»Nogle gange kan man sige, han kyssede mig eller jeg kyssede ham. Det var ikke tilfældet. (…) Det var et langt lidenskabeligt kys, vi kunne ikke give slip på hinanden igen. Bagefter var der sort samvittighed og endeløs skyld i mit hoved (...)«.
Sådan lyder en af beskrivelserne i forfatter Louise Østergaards nye roman, 'Ord'. Ikke synderligt opsigtsvækkende, hvis altså ikke det var fordi, romanen er en selvbiografisk skildring af forfatterens seksuelle forhold til stjernedigteren Yahya Hassan.
En knægt, den i dag 40-årige kvinde mødte første gang, da han var 14 år og blev hendes elev på et bosted for udsatte unge. En utilpasset fyr, som blot var 16 år gammel, da hun som hans kontaktperson lod de hede kys udvikle sig første gang.
Et kritisk spørgsmål eller to
Affæren, der efter hendes fyring som kontaktperson og en skilsmisse udviklede sig til et kortvarigt kæresteforhold mellem de to, har tidligere været beskrevet i flere interview med Yahya Hassan, men har fået endnu en tur i spalterne i forbindelse med udgivelsen af ’Ord’.
Louise Østergaard var stjernedigterens ’elskerinde’, lader webavisernes rubrikker forstå, mens samtlige medier fokuserer på det mere eller mindre uetiske i, at kvinden formentlig kommer til at tjene penge på sin version af historien.
At hun stadig arbejder som lærer på det bosted, hvor hun var Yahya Hassans mentor og i dag underviser andre socialt udsatte unge, står som en selvfølgelig konstatering.
Men var det ikke her, man burde stille et kritisk spørgsmål eller to, hvis man vil undgå at være helt enormt dobbeltmoralsk?
For forestil dig det omvendte scenarie: Ung kvinde på 16 år får tildelt en 38-årig kontaktperson, der har undervist hende, siden hun var 14. Hun er et gudsbenådet ordtalent, han falder pladask for hende, og de to indleder et seksuelt forhold i hans lejlighed, når hans kone ikke er hjemme.
Han bliver fyret som hendes kontaktperson, skilt fra konen, men arbejder fortsat som underviser på et bosted for udsatte unge, og udgiver nu en skønlitterær bog på et stort, anerkendt forlag med detaljerede beskrivelser af deres intime forhold. Nej, den var ikke gået, vel?
Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvad der er sket mellem Yahya Hassan og Louise Østergaard eller om, hvordan deres relation og magtforhold har været, så jeg skal ikke udtale mig om rigtigt og forkert i den konkrete sag.
Men jeg synes, offentlighedens (manglende reaktion) på deres forhold gør det er relevant at overveje, om vi har en automatreaktion, der siger os, at det kun er kvinder, der kan være ofre i seksuelle relationer? Og at det derfor kun er nødvendigt at diskutere, om det er okay, at en lærer eller kontaktperson indleder et seksuelt forhold til en elev, hvis eleven er en pige.
For er det nødvendigvis sådan, at en ung fyrs seksuelle forhold til en autoritet blot gør ham til en fandens karl med en ekstra fjer i hatten, som man får indtrykket af, når man læser Hahya Hassans digte om Louise Østergaard, der her beskrives som den 'fugtige rille’?
Og er en tilsvarende mandlig autoritets seksuelle relation til en ung pige nødvendigvis i alle tænkelige tilfælde skadeligt for hende?
Lad os diskutere det! Og lad os se på de konkrete situationer frem for at lade vores fordomme og kønsnormer styre debatten.
Skriv kommentar