Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Naturligt. Når regnen trommer mod teltdugen er der hygge indenfor. I Femøs hvide telte er der blevet skabt relationer i tusindvis gennem tiden.
Foto: STINE BIDSTRUP

Naturligt. Når regnen trommer mod teltdugen er der hygge indenfor. I Femøs hvide telte er der blevet skabt relationer i tusindvis gennem tiden.

Milla Mølgaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På Femø vil jeg leve og dø

Femø kvindelejr eksisterer i bedste velgående på 42. år.

Milla Mølgaard
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Lige så mange som bølger mod stranden, lige så sikkert som dagen bli’r til nat, er vi kommet her for at blive, er vi kommet her for at give hinanden kraft«.

Den brusende lyd af 60 kvindestemmer får mine små hår på armene til at rejse sig. Udenfor er solen ved at gå ned på den rødlilla himmel, og her i det store hvide telt er vi rykket tæt sammen for at holde fællesmøde.

Det er mig, der spiller guitar til den gamle kvindesang, vi synger med en power, der får det til at føles, som om den hvide teltdug over os skælver i skumringen.

I dag, otte somre efter, er min første aften på Femø Kvindelejr stadig nærværende i min krop.

LÆS MERE

Jeg var 20 år gammel og kendte ingen, men havde alligevel en intuitiv fornemmelse af, at jeg bare skulle af sted. At noget helt fantastisk ventede mig på den lille ø i Smålandshavet nord for Lolland, hvor himlen møder havet, og godt 400 kvinder hvert år finder styrke og meningsfuldhed i hinandens selskab på en intens ølejr fordelt over syv uger med forskellige temaer.

Siden 1971 har kvinder i alle former og aldre holdt fast i at mødes, og i dag, 42 år senere, eksisterer det helt specielle kvindefællesskab i bedste velgående.

Mange af os ser kvindelejren som vores årlige frirum. Fra mænd. Fra kapitalisme. Fra bylivets osende travlhed, internetforbindelser og elektricitet.

Femø er ikke en naturistlejr, hvor vi render rundt i bar røv med lilla ble på hovedet og dusken strittende i alle retninger

I en verden, hvor kvinder ikke sjældent finder styrker frem, de ikke vidste, de havde.

Min begejstring taget i betragtning lyder det måske underligt, men det er først for nylig, jeg er begyndt at fortælle åbent, at jeg skal på kvindelejr. Folks reaktioner er nemlig ikke altid lige positive.

Fordommene står i kø, og vi kan lige så godt få aflivet de værste med det samme.

Nej, jeg er ikke betonfeminist, der hellere så, at vi snarest muligt fik aflivet alt klodens hankøn. Nej, Femø er ikke en naturistlejr, hvor vi render rundt i bar røv med lilla ble på hovedet og dusken strittende i alle retninger. Og nej, gennemsnitsalderen er ikke 60 år, og det er ikke et krav at stemme på Enhedslisten eller SF for at komme med.

Måske bunder de mange fordomme i en manglende forståelse for projektet. For hvorfor er der brug for et Femøfællesskab anno 2013, hvor kvinder i vid udstrækning har fået de samme rettigheder og privilegier i samfundet som mænd?

Hvorfor giver det mening at holde sammen som køn i en verden, der ideelt set droppede ideen om at eksistere som modsætninger, mand og kvinde imellem?

Kvalificerede spørgsmål, bestemt. Men hvert år, når jeg vender hjem fra øen, har de besvaret sig selv. For tro mig: Der opstår et helt andet rum, når der ikke er nogen af hankøn til at tage styringen fysisk og psykisk.

Mange af os ser kvindelejren som vores årlige frirum. Fra mænd. Fra kapitalisme. Fra bylivets osende travlhed

Det oplever jeg, når jeg ser kvinder, der i deres dagligdag agerer stille mus, brøle sig til applaus og latter med grove vittigheder, de ikke vidste, de kendte. Når kvinder, der ellers aldrig tager ordet, pludselig rejser sig op og holder tale for hele forsamlingen.

Eller når små, fintskårne kvinder, der i modsætning til, hvad de selv havde troet, pludselig står og hamrer kæmpepløkke i jorden med en kraft, der ville få Joachim B. Olsen til at blive misundelig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På Femø lever vi primitivt. Det tager to timer at koge 30 liter varmt vand på gaskomfuret. Hvis himlen åbner sig, bliver al aktivitet aflyst. Og når solen går ned, bliver stemningen rolig og mild, når vi sidder tæt sammen i skumringen i skæret fra stearinlysenes blafrende, orange væger.

De fleste ’femøister’ er lesbiske, mange er feminister. Men ellers er diversiteten enorm. På Femø møder direktøren skraldekvinden, lærerinden, pædagogen og professoren. De bliver veninder. Kærester. Eller bare en betydningsfuld del af hinandens netværk, som de efterfølgende kan trække på i professionel eller privat sammenhæng.

»På Femø vil jeg leve og dø«, lyder omkvædet i en af de mange kvindesange, vi synger dagligt ugen igennem. Den er – ligesom mange andre af Femøsangbogens hundrede sangbare statements – skrevet med en stor portion selvironi og sarkasme.

Ikke desto mindre er vi mange, der ville springe til, hvis vi fik muligheden for at leve resten af vores tilværelse i et fællesskab som Femølejrens.

Det kan vi desværre ikke. Men heldigvis går bussen mod paradiset i morgen tidlig.

Og sommerens oplevelser kan vi tage med hjem og finde frem i glimt resten af året, når vi trænger til noget rart at varme os på.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden