Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Lad os gøre op med, at den hvide race er normal

Har vi fuldkommen overset, at den hvide race også er farvet?

Henrik Marstal

Sidste forår lavede kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang installationsudstillingen ’Flesh Tint Project’ i Aalborg. I kunsthaller, på gågader og andre steder i byen så jeg en frysende aprildag, hvordan duoen havde hængt hudfarvede Dannebrogsflag op overalt, ligesom andre danskhedssymboler på udstillingen også var hudfarvede.

Læseren vil naturligvis vide, hvad jeg mener, når jeg siger ’hudfarvet’: Hos farvehandlere, i tuschpenne og på plastre betegner ordet farven for den nordeuopæiske og nordamerikanske hvide races grisefarvede hud. Ordet ’hudfarvet’ refererer nemlig i hverdagssproget udelukkende til den hvide race, fordi det er netop den, der inden for næsten alle former for kulturel identitetsdannelse opfattes som den ’normale’ og ’rigtige’.

Sagt med kritikeren Signe Meisner Christensens ord viste udstillingen, hvordan de mest velfungerende medlemmer af den hvide race i Danmark til dagligt betragtes som tilhørende det ’normale’ samfund, hvilket »har den funktion, at det beskytter og privilegerer de individer, der eksemplificerer normen«.

Danskheden er dermed en hvid kategori, der med etnicitetsforskeren Lene Myong Petersens ord forudsætter, at medlemmerne af det ’normale’ samfund har hvide kropstegn. Men prisen er, at alle dem, der ikke tilhører denne ’privilegerede normalitet’, bliver ekskluderet fra fællesskabet.

Hvide danskere er nødt til at udfordre opfattelsen af deres egen hvidhed som det biologisk og kulturelt 'normale', hvis en egentlig ligestilling mellem danskere af alle racer skal kunne finde sted

Hvorfor er det overhovedet vigtigt med sådan en hvidhedsdebat, kunne vi spørge? Det er det, fordi hvide danskere er nødt til at udfordre opfattelsen af deres egen hvidhed som det biologisk og kulturelt ’normale’, hvis en egentlig ligestilling mellem danskere af alle racer skal kunne finde sted. Det var måske også derfor, at Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst kort efter åbningen af ’Flesh Tint Project’ valgte at præmiere udstillingen.

Forfatteren Amalie Smith beskæftiger sig i sin seneste roman ’Marble’ (2014) med den hvide marmorskulptur, der med hendes egne ord »bliver dyrket fra renæssancen i 1500-tallet og frem, parallelt med vestlig slavehandel og kolonialisme«. Om marmorskulpturen lader hun en af sine figurer sige: »Jeg frygter, at den har understøttet en forestilling om det hvide menneskes overlegenhed. […] Måske skulle dens hvide marmorhud illustrere, at alle andre hudfarver end hvid er bemalede. At det essentielle ved mennesket er hvidt«.

LÆS MERE

Også kønsforskerne Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen har sammen med Lene Myong Petersen undersøgt hvidheden. I et essay fra 2008 pointerer de, at hvidhed udgør »en positionering som ’det normale’ i det meste af den vestlige verden«. De fortsætter: »En effekt af denne normalisering består i, at mange hvide mennesker ikke opfattes – og heller ikke opfatter sig selv – som racialiserede. De er normen. De er neutrale«.

Ustandseligt foregår der herhjemme såvel som andre steder i den hvide del af verden, hvad jeg vil kalde ’hvidhedspositioneringer’. Det sker, hver gang en hvid person i skrift eller tale gør sig tanker om ikke-hvide personers gøren eller handlen, vel at mærke på en måde, hvor den hvide race undervejs bliver positioneret som ’normal’ eller ’rigtig’, mens alle andre racer bliver positioneret som ’unormal’ eller ’forkert’.

De mange hvide debattørers indlæg og udsagn om de formodede brune og sorte gerningspersoner ved overgrebene i Köln og andre byer nytårsaften er et aktuelt eksempel. Præmissen har nemlig her næsten hver gang været den samme: Hvide personer opfatter det som både ’normalt’ og ’rigtigt’ at definere og afgrænse alle andre personer som en del af problemet snarere end som en del af løsningen.

Hvide personer opfatter det som både 'normalt' og 'rigtigt' at definere og afgrænse alle andre personer som en del af problemet snarere end som en del af løsningen

En særlig variant af hvidhedspositioneringerne er, hvad jeg vil kalde ’hvidhedsfordoblinger’. De opstår, hver gang en hvid person møder, læser, hører eller betragter en anden hvid person. Hvide journalister og kritikeres essays om, anmeldelser af, interview med eller nekrologer over en hvid kunstner, som netop afdøde David Bowie, er et aktuelt eksempel. Hvidhedsfordoblingerne skaber en ’hvid-hvid’-position, der som følge af hvidhedens positionering som ’det normale’ ofte bliver til en selvbekræftende ’win win’-situation – det vil dog sige: kun for hvide personer.

Uagtet de mange gode og vigtige formål, sådanne aktiviteter kan have, er det på sin plads at betegne hvidhedspositioneringerne, herunder hvidhedsfordoblingerne, som en bekræftelse af den hvide races privilegium. For hver gang disse aktiviteter sker, foregår der en bekræftelse af hvidheden som noget særligt betydningsbærende.

Og fordi næsten alle uanset race fra fødslen har internaliseret forestillingen om det hvide menneske som det ’normale’ og ’rigtige’, er enhver hvidhedspositionering altid en understregning af styrkeforholdet mellem den hvide race og alle andre racer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OM OSCAR-SHOW

I hverdagen kan alt dette måske nok opleves som ret uproblematisk, for vi må da jo for pokker kunne tale frit til og om hinanden uanset racial baggrund. Men problemerne opstår, når hvidhedspositioneringen holder op med at være en uskyldig hverdagsforteelse og begynder at blive en ideologisk måde at frame os/dem-problematikken på.

At hvidhedspositioneringerne dominerer debatten, kan også ses på en anden måde: Selvom en lang række debattører, kunstnere og politikere med minoritetsbaggrund præger debatten, er det symptomatisk, at de ikke kan tale ud fra samme privilegerede position som deres hvide kollegaer. De har ingen pendant til kollegaernes hvidhedspositionering, men må nøjes med at positionere sig over for andre med minoritetsbaggrund, hvis de vil tages alvorligt i den hvidhedsdominerede debat. Sparke nedad, med andre ord.

For Gud nåde og trøste den person med minoritetsbaggrund, der udfordrer selvbilledet af den hvide race som ’normal’ og ’rigtig’. Det første, en sådan person vil blive mødt med, er en shitstorm fra hvide stemmer, der alle siger: Rejs hjem, hvor du kommer fra – underforstået: Du er ikke og bliver aldrig en af os. Sanktionen er en ekstrem variant af hvidhedspositioneringen, som ingen minoritetsperson ønsker at udsætte sig selv for.

Gud nåde og trøste den person med minoritetsbaggrund, der udfordrer selvbilledet af den hvide race som 'normal' og 'rigtig'

Men den hvide race ville gøre alle en tjeneste ved at begynde at vende projektørlyset mod sig selv. For sagen er, at ingen race er mere ’normal’ og ’rigtig’ end andre. Det er en erkendelse, som langsomt er begyndt at vinde indpas, ikke mindst i USA.

Selvom hvide fortsat er totaldominerende i den amerikanske offentlighedskultur (nomineringerne til den kommende Oscar-uddeling er et typisk eksempel), er der i intellektuelle kredse pågået en udvikling, som har ’framed’ den hvide race som race. Sociologer, antropologer og politologer har gennem de senere år diskuteret begrebet ’whiteness’. Mange af dem afviser kategorisk at bruge udtryk som ’people of color’ (forkortet POC) eller ’non-white’ om brune, sorte og andre. For også hvide er farvede.

En af disse er filmforskeren Richard Dyer, som i sin bog ’White’ fra 1997 undersøger, hvordan hvidheden kan forstås som en farve i racial forstand. Han tager afsæt i den opfattelse, at hvide besidder en særlig magt, fordi de altid har opfattet verden som tilhørende dem. Men samtidig har de vanskeligt ved at se deres egen partikularitet, fordi de ikke er bevidste om, at de rent faktisk altid har konstrueret verden i deres eget billede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dyer hævder, at den hvide race altid har sat standarder op, gennem hvilke de selv er bestemt til at lykkes, og alle andre bestemt til at fejle. I den forstand er verden af i dag så langt fra postkolonial – for hvad angår hvidhedspositioneringen, er den stadig næsten lige så kolonialistisk, som den var for 70 eller for den sags skyld 224 år siden, hvor Danmark ophævede slaveriet.

Jeg håber og tror, at en kommende hvidhedsdebat vil kunne sætte fokus på den farvede hvide race. Det vil være til gavn ikke blot for ligestillingen, men også for alle de hvide, der ønsker at praktisere deres hvidhed på en lidt mindre ’normal’ og ’rigtig’ måde.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce