Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Derfor regner Finansministeriets regnedrenge forkert

’Opsvinget kommer til næste år’. Sådan har de fleste prognoseøkonomer sagt de sidste 6 år.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gennem de seneste 6 år har Finansministeriet systematisk fejlvurderet den økonomiske udvikling. Men Finansministeriets økonomer står ikke alene med deres fejlskøn, de deler dem med ’vismændene’, Nationalbanken og de fleste såkaldt uafhængige økonomer. Det har således med få undtagelser været en tilbagevendende retorik i forbindelse med fremlæggelsen af finanslovsforslaget i august måned sidste år, at ’opsvinget kommer til næste år!’.

Når så bnp-tallene efterfølgende viste, at dansk økonomi var forblevet i krybesporet, blev vækstskønnet gradvis nedskrevet og søgt bortforklaret bl.a. med henvisning til, at de andre økonommiljøer også har nedjusteret deres skøn. Men det, der nok må undre mest, er, at Finansministeriet med helt overvejende sandsynlighed til august atter en gang ved fremlæggelsen af finansloven vil konkludere, at ’til næste år kommer opsvinget’, så derfor bør der føres en forsigtig finanspolitik osv., osv., osv.

Sådan har det i hvert fald stået på år efter år siden 2010 uden noget tilløb til selvkritik. Jeg vælger her bevidst at se bort fra kriseårene 2008/09, hvor vækstskønnene var helt ved siden af. Men selv i de efterfølgende mere normale år har regeringens økonomer vurderet, at væksten i bnp i det kommende år ville ligge lige i underkanten af 2 pct. og derigennem advaret mod en for lempelig finanspolitik; for ’opsvinget kommer af sig selv til næste år’. Hvis økonomerne havde haft ret i deres vækstskøn for ’næste år’, ville dansk økonomi være vokset med mere end 10 pct. fra 2010 og frem til i dag. Men nej, den realiserede vækst blev kun en tredjedel – og vi har endda haft to år med minusvækst.

I dette matematiske ligningssystem bliver den menneskelige adfærd reduceret til noget, der minder om en karikatur af et neoliberalt partiprogram

Hvordan kan så mange økonomer tage så meget fejl? For som nævnt er det ikke kun Finansministeriet, der systematisk tager fejl. Det har stort set alle ’prognoseøkonomerne’ gjort, idet deres vækstskøn er påfaldende ens. Fremskrivningerne af udviklingen i dansk økonomi fra disse i princippet uafhængige institutioner ligner således hinanden til forveksling. Hvordan kan det forklares?

En nærliggende forklaring er, at de enten bag kulissen samarbejder, eller at de ligefrem ’skriver af efter hinanden’. Det kan ikke afvises; for ’enighed gør stærk’, idet fejlskønnene så kan bortforklares med, at ’de andre tog jo også fejl’, suppleret med frasen ’det er svært at forudsige, hvad der kommer udefra’.

Forklaringen skal dog snarere søges et andet sted. I, at den økonomiske teori og de økonomiske modeller, som benyttes i Finansministeriet, af ’vismændene’ og Nationalbanken, er påfaldende ens og, har det vist sig, i påfaldende grad giver en urealistisk beskrivelse af den økonomiske adfærd og de institutionelle rammer, herunder markedssystemet, der er bestemmende for den faktiske udvikling.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden jeg går i detaljeret med det modelmæssige grundlag for disse fejlskøn, bør det vel retfærdighedsvis nævnes, at her adskiller det danske økonommiljø sig ikke afgørende fra, hvad der foregår i EU-kommissionen, i Den Internationale Valutafond og i OECD – de tager ligeledes ofte systematisk fejl. Disse fremskrivninger af den økonomiske udvikling er alle grundlæggende baseret på neoklassiske generelle ligevægtsmodeller omfattende adskillige tusind matematiske ligninger. Herved er det antaget, at samfundsøkonomien kan analyseres, som var det Newtons planetmodel.

I dette matematiske ligningssystem bliver den menneskelige adfærd reduceret til noget, der minder om en karikatur af et neoliberalt partiprogram: individuel egennytte- og profitmaksimering af pengebaserede transaktioner, hvor miljøbelastning er fraværende, offentlige udgifter udgør en dødvægt, og skatter forvrider arbejdsudbuddet. Hertil kommer, at et privatøkonomisk markedssystem antages (bemærk antages!) at kunne skabe jobs til alle, der ønsker et job. Det er kun de velfærdsstatslige ydelser og en ufleksibel løn, der blokerer for fuld beskæftigelse. I disse regnemodeller har økonomerne således på forhånd antaget, at fuld beskæftigelse kommer af sig selv; for her skaber ’udbud af arbejdskraft sin egen efterspørgsel’. Det er ikke et empirisk resultat, men en forudsætning for beregningerne.

Økonomerne har således på forhånd baseret modelberegningerne på den antagelse, at arbejdsløsheden forsvinder af sig selv. Det er ikke en indsigt, som anvendelsen af modellen bidrager med, tværtimod er modellen forhåndsprogrammeret til at nå dette resultat. Her har vi en væsentlig forklaring på den høje grad af konsensus i det danske modelmiljø – at ’opsvinget kommer til næste år’; for ellers kan arbejdsløsheden ikke forsvinde.

Produktionen drives i de generelle ligevægtsmodeller frem af egennytte- og profitmaksimerende aktører (i fagjargon beskrevet som ’rationel adfærd’). De er forudsat at have sikker viden om fremtiden (i fagjargon omtales det som ’rationelle forventninger’). Det giver dem sikkerhed – i modellen – for, at der vil være arbejde til alle, hvilket dog kræver en tilstrækkelig lønfleksibilitet (nedad).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dette er grundmodellen for analyser af udviklingen i dansk økonomi. Modellerne bygger på en stribe helt åbenbart urealistiske forudsætninger, der så langtfra afspejler virkeligheden. Det er i al sin enkelhed en af de væsentligste forklaringer på de betydelige fejlskøn, som kendetegner økonommiljøet.

Tilbage står de ubesvarede spørgsmål: Hvorfor har det dominerende økonommiljø opbygget disse generelle ligevægtsmodeller, der er baseret på urealistiske forudsætninger, som har fået modellen til i årevis at køre af det spor, der beskriver virkeligheden? Men som i stedet kunne være skrevet af fra et neoliberalt partiprogram? Og måske endnu mere uforklarligt, hvorfor er der intet tilløb i økonommiljøet til at ændre på disse åbenbare misforhold?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden