Lydetik? Det ville da være en fremragende idé

Baggrundsmusikken støjer overalt i det offentlige rum. Hvad med om vi begyndte at bruge den med mere omtanke?

Henrik Marstal

Baggrundsmusik præger i uhyggelig grad det offentlige rum. Det samme gør de tilfældigheder, der bestemmer hvilken musik der spilles. Musikken er der ligesom bare, og det er bekymrende ofte komplet underordnet hvad den musik så egentlig vil os. For vi er for længst vænnet til, at det ikke gør nogen forskel alligevel.

Så længe der er tale om vestlig, mainstreamorienteret og gerne engelsksproget populærmusik frembragt efter 1960, stiller vi ingen kritiske spørgsmål. For musik skaber jo liv og atmosfære, ikke sandt, og vi er alle opdraget med, at vi accepterer det, der bliver serveret for os som et ubetinget gode, uanset om der er tale om popballader, disco, bluesrock eller country & western. Det gælder ikke mindst på restauranter og caféer, hvor man rent faktisk typisk opholder sig en halv time eller mere med den livsvigtige hensigt at indtage mad og drikke eller blot slappe af.

Denne tidlige torsdag morgen på en restaurant i Københavns Lufthavn tilbringer jeg sådan en halv time før mit fly afgår. Klokken er endnu ikke blevet syv, jeg er stadig morgentræt, og har egentlig slet ikke brug for at omgive mig med musik overhovedet, men blot nyde min brunch. Skulle det endelig være, ville jeg foretrække noget tilbagelænet, afdæmpet musik, som ikke tog særlig meget plads op, og som derfor ville passe til tidspunktet af dagen. Det måtte da gerne være moderne, vestlig, engelsksproget musik – men det kunne skam også være meget andet.

Men sker det? Nej, selvfølgelig ikke. Højttalerne banker derudaf med uptempo-numre, spillet som gjaldt det om at starte en fest. Jeg tror det må være nogle numre med Frank Sinatra jeg hører, numre af typen: ’Jeg-har-en-hvid-smoking-på-jeg-er-pissecharmerende-jeg-er-klar-til-at-drikke-drinks-i-stimer-er-du-også-det-sweetheart?’. Dernæst et par rocknumre fra 1970’erne, som med deres riffdrevne guitarer og kraftfulde mandestemmer får mig til at føle det helt forkert at drikke kaffe – det burde have været en stor fadøl i stedet. Og derefter et par absolut møgirriterende firserballader med en ikke-eksisterende banalitetstærskel, hvad teksterne angår, foruden et nærmest servilt leflende lydbillede. På mig er den halve times soundtrack til restaurationsbesøget et konstant irritationsmoment, men desværre et uundgåeligt onde. Musikken taler ganske enkelt ned til mig i hvert eneste minut jeg er på restauranten, og oplevelsen får mig til at beslutte aldrig nogensinde at besøge den igen.

Men restauranten er ikke et særtilfælde. For her gælder nemlig blot de samme principper for musikafspilning som på stort set alle andre restauranter og caféer i større, danske byer: Der er ingen overhovedet. Til trods for numrenes indbyrdes forskellighed hvad angår genre, periode og udtryk løber numrene alligevel konstant sammen til én stor pærevælling af baggrundsstøj. Og hvad værre er: Den spillede musik hænger kun yderst sjældent sammen med de værdier, som en café eller restaurant med respekt for sig selv ellers ønsker at videregive til kunderne.

Jeg har prøvet at sidde på en luksusrestaurant i København, hvor mad, vin og interiør gik op i en højere enhed, men hvor sukrede kærlighedssange fremsunget med overdrevent kælne stemmer afspillet lidt for højt svækkede helhedsoplevelsen ikke så lidt. Jeg har prøvet at indtage en ellers god weekendbrunch på en kendt café i Århus med en smule tømmermænd i baghovedet, hvor kun alt for veloplagte og glade festnumre drønede ud af de alt for små og derfor meget lidt vellydende højttalere på en måde, der absolut intet havde med oplevelsen af hygge eller for den sags skyld nærvær at gøre. Og jeg vil egentlig tro, at det er noget langt de fleste har prøvet, hvis de tænker efter.

Nu vil restaurationsbranchen indvende, at rigtig mange caféer og restauranter er tilmeldt et særligt musikafspilningssystem, hvor man kan tune ind på forskellige kanaler med navne som ’tresserrock’ eller ’firserpop’, ikke ulig formaterede radiostationer med non stop-musik. Men kanalerne tager ikke hensyn til om det er morgen, formiddag, eftermiddag eller aften. Om solen skinner eller om det regner. Om det er vinter eller sommer. Om folk i lokalet generelt er stille eller snakkende. Nej, det hele kører løs i én pærevælling, uden at nogen tager ansvaret for det. Og helt ærligt: Hvem gider at høre Lady Gaga eller – for Gud ved hvilken gang – Michael Jackson på fuld drøn klokken 17 en dejlig, sløv søndag? I hvert fald ikke mig.

I mange andre sammenhænge er stilhed efterspurgt. Vi har togenes stillezoner, der er stillelounger i lufthavnene, og kirkernes rum bliver anvendt som stillerum af mange, som ellers ikke er aktive brugere af kirkerne. Men hvad angår mange andre steder er stilhed stadig i for høj grad noget, der skaber for megen forlegenhed mellem mennesker. Ganske vist kan musik være positivt udglattende ved at udfylde hullerne i samtalerne, og den kan øge energiniveauet i det givne rum. Men den er samtidig knyttet til en alt for stor mangel på bevidsthed om, hvad musikken egentlig ville være i stand til, hvis det var den rigtige musik til den rigtige situation, der blev spillet.

Og så gør det i øvrigt ikke tingene bedre, at der gennem en årrække har kørt en såkaldt loudness war i musikverdenen, en kamp der handlede om at frembringe radiohits, som kunne overtrumfe sine konkurrenter ved at lyde kraftigere og dermed ’bedre’ og ’sandere’. Det gjorde man ved lydteknisk at masterere numrene sådan at de spillede ekstra højt, men til gengæld fuldkommen manglede musikalsk dynamik. Resultatet var en række larmende, ja, råbende og umusikalske numre, der kun fungerede som en forlængelse af den støj, lytteren i forvejen var udsat for. Igen: Manglen på bevidsthed om musikkens muligheder var slående. Og de numre trækkes vi desværre fortsat med i det offentlige rum den dag i dag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lydetik er stadig et absolut fremmedord. Jeg prøvede at finde det via flere forskellige søgemaskiner på nettet og måtte konstatere, at det stort set ikke bliver anvendt. Men jeg tror det er på tide at begynde at anvende ordet ikke blot i forhold til de evindeligt ringende mobiltelefoner, men også i forhold til hvordan musik anvendes i det offentlige rum. En øget bevidsthed om det ville give bedre muligheder for at musikken kunne gøre det, som den er bedst til: At inspirere, at skabe varme og glæde, at få kontakten mellem mennesker til at udfolde sig.

Lydetik handler også om at turde gøre brug af stilhed, når det er det bedste at gøre. Jeg kan i den grad følge den tyske forfatter Theodor Lessing (1872-1933), som var en af de første til at analysere fænomenet støj i det moderne bysamfund. Det skete i 1908 i bogen Der Lärm (”Larmen”), som havde undertitlen Eine Kampschrift gegen die Geräusche unseres Lebens (”Et kampskrift mod støjlydene i vores liv”). Her fremsatte han det standpunkt, at kultur er en udvikling i retning af stilhed. For som også andre efter ham har pointeret, er kun stilhed perfekt, hvilket lyde aldrig kan være.

Over alt fuldendt ligger en salig ro, hævdede Lessing, og deri har han godt hundrede år senere stadig helt ret. Siden bogen udkom fulgte den maskinelle udbredelse af musik i det offentlige rum i form af især radioen, jukeboksen og senest mp3-afspillerne. Men i samme periode bevægede den vestlige verden sig fra det larmende, industrielle samfund til det bippende eller summende, digitale samfund. Maskinerne selv – bilerne, hvidevarerne, radioerne, elevatorerne – støjer mindre og mindre, og skrivemaskinernes klapren er for længst erstattet af computernes støjsvage klikken på tasterne. Hvordan kan det så være, at vi mennesker støjer stadig mere? Og hvorfor oplever vi, at musikken støjer i det offentlige rum, når den ret beset burde gøre det modsatte?

Min drøm er butikker, caféer og restauranter med en klart formuleret lydetik, der giver musikken og stilheden de bedste betingelser for at bidrage positivt til omgivelserne. Min drøm er forretningsdrivende og restauratører, der påtager sig det fulde ansvar for hvilken musik eller mangel på samme, der skal fylde rummet ud netop i deres butik eller restaurant. For det ville helt sikkert give flere kunder og mere tilfredse kunder. Og gøre verden til et rarere og mere inspirerende sted at være.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad mig slutte af med at give ordet til en af avisens læsere, der i et læserbrev tilbage i november skrev: ”Jeg fatter ikke, at restauratører og forretningsdrivende tror, at man køber mere, når musikken dunker ud af højttalerne. Jeg handler selv kun i forretninger, hvor der er absolut ro, ellers kan jeg ikke koncentrere mig om at handle, og hvis jeg går ind i en restaurant, hvor jeg straks hører høj musik, vender jeg om og går. Måske var det en ide, at forretninger og restaurationer på deres hjemmeside og på indgangsdøren fik en slags smiley, som fortalte, at man var tvangsindlagt til musik, hvis man ønskede at handle eller spise det pågældende sted? Så var man på forhånd advaret.”

Velbekomme.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce