Sexisme: En hyklerisk og værdiløs størrelse

I sex- og pornoliberalismens hjemland tillader samfundet kritikløst sexistiske dagsordener i det offentlige rum.

Henrik Marstal

Det er som motto på titelbladet til Simone de Beauvoirs hovedværk Det andet køn fra 1949, at man kan læse 1600-talsfilosoffen Poulain de la Barres tankevækkende udsagn: »Man må nære mistillid til alt, hvad mænd har sagt om kvinder, for de er selv både dommer og part i sagen«.

Det er hårdt og polemisk sagt, men desværre er der noget om det. Og det har ikke ændret sig synderligt siden hverken de la Barres eller Beauvoirs tid. Hvor kunne det dog være godt om især heteroseksuelle mænd i langt højere grad blev sig bevidste, at de rent faktisk altid er part i sagen, når talen eller blikket falder på kvinder.

En sådan erkendelse ville kunne få i det mindste de kvikkeste af dem til at indse, at de meget let risikerer også at blive dommere ved samme lejlighed. Og dermed ville sexisme i deres tilfælde kunne blive aktivt problematiseret.

Men dommerne har kronede dage i de danske medier, hvor de som rollemodeller utvivlsomt præger meningsdannelserne i hverdagssamfundet. To aktuelle eksempler er Thomas Blachman på DR2 og Thomas Treo på Ekstra Bladet. Begge praktiserer de sexisme i rendyrket form. Ganske vist vil Blachman med sit program af samme navn måske kunne inspirere danske mænd til at sætte sig ned med hinanden og gennem samtale få aftabuiseret nogle af de usikkerheder, der kan være forbundet med at være et hankønsvæsen i det 21. århundrede.

Det ændrer dog ikke ved, at det er og bliver sexistisk at have nøgne, tavse kvinder linet up i programmet som var Blachman plantageejer i Sydstaterne før slaveriets ophævelse. Og det er sexistisk, når Treo i sidste uges i forrige uges anmeldelse af sangerinden Lana Del Reys koncert i København kaldte hende 'sexkilling', 'fæl narrefisse' og 'klassens utæmmelige førerhun'.

Jo, sexismen nærmest fejres for tiden, og det er ikke bare de ansvarshavende redaktører, der sover i timen ved at tillade det. Det er også Pressenævnet, der som en fjern og distræt faderskikkelse i medieverdenen glimrer ved sit totale fravær. Men eksemplerne Blachman og Treo gør det påkrævet med nævnets vurdering af hvorvidt danske medier i promoveringen af sexisme overholder reglerne for god presseskik.

Flere svenske medier har reageret kraftigt på Blachman-programmet. I Dagens Media i sidste uge blev det rent ud sagt kaldt 'sexist-tv'. Og Jens Liljestrand, assisterende kulturchef på Expressen, så en forbindelse mellem de islamofobiske og racistiske strømninger i Danmark og så den sexisme, som programmet giver udtryk for. Og han tilføjede: »Danskerne ser sig selv som Europas anarkister, og store dele af kulturen hylder normløsheden. Der findes en dansk sex- eller pornoliberalisme, som gør, at der ikke findes nogen grænser i frihedens navn«.

Mandag aften havde den svenske tv-vært Jenny Strömstedt i sit talkshow af samme navn på svensk TV4 en kvindelig musiker i studiet til en snak om mandekroppen, mens de betragtede en afklædt mandsperson. Temaet var en direkte reaktion på Blachmans program og dermed også en temmelig kraftig reaktion på programmet.

Hård, nogle vil sige overdrevet kritik. For tager vi os virkelig sådan ud set udefra? Kritikken er ikke til at slippe væk fra, for noget rigtigt er der unægtelig i den. Og for anden gang inden for kort tid - den første var Marie Krarups (DF) ufrivillige optræden på avisforsiderne i New Zealand - er danske holdninger og værdier blevet hængt ud i udenlandske medier. Det må da få ganske mange beslutningstagere i dansk politik og i medieverdenen til at genoverveje måderne hvorpå dansk frisind udfolder sig i medierne. For pinligt, det er det. At være uforlignelige som nærmest kun danskere kan være det, er ikke altid noget positivt.

Vi skal ikke ret mange årtier tilbage i tiden, før det var ganske aldeles utænkeligt, at det moralske kodeks tillod mænd at tale så nedsættende om kvinder som Thomas Treo gjorde det om Lana Del Rey. Gad vide hvorfor det engang var sådan? Jo, måske kvinderne endnu ikke havde gjort mændene bange, forvirrede og rasende over at være brudt ud af de rollemønstre, som de ellers var blevet plantet solidt i som en logisk følge af den patriarkalske samfundsorden. Måske kvindekroppen ikke var genstand for pornoficering i samme grad som i dag. Og måske forståelsen af medmennesket som ens næste snarere end som potentiel forbrugsgenstand blot havde langt bedre kår.

Dengang var mandens syn på kvinden præget af den moralske habitus, der tilskrev enhver med respekt for sig selv at opføre sig nogenlunde høfligt og venligt over for andre - mænd såvel som kvinder. Det var noget med at hilse på dem man mødte, også dem man ikke kendte. Det var noget med ikke for enhver pris at hævde sin ret, men undertiden - for den gode tones og for husfredens skyld - bide tingene i sig. Og det var noget med at opføre sig civiliseret i det offentlige rum og gøre plads for andres meninger.

Alt sammen symboliseret med tiltaleformen "De", der set i bakspejlet kunne forekomme stiv og distancerende, men som netop derfor paradoksalt nok undertiden var i stand til at skabe både en indforståethed og en gensidig respekt mellem mennesker, som det uformelle, men formløse 'du' ikke var i stand til.

Verden som den så ud i 1960'erne og 1970'erne havde nu også andre ting at kæmpe med - eller rettere, kvinderne havde det. Ordet sexisme betegner som bekendt det forhold, at man undertrykker andre alene på grund af deres køn, hvilket i så godt som alle tilfælde vil sige kvindekønnet. Og den ekstreme sexisme indbefatter vold mod, voldtægt af og mord på kvinder - sidstnævnte har endda fået en betegnelse, femicide.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er som om, at ordet sexime slet ikke var begrebsliggjort dengang. Bevidstheden om, at mænd via deres habitus kunne være sexistiske, var tilsyneladende næsten fuldkommen fraværende, hvilket der også i periodens litteratur, film og tv-serier er mange eksempler på.

I Politiken kunne man i sidste uge læse et polemisk indlæg mod Blachman-programmet af forfatter og rådgiver Pouline Middleton. I en række erindringsoptegnelser vedrørende sexisme, der tilsyneladende også går noget tid tilbage, fortalte hun om hvordan hun som barn måtte finde sig i at blive latterliggjort af de mænd, der kom i hendes barndomshjem - ikke mindst hendes far.

Det gik desuden jævnligt ud over hendes mor: »Jeg så også, at mine onkler og naboen og mænd fra min fars arbejde betragtede min mors krop, og de talte om den og grinede. Og rørte ved den. Det undrede mig«. Men som Middleton meget tankevækkende skriver, er det efter hendes opfattelse stadig sådan, at »det er kvindens ansvar at bremse mandens seksualitet«.

Ja, det er desværre stadig sådan her i pornoficeringens forråede guldalder, hvor frisindsmentaliteten desværre har givet bagslag ved at skabe frustration snarere end oplysning, afmagt snarere end åbenhed. Sexismen har måske nok ændret karakter siden 1960'erne - men intet tyder på, at begrebets dominans i hverdagslivet er blevet mindre.

Og så er vi tilbage ved mottoet fra indledningen. For når den mandligt-heteroseksuelle seksualitet folder sig ud, kan det ifølge dens egen logik sagtens forklares ved at kvinder opmuntrer den til det, ikke fordi mændene selv aktivt ægger den. Følgelig må det være kvindens egen skyld, at manden fortsat er henvist til at være både dommer og part. Og derfor er det jo i sidste instans Lana Del Reys egen skyld, forstås, at Thomas Treo måtte benytte så sexistiske udtryk om hende. For hun kunne jo bare have ladet være med at opføre sig som en fæl narrefisse, ikke sandt?

Sexismen har kun alt for gode kår her i sex- og pornoliberalismens hjemland. Medierne opmuntrer den endda til at udfolde sig. Og alt for mange mænd er slet ikke opmærksomme på sexismens eksistens, samtidig med, at alt for mange kvinder enten forsøger at ignorere den eller stiltiende anerkender den som en nødvendig forudsætning for overhovedet at blive accepteret som arbejdskollega, som kæreste, som ikon eller som medlem af omgangskredsen. De etiske konsekvenser af denne hverdagspraksis mangler vi derfor stadig at anerkende.

Sexisme debatteres for tiden også uden for landets grænser og er genstand for debat blandt andet i Tyskland og England, hvilket baggrundsartikler om emnet i toneangivende aviser som Die Zeit og Guardian viser. Og aktivisten Laura Bates' tiltag 'The Everyday Sexism Project', der opfordrer kvinder til at maile ind med deres erfaringer med sexisme, har på et år fået omkring 25.000 henvendelser fra kvinder og teenagepiger verden over.

Problemet er altså ikke kun relateret til danske mediepersoners dårlige opførsel og mediekulturens passive accept, men er del af en langt mere generel debat om relationen mellem mænd og kvinder i den moderne verden. At debatten også peger på nødvendigheden af at problematisere mænds nærmest alment accepterede seksualisering af kvinder, er indlysende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ønsker mig en samtid, hvor den gensidige respekt mellem kønnene er en selvfølge, og hvor mænd taler til, med og om kvinder på en ordentlig måde. Og jeg ønsker mig en samtid, hvor mænd aktivt afstår fra at være både part og dommer, når talen og blikket falder på kvinder. Det kan kun ske ved, at vi alle bliver bedre til at tænke over hvordan vi egentlig kommunikerer med hinanden, og ved at vi aktivt påtaler situationer af sexistisk karakter.

Sexisme er en hyklerisk og værdiløs størrelse i et moderne samfund, der ikke bidrager med noget som helst konstruktivt. Lad os nu komme i gang med at afvikle den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce