Paranoiaen er ved at overtage almindelig sund fornuft, konventionsparanoiaen. Det, vi hidtil har set som en fordel for vores lille land, bliver nu opfattet som en trussel. Hvad sker der for Danmark?
Vi er vidne til en stigende utilfredshed med og frygt for de konventioner og spilleregler, som er skabt til at beskytte os. Konventioner, som vi har knoklet i mange årtier for at opbygge, så de store lande ikke bare kan køre de små over. Vores verden, der tidligere fungerede som Det Vilde Vesten, er nu en reguleret civilisation. Vi har sejret. Og så brokker vi os. Det svarer til, at indianerne og de indtrængende hvide i sin tid havde indgået en traktat om, at der kun måtte bruges bue og pil i Det Vilde Vesten – og at indianerne så brokkede sig over det.




























