Selv de økonomiske vismænd siger det: Selvfølgelig skaber velfærd mere velstand

Lyt til artiklen

Denne blog handler om dynamiske effekter af velfærd. Det lyder nok ekstremt nørdet, men læs alligevel med. For der er faktisk tale om et helt afgørende nybrud i diskussionen af, hvilken økonomisk politik vi skal føre i Danmark i årene, der kommer.

De økonomiske vismænd er nemlig i dag kommet med deres forårsrapport, og i den stiller de sig for første gang på Enhedslistens side i vores kritik af Finansministeriets regnemodeller.

Derfor regner Finansministeriets regnedrenge forkert

Vi har i årevis peget på, at regnemodellerne har en stærk politisk bias, fordi de på den ene side indregner positive samfundsøkonomiske effekter af f.eks. sænkelse af skatten, og på den anden side helt lukker øjnene for positive samfundsøkonomiske effekter af at bruge penge på f.eks. daginstitutioner, sygehuse eller efteruddannelse.

Det lyder absurd, men faktisk vil man med de nuværende regneregler helt kunne lukke landets daginstitutioner, uden at det ifølge regnemodellerne har nogen effekt på beskæftigelsen og dermed velstanden. Det er jo åbenlyst grotesk, for selv mindre nedskæringer på daginstitutionerne, der eksempelvis resulterer i flere lukkedage eller kortere åbningstider vil jo åbenlyst betyde, at folk arbejder mindre.

På samme vis er det oplagt, at investeringer i kortere ventelister på sygehusene vil øge arbejdsudbuddet, ligesom uddannelsesinvesteringer på få år vil forbedre produktiviteten.

Alt det tager Finansministeriets nuværende modeller ikke højde for. Her opererer man med en nul-effekt af offentligt forbrug og velfærd.

Udover at modellerne således giver et fejlbehæftet billede af konsekvenserne af den økonomiske politik, medfører de også en stærk politisk bias til fordel for højreorienteret økonomisk politik.
Denne bias er f.eks. årsagen til, at Liberal Alliances 2025-plan, der indebærer store skattesænkninger og markante nedskæringer i velfærden med Finansministeriets nuværende regnemodeller giver et ekstremt positivt samfundsøkonomisk resultat. Mens venstreorienteret eller klassisk socialdemokratisk økonomisk politik, der har fokus på velfærd og omfordeling, slår negativt ud, når den beregnes af Finansministeriet.

Vismændenes kritik er kras. De siger faktisk lige ud, at med den nuværende regnemodel tager politikerne beslutninger ud fra en »ubalanceret vurdering« og dermed på et ukvalificeret grundlag. Vi kender simpelthen ikke de virkelige effekter af den politik, vi vedtager, fordi vi ser bort fra afgørende samfundsøkonomiske effekter. Vi har så at sige det ene øje lukket.

Regeringen vil hjælpe to millioner, der sparer forgæves op

Jeg vil nu på baggrund af vismandsrapporten indkalde finansministeren i samråd for at afklare, hvad regeringen vil gøre for at sikre, at vi fremover får et bedre beslutningsgrundlag for den økonomiske politik.

Der er brug for en gennemgribende opdatering af Finansministeriets regnemodeller. For i et land som Danmark, hvor vores velstand i meget høj grad er skabt på ryggen af et stærkt velfærdssamfund, nytter det jo ikke noget, at offentligt forbrug på uddannelse, børnehaver eller hospitaler bare regnes som en udgift. Det er jo oplagt, at disse investeringer spiller en vigtig rolle for at skabe samfundets velstand.

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her