Kan man plagiere sig selv?

Röyksopp-retssagen i Norge viser, at musikalsk ophavsret handler om mere end blot melodi, tekst og akkorder. Det er på tide med en revision.

Henrik Marstal

I mandags blev en af de mest omtalte musikstridigheder i Norge nogensinde genåbnet i tingretten i Bergen. Stridigheden har kørt i en årrække, og den må have været opslidende for både verdensstjernerne i electronica-duoen Röyksopp og den producent, der lagde sag an mod duoen.

Sagen kort: I 1997 udgav det Tromsø-baserede elektroprojekt Drum Island et selvbetitlet debutalbum, hvorpå et nummer med titlen 'Lift' optrådte. Nummeret var ligeligt krediteret projektets gennemgående medlem, Torbjørn Brundtland, og hans samarbejdspartner, producenten Rune Lindbæk. De to havde i løbet af årtiet arbejdet sammen på andre projekter og udgivet flere albums sammen. Begge fik altså 50 procent hver i royalties eller ophavsrettigheder til nummeret, der formodentlig aldrig nåede at generere store summer, eftersom projektet snart efter udgivelsen gik i sig selv.

Næppe mange ville have tænkt mere over nummeret, hvis ikke det var fordi Brundtland allerede året efter dannede det senere så kendte Röyksopp sammen med sin ven og samarbejdspartner helt tilbage fra teenageårene, Svein Berge. På duoens debutalbum Melody A.M. fra 2001 optrådte et nummer med titlen 'A Higher Place', hvis lydbillede havde visse ligheder med 'Lift', men hvor Brundtland og Berge alene var krediteret som rettighedshavere. Heller ikke det ville formodentlig have givet anledning til problemer, hvis ikke det havde været fordi albummet skulle gå hen og blive en markant kunstnerisk og kommerciel succes, der for længst har rundet en million solgte eksemplarer og på verdensplan regnes for et uomgængeligt electronica-album.

Nu rullede millionerne ind til duoen for albumsalg og koncerter, og det fik Lindbæk til at reagere. Allerede for år tilbage stævnede han Röyksopp med krav om at få en tredjedel af rettighederne til nummeret, som han hævdede at have været med til at realisere. Retten har dog afvist flere af hans krav med henvisning til, at de var forældede.

Men i forgårs genåbnede sagen altså under enorm medieopmærksomhed, denne gang med et modsøgsmål fra Röyksopp mod Lindbæk, som duoen hævder slet ikke var med til at skrive Drum Islands 'Lift' i første omgang og derfor aldrig burde have fået royalties for det. Sagen har principiel karakter, og derfor er en længere række musikere er indkaldt som vidner, herunder profiler i Tromsø-miljøet i 1990'erne med viden om hvordan Lindbæk og Brundtland egentlig arbejdede sammen kreativt, samt trompetisten Nils Petter Molvær, en af landets store jazzprofiler med erfaringer inden for electronica.

En officiel rapport, bestilt af Röyksopps eget musikforlag, påviste mange ligheder mellem de to numre, men ikke i så høj grad, at 'A Higher Place' kunne kaldes et plagiat. Rapporten gjorde det dog klart, at hvis Lindbæk havde været krediteret for 'Lift', burde han også være det for 'Higher Place'.

Sagen er meget, meget svær at få klarhed over, blandt andet fordi ingen endnu har løftet sløret for hvem der egentlig er ophavsmand til de elementer i de to numre, som går igen i mere eller mindre modificeret form. Men det er let at forestille sig, at det har været Brundtland, som alene har været ophavsmand til disse elementer - Lindbæk har under retssagen anerkendt ham for at være en usædvanlig dygtig musikprogrammør.

Og det er let at forestille sig, at Brundtland i så fald efterfølgende - og kreativt forstået helt indlysende - har betragtet de musikalske elementer som 'sine egne' og derfor har genbrugt dem i en ny sammenhæng. Vel at mærke uden at skænke det en tanke, at elementerne kom fra et nummer, han tidligere havde delt krediteringen for sammen med en tidligere samarbejdspartner.

Det kan sagtens være på det punkt, at fælden kommer til at klappe for Röyksopp. For hvordan forklarer man præcist hvem der har bidraget med hvad til nummeret? Og har Lindbæk direkte eller indirekte været medvirkende til at præge den kreative proces, der førte til Brundtlands musikalske bidrag? Röyksopps modsøgsmål antyder, at Lindbæks rolle i nummeret kan have været mindre indlysende - og at han måske snarere har erhvervet sine rettigheder som led i en generel, vanebaseret og uspecificeret aftale om modydelser i form af adgang til den etablerede Lindbæks brand såvel som hans branchekontakter samt brug af hans musikstudie, som 'Lift' i sin tid blev til i.

Selvom Lindbæk ifølge Bergens Tidende noget vævende har hævdet, at han bidrog med "melodier og farver" til nummeret, er det kommet frem, at de to Röyksopp-medlemmer allerede som teenagere så op til den seks år ældre Lindbæk, og at de royalties han fik ved at blive krediteret som medkomponist snarere skyldtes, at han med sit studie og sit ry banede vejen for deres projekter som gatekeeper med tråde langt ind i branchen, end at han bidrog med noget kreativt til musikken. De to medlemmer hævder, at det også var tilfældet for deres første samarbejde i projektet Alanïa i midten af 1990'erne. Lindbæk og Brundtland var ganske vist duoens officielle medlemmer med blandt andre Berge som aktiv, kreativ medspiller, men Lindbæk bidrog ifølge opslaget om gruppen på norsk Wikipedia ikke i noget videre omfang til musikken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selvfølgelig har de to medlemmer af Röyksopp dummet sig, da de i sin tid krediterede sig selv som komponister til 'A Higher Place'. De burde have foreholdt Tono (den norske pendant til den danske rettighedsorganisation Koda), at der var et delvist sammenfald mellem de to numre, sådan at der kunne have været indgået et forlig af en art med Lindbæk med det samme. Omvendt burde Tono have forholdt sig kritisk til fordelingerne, så snart Röyksopps efter norske forhold helt usædvanlige succes i ind- og udland blev en realitet. For man må formode, at Tono har været vidende om Röyksopps tilhørsforhold til en elektronisk musikscene, hvor rettighedsfordelinger som følge af musikkens tilblivelsesformer pr. definition er mere spegede og kryptiske. Begge parter har indlysende et ansvar.

Bortset fra det: Handler sagen for Lindbæk også om manglende anerkendelse af hans indsats? Eller mindre pænt sagt om misundelse eller om følelsen af at have moralsk ret til at få del i den kreative og kommercielle succes, som nu var blevet hans tidligere samarbejdspartner til del? Indtil videre ved vi det ikke. Men uanset udfaldet er sagen en nyttig påmindelse om, at retningslinjerne for registrering af musiknumre til de relevante rettighedsforvaltere kan være for løse og ukonkrete, til skade for hele miljøet.

Ofte kan en mere erfaren studieejer/producer/producent manipulere en mindre erfaren sangskriver til at afgive eksempelvis halvdelen af indtægterne til et nummer ved at tilbyde billig indspilningstid og ved at lobbye for projektet i branchen. I de fleste tilfælde er der dog bestemt ikke tale om manipulation, men derimod om en fuldkommen klar, juridisk bindende og rimelig aftale mellem de to parter om fordelingen.

Problemet er blot, at rettighedsorganisationerne ikke i tilstrækkelig høj grad anerkender sådanne aftaler, fordi organisationerne arbejder ud fra en antagelse om, at et nummer først og fremmest består af en melodi, en akkordrækkefølge og en tekst. Basta. Tilblivelsen af eksempelvis den sound, der giver et nummer identitet og opmærksomhed, eller tilblivelsen af de riffs og temaer, som giver det dets egentlige karakter - altså alt det, som kaldes nummerets arrangement og produktion - bliver ikke i tilstrækkelig høj grad anerkendt som del af rettighederne. Det samme gælder de muligheder, som en producent eller pladeselskabsejer med sin branchemæssige indflydelse kan skabe for en artist.

Herhjemme har Koda ganske vist gennem en årrække arbejdet med en model, hvor op til en sjettedel af rettighederne kan tilskrives 'arrangement', og som ofte bliver fordelt mellem bandmedlemmer, producere og andre medvirkende i tilblivelsen af et nummer. Og formodentlig har rettighedsorganisationer i andre lande lignende modeller. Men spørgsmålet er imidlertid om ikke denne del efterhånden er alt, alt for lille til at kunne modsvare de ændrede betingelser, som musik allerede længe er blevet produceret under.

For når både pladeselskaber og kunstnere - som det har været tilfældet de senere år - har haft færre midler til at honorere studieejere, lydteknikere og producere, er aflønning via royalties blevet en stadig mere anvendt måde at skabe balance i tingene på. Også selvom det ifølge organisationernes defintion på hvad et nummer rent rettighedsmæssigt består af, er en regulær omgængelse af sandheden. Derfor kunne og burde procentsatsen sagtens sættes op til det dobbelte, sådan at adskillelsen mellem sangskrivning og arrangement/produktion blev både mere klar og rimelig. Nu er Koda en medlemorganisation, så det er ikke dens ledelse, der fastsætter reglerne, men derimod medlemmerne selv. Så forslaget er hermed lagt ud til landets sangskrivere, producere, pladeselskabsejere og promotere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis en sådan ordning havde været kotume, da Drum Islands album udkom, kunne producenten, studieejeren og gatekeeperen Lindbæk have fået en måske ganske rimelig tredjedel som arrangør. Det ville samtidig have givet Röyksopp som sangskrivere en ligeledes ganske rimelig mulighed for at genbruge dele af nummeret i en ny sammenhæng, uden at Lindbæk skulle krediteres som sangskriver. Og ulykkelige sager som denne, der trækker fokus væk fra musikkens kunstneriske værdi til fordel for spørgsmål om anerkendelse og penge, ville slet ikke være opstået.

Nu er der imidlertid ingen vej tilbage. Det mest konstruktive er derfor at være opmærksomme på, hvad musiklivet også herhjemme kan lære af sagen. Og så i øvrigt at benytte anledningen til at høre eller genhøre Röyksopps Melody A.M., sådan som jeg selv gør netop nu, mens disse linjer skrives. Albummet er stadig helt aldeles friskt, fremragende og inspirerende. Og det er måske i sidste ende det vigtigste.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce