Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Henrik Marstal

Kære mand, du forplumrer kønsdebatten

Det er svært at tage kritikerne seriøst, når de næsten altid afviser, at debatten om køn er vigtig.

Henrik Marstal

Kære kritiske ven

Jeg skriver dette indlæg som reaktion på de utallige kommentarer, du gennem de seneste år har skrevet til mig og andre kønsdebattører herhjemme - især på avisernes debatspor og på Facebooks debattråde.

Lad mig begynde med at slå fast, at bestemt ikke alt, hvad jeg selv har skrevet om emnet, har været lige indsigtsfuldt, hvilket kommentatorer undertiden har påpeget over for mig. Jeg er ikke et argumentresistent menneske, og som følge heraf har jeg i visse tilfælde nuanceret eller ændret holdning.

Men det er noget andet med dig. Du holder dig som regel for god til at argumentere for dine synspunkter, og du er aldrig indstillet på at ændre din opfattelse så meget som en millimeter, uanset hvad dine ord så ellers bliver mødt med af fakta, sund fornuft og argumenter.

I stedet understreger du skråsikkert over for os debattører, at vores indlæg er en skinbarlig farce, at vi gør os selv til grin ved at skrive dem, og at vi er sexistiske i vores kritik af kønnenes adfærd.

Misforstå mig ikke: Du må selvfølgelig mene om mine og andres indlæg, hvad du vil. Men du skal omvendt vide, at det er svært at tage dine indvendinger alvorligt, når du næsten altid afviser relevansen af disse indlæg uden at begrunde hvorfor, og når du benytter dig af nedladende ord til at markere dine holdninger.

Det kan virkelig være, at du bag alle ordene rent faktisk finder kønsdebatten væsentlig, når du vælger at bruge så megen tid på den

Jeg har desuden bemærket, at du ofte gør et stort nummer ud af at stille spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi debattører griber emnet an. Du bruger gerne krudtet på at kritisere rammerne for debatten, i stedet for at forholde dig til dens indhold.

Måske du tror, at hvis først du får held til helt at diskvalificere disse rammer, vil debatten og dens bevæggrunde forsvinde af sig selv.

Eller måske det er en forsvarsmekanisme, du benytter dig af, fordi du derved undgår at risikere at skulle konfrontere dig selv med eksempelvis en sexistisk ballast fra dit eget liv, som du gennem årene har internaliseret, fortrængt eller måske ligefrem ophøjet.

Men det kan også være, jeg tager fejl.

Det kan virkelig være, at du bag alle ordene rent faktisk finder kønsdebatten væsentlig, når du vælger at bruge så megen tid på den. Jeg vil tillade mig at antage, at det i mange tilfælde er sådan, det er, og at det derfor må være i alles interesse at få diskuteret præmiserne for debatten mere grundlæggende.

HENRIK MARSTAL

Giv mig derfor et øjeblik af din tid til at opridse fem af de forhold, som ofte hindrer debatten i at lette.

1. Underkendelsen af debattens relevans

Du antager, at kønsdebatten blot er udtryk for tidsfordriv blandt forkælede, elitære storbyfeminister. Men hvis ikke du anerkender, hvordan især kvinder konstant bliver konfronteret negativt med deres køn – i reklamer, i populærkulturen, i jokes på nettet, i hverdagssamtalerne mellem mænd – så underkender du, hvor sexistisk og kønsstereotypificerende samfundet desværre er.

Når en debat om sexisme eller voldtægtskultur opstår, reagerer du ofte med fornægtelse, bagatellisering eller påstande om hysteri

Du overser, at mennesker af forskelligt køn oplever store reelle forskelle i deres livsbetingelser netop som følge af deres køn. Men det er privilegieblindhed at tro, at køn ikke kan være et problem i dagens Danmark.

2. Afvisningen af patriarkatet

Du mener ikke, at det danske samfund blot er antydningsvist patriarkalsk anlagt, til trods for at en lang række debattører uafhængigt af hinanden tager afsæt i den omstændighed. Der findes kun patriarkalske systemer i indvandrermiljøer, hævder du skråsikkert. Og alle, der formaster sig til at argumentere for deres eksistens også i etniske danskeres levevilkår, anser du som værende uden for pædagogisk rækkevidde.

3. Den omvendte sexisme

Når en debat om sexisme eller voldtægtskultur opstår, reagerer du ofte med fornægtelse, bagatellisering eller påstande om hysteri – og du er gerne mere optaget af at forsvare andre mænds (u)gerninger end af at forholde dig sagligt til kritikken.

Desuden slår du fast, at det kun er en absolut minimal gruppe af mænd, der bedriver sexisme, uden at tænke over, at et meget stort antal danske kvinder har været udsat for grænseoverskridende, ubehagelig adfærd fra mænd lige siden de kom i puberteten, hvilket præger manges hverdag negativt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og når debatten eksempelvis handler om kvinder, der føler sig forulempet i nattelivet, bruger du det som anledning til at hævde, at det modsatte skam også finder sted – uden at forstå, at du derved afsporer en relevant debat.

Jeg håber, vi fremover kan tage debatten på et mere kvalificeret grundlag

Desuden: Hvis du virkelig ser det som et problem, at kvinder rager uhæmmet på mand i nattelivet, bør du jo sætte en selvstændig debat i gang om det. Det gør du dog aldrig, for din motivation er dybest set ikke at problematisere, men i stedet blot at desavouere de debatter, som andre rejser.

I det hele taget er det betegnende, at du næsten aldrig selv sætter nogen debat i gang, men kun reagerer ud fra, hvad andre skriver.

FORFATTER

4. Anvendelsen af ironi og sarkasme

Alt for ofte kommenterer du debatten med anvendelse af store mængder ironi og sarkasme. Det er derfor, at du undertiden kan kaldes en manronic: Det vil sige en mand (for det er så godt som altid en mand), der ikke er i stand til at udøve kritik ved hjælp af andre sproglige virkemidler end netop disse to.

Men du begrunder aldrig, hvorfor du egentlig føler dig berettiget til at forholde dig nedladende-ironisk til det givne emne, til at stille dig sarkastisk-selvpositionerende udenfor uden at tage ansvar for situationen - og til at markere din egen destruktive indifference som var det en positiv kraft.

5. Manglen på konstruktive løsningsforslag

Når mænd bliver kritiseret for at understøtte voldtægtskultur eller bedrive sexisme, er du ofte mindre optaget af at forholde dig til problematikken end af at pointere, at det skam ikke er alle mænd, der opfører sig sådan – og selvfølgelig især ikke dig selv.

Men dermed kommer du aldrig frem til at diskutere de konstruktive løsningsforslag, der kunne være, hvilket ellers altid er en god begrundelse for overhovedet at kaste sig ud i debatten.

I stedet for at benytte andres kritik af tingenes tilstand i relation til køn til at overveje, om der kunne være noget om snakken, afviser du det som det pure nonsens. For du interesserer dig mest af alt for, hvordan du og dine kønsfæller selv kan undgå at blive til genstand for kritik, sådan at du ikke behøver at risikere at blive nødt til at ændre adfærd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

GEETI AMIRI

Så sagt afslutningsvist: Kønsdebatten er en løbende samtale om, hvordan vi alle bør agere i forhold til hinanden i henhold til parametret køn.

Det er indlysende en debat, som vil kunne blive yderligere optimeret og relevant ved at blive mødt med velovervejede modargumenter. Jeg håber, vi fremover kan tage debatten på et mere kvalificeret grundlag.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce