioner sange, et tal der i 2010 havde oversteget svimlende 100 millioner. Og i 1995 blev der produceret omkring 1700 film årligt, et tal der i 2009 var steget til over 7000.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rapporten peger på den overvældende tilgængelighed af kulturprodukter i internettidsalderen som en dominerende årsag til, at mange mennesker rent faktisk bruger flere penge på kultur end for ti år siden. Og den peger på den omstændighed, at gatekeepernes funktion er blevet svækket, mens funktionerne for de nye enablers og content creators er blevet tilsvarende styrket.

Fordelingsændringerne i den kulturelle, sociale og økonomiske kapital hænger direkte sammen med, at grænsen mellem kunstner og entrepenør er blevet mere eller mindre udvisket. De dele af kulturindustrien, som har forladt sig for meget på den gamle verden, er derfor kommet i problemer.

Det er spørgsmålet om det synd for dem? For at svare med et andet spørgsmål: Var det synd for alle skibsrederierne, at togdriften i anden halvdel af 1800-tallet stort set overflødiggjorde dem? Og var det synd for datidens telegrafiselskaber, at de nymodens telefoner var mere praktiske? Måske. Men det var ikke synd for verden, at den udviklede sig i en retning, der var til gavn for dens forbrugere.

Rapporten beskriver noget, som mange længe ikke helt har turde håbe på, selvom de har anet konturerne af det: At kulturindustrien rent faktisk ikke går neden om og hjem – pengene og måderne de fordeles på har blot ændret sig forbløffende radikalt, tidrummet taget i betragtning.

Og så alligevel – ingen træer i musikbranchen er vokset ind i nogen som helst himmel endnu. For nogle dage siden bragte Ekstra Bladet en artikel med den nedslående overskrift ’Sulteløn – så lidt tjener de danske musikere’. Overskriften refererede til en undersøgelse foretaget af konsulentfirmaet Nissen & Co., der viste, at blandt 567 sangskrivere og komponister i Danmark havde en fjerdedel en årsindkomst på mindre end 165.000 kroner. Derved har en fjerdedel altså et indtægtsgrundlag, der ligger under årslønnen for en arbejdsløs person på dagpenge. Og halvdelen tjener under 250.000 kroner årligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det fremgår ikke af artiklen hvor mange af disse penge, der så rent faktisk tjenes på musikrelaterede aktiviteter. Mit bud er, at mange af dem snarere tjenes ved forskellige former for ufaglært arbejde, som giver den fornødne indtægt til, at man kan bruge de øvrige af døgnets vågne timer på musikudøvelse. Ildsjæle er disse mennesker unægtelig! Til gavn for i princippet alle danske musiklyttere, i øvrigt.

Det går bedre og bedre for musikindustrien, kan vi altså konstatere. Nu mangler vi blot, at kunstnerne får lidt mere held med at mærke det. Mon ikke det er en sag for de beslutningstagere, der mener, at uden kulturarbejderne kunne vores samfund lige så godt lukke med det samme? Og mon ikke det er en sag for musikernes og komponisternes medlemsorganisationer og fagforeninger?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce