Hæv spærregrænsen til 4 procent - for demokratiets skyld

Vi skriver 2018. Kim Bildsøe ser ned i gulvet. Bider de smalle læber sammen. Mærker, at angsten er ved at trænge gennem laget af pudder, sminkedamerne så møjsommeligt har lagt på hans pande. Aldrig i sin tid som DR’s vært på de store debatter har han været så forvirret. Det plejer at være hans show, hvor han med fast hånd styrer udvekslingen af forsvar og angreb mellem de mest magtfulde mænd og kvinder i det danske rige. Demokratiets Store Aften. Hans store aften. Partilederrunden, der afgør folketingsvalget. Nu skal det bare overstås.

Ud af øjenkrogen kan han se Kashif

Ahmad fra Nationalpartiet vifte hidsigt med armene. Han vil have ordet. Han har slet ikke fået sine 7 minutters plads i debatten. Siger han. Det samme gør Pernille Vermund, Nye Borgerliges balstyriske formand. Skråt til højre for Bildsøe står en sammenbidt mand og sveder og har intet sagt de sidste 60 minutter. Hvad er det nu han hedder, det er noget med Dansk Samling, ikke?

Mr. News har talt med præsidenter, statsministre, ja selv Irans ayatollah har han udspurgt om hans fritidssysler, men nej, navnet på Dansk Samlings leder er forsvundet. Ved sidste valg var der 10 partiledere på rad og række. Nu er der 15. Der er helt stille i salen. De knap 1.000 tilskuere fornemmer, at Bildsøes kunstpause er for lang. Alt for lang. Sekunder bliver dråber af uendelighed. Bildsøe hører en skratten i øret. Det er redaktøren. ’For satan, Kim, hvad sker der? Drop Morten Uhrskov. Dansk Samling betyder alligevel ikke noget. Gå til Løkke. Pronto!’.

DR-ikonet smiler. Han er i kontrol igen. Træder et skridt frem og siger myndigt: ’Statsminister, jeg er nødt til at spørge dig, kan du love, at der ikke kommer flere topskattelettelser i næste valgperiode?’. Vi ånder lettet op. Alt er, som det skal være.

Jo, det er naturligvis en fuldkommen fiktiv situation. Pure opspind! Men at vi ved næste valg har 15 eller flere partier, der kæmper om stemmerne, er derimod meget sandsynligt. Nye regler gør det markant lettere for partier at blive opstillingsberettigede. Digitaliseringen af den gamle proces betyder nemlig, at borgerne med NemId kan blive stillere.

Som Pernille Vermund sagde til TV 2: »Der er ingen tvivl om, at det her med, at man slipper for at skulle have et fysisk papir i hånden, som man skal underskrive og derefter to gange sende med frimærker, gør en stor forskel«.

Intuitivt er det et gode for vores demokrati, at borgerne får flere valgmuligheder. Ligesom det er afgørende, at der ikke er urimelige forhindringer for, at borgerne kan danne partier, som faktisk kan blive valgt til den parlamentariske forsamling. Men det har også konsekvenser for vores politiske system, hvis der pludselig er flere partier, der deltager i valghandlingerne. Praktisk, politisk og principielt.

Jeg er sikker på, at DR og TV 2 nok skal finde en løsning på antallet af partiledere i de kommende debatter. Der er jo så uendelig mange kanaler. Måske ligefrem en partilederkanal. Noget skal vi have for public service-milliarderne. Det skal nok gå. Bare rolig, Kim.

Politisk betyder flere konkurrerende partier, at der med den nuværende spærregrænse på 2 procent vil være et antal stemmer, der ikke bliver repræsenteret. Ordet stemmespild er fy, fy, skamme. Det er bare surt.

I slut-80’erne, da vi også så 15-16 partier slås om vælgernes gunst, kunne statsminister Schlüter lune sig ved alle de mange venstrefløjspartier, der rutinemæssigt smed 3-4 procent af stemmerne på historiens mødding. Og ved næste folketingsvalg kan Mette Frederiksen meget vel blive statsminister, fordi driften mod at opstille partier, der ikke kommer i Folketinget p.t. er størst hos de borgerlige. Læs: Kristendemokraterne, Dansk Samling og Nye Borgerlige, og hvem der ellers må komme. På en god dag – for oppositionen – kan det borgerlige Danmark smide omkring 2-3 procent i uforløst vrede over slapsvanseriet på Christiansborg. Det er, hvad der kommer ud af al den snak om iværksætteri.

Men sådan er politik. Som C.V. Jørgensen synger: »Verden er ond, det ved selv et barn, der er ingen retfærdighed til«.

Og det leder frem til det principielle, for behøver det at være sådan? Vi kan jo bare ændre spærregrænsen? Bør det ikke være sådan, at et parti, der kan få den andel stemmer, som skal til for at få bare et enkelt mandat, bør kunne komme i Folketinget? Mit svar er nej. Vi har en spærregrænse, som sikrer to ting.

For det første, at vores partier i Folketinget er rigtige partier med en vis tyngde og ikke bare fantasiprojekter a la Dukkepartiet. Det skal være svært at komme på tinge.

For det andet, og vigtigst, så sikrer spærregrænsen, at vi har et Folketing, som er funktionsdygtigt. At vi har partier, som ikke ryger ind og ud i ét væk – ligesom bundklubberne i Superligaen. Og den sikrer, at antallet af partier i Folketinget ikke udvikler sig eksplosivt.

I princippet kunne der jo sagtens være 20-30 partier, som skulle finde ud af at danne regering, finanslov, kommunal udligning, udlændinge og alt det der. Det er nu nok meget godt, at vi kun en enkelt gang har oplevet, at der var mere end 10 partier på taburetterne. Men hvis det bliver lettere at stille op til Folketinget, øger vi i en tid med hektiske vælgerbevægelser alt andet lige også sandsynligheden for, at flere partier opnår valg.

Og derfor er det spørgsmål, man i en stille stund kan stille på vegne af det danske demokrati, da også, om vi skal hæve spærregrænsen til eksempelvis 4 procent. Livet ville naturligvis blive en smule mere interessant for Konservative, SF og selv de radikale. Men sådan er det jo.