Den østrigske regering har skabt røre i den europæiske andedam i Bruxelles. I mangel på fælleseuropæiske løsninger har Østrig nemlig set sig nødsaget til at fastsætte et dagligt loft over, hvor mange asylansøgere landet kan modtage. Loftet er pt. på 80 asylansøgere.
Det har fået EU’s græske migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, til at fare i flint. I et brev til den østrigske indenrigsminister skriver han: »En sådan politik vil være klart uforenelig med Østrigs forpligtelser i henhold til både europæisk lovgivning og folkeretten. Østrig er forpligtet til at acceptere enhver asylansøgning, der måtte blive afleveret inden for eller ved landets grænser«.


























