»Hvis du er kone, er du så mand?«.
Kvinden foran os ser først på min hustru, så på mig. Vi har netop fortalt hende, at vi er gift, og hun har tydeligvis svært ved at veksle informationen, før hun lader munden løbe.
For der mangler da noget, hvis ikke der er en af hver i et forhold?
Situationen lyder måske lidt absurd og er da også i den specielle ende af spektret af episoder, vi kan referere fra de seneste års samliv, men den står ikke alene.
Langtfra alle ser det som en naturlig og letforståelig detalje, at vi er to kvinder, der lever sammen.
Heldigvis skriver vi 2017. Og selvom der er mange slag at kæmpe endnu for LGBTQ-befolkningen, der dokumenteret har et ringere psykisk og fysisk helbred og stadig oplever diskrimination og mobning på arbejdspladser og i uddannelsessystemet, er der heldigvis sket rigtig meget godt de seneste år.
Love bliver ændret, muligheder bliver åbnet. Og selv mindre justeringer af gældende praksis kan faktisk have enorm betydning for dem, de berører. Det har jeg selv erfaret for nylig.
Den seneste store politiske sejr for den ikke-heteroseksuelle del af befolkningen er ændringen af loven om forældreskab ved assisteret reproduktion.
Den trådte i kraft for knap 3 år siden og betyder, at jeg kan blive fuldgyldig forælder til det barn, min kone snart føder. I dag er det ikke længere afgørende, hvem der bærer barnet – vi har begge ret til vores lille væsen samt de medfølgende pligter og har haft det allerede fra den sommerdag, det blev undfanget på Hvidovre Hospital.
Så hvor mine veninder, der fik børn før sommeren 2014, har måttet vente op til 2½ år på at kunne stedbarnsadoptere de børn, deres kvindelige kærester har født, har jeg rettigheder fra dag 1. Det lille menneske, der lige nu vokser i min kones mave med hjælp fra en sæddonor, er også mit barn.
Med den nye lov har jeg helt andre muligheder, end jeg ville have haft, hvis mit kommende barn ikke også var mit ifølge de officielle papirer.
Den største betydning ville det få, hvis jeg stod uden forældrestatus, og vi gik fra hinanden de første år af vores barns liv, eller i yderste konsekvens hvis min kone skulle gå bort. Men også i det mest sandsynlige scenarie af det harmoniske kernefamilieliv, vi planlægger at udleve for fuld trækbasun, får jeg glæde af de nye paragraffer.
Jeg har juridiske rettigheder som enhver biologisk forælder, og jeg kan derfor tage min del af barslen på lige vilkår med fædre; en ret, der på ingen måde kunne tages for givet uden loven i hånden og Statsforvaltningen i ryggen.
Men er det i bund og grund ikke ligegyldigt med alle de papirer og formaliteter, når det afgørende for et forældreskab er tilknytning og kærlighed til det lille menneske, vil nogen måske spørge.
Jo, det væsentligste i opgaven som forælder er at knuselske det lille individ, man lever for at passe på. Men jeg kan tale af egen erfaring og sige, at det også er afgørende for overskuddet til at tage den opgave på sig, at man har medvind, når man møder modstand og mistro på vejen dertil.
At få et barn ved hjælp af assisteret reproduktion uden en mand er en lang proces, der kræver både mentalt, økonomisk og fysisk overskud.
Skriv kommentar