Så blev valget udskrevet, valgkampen er godt igang og Danmark sitrer af forventning og spænding. Der er næppe tvivl om, at det her kan gå hen og blive et meget tæt valg, hvor ingen på forhånd kan forudsige, hvem der vinder. I Dansk Folkeparti går vi til valget fuld af fortrøstning. Vi er hidtil gået frem ved alle valg, vi har deltaget i, og hvem ved, måske kan vi gentage bedriften den 15. september? Vigtigst af alt er det dog, at vi fremlægger vores politik ærligt og redeligt: Vi vil således arbejde for, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister i de næste fire år. Det er der to gode grunde til. For det første har vi i samarbejde med Venstre og Konservative fået strammet udlændingepolitikken gevaldigt op, så vi både har fået begrænset tilstrømningen af svært integrerbare indvandrere, og samtidig har vi forbedret integrationen af de allerede ankomne, så flere tager sig en uddannelse og kommer ud på arbejdsmarkedet. Den politik vil vi fortsætte og udbygge, herunder med fokus på at hjælpe flere flygtninge i deres nærområder, i stedet for at hente dem til Danmark. For det andet, så støtter vi Lars Løkke Rasmussen, fordi vi har indgået et forlig om genopretningen af dansk økonomi. Den aftale betyder, at Danmark vil kunne bevare sin høje internationale kredit-vurdering og sikre, at investorer og finansmarkeder kan og vil bevare tilliden til den danske krone. Alternativet kan blive fatalt, hvilket man ikke skal længere end til Spanien, Italien, Grækenland eller sågar Irland for at konstatere ved selvsyn. Hvis først renten kommer ud af kontrol, vil et lands økonomi straks ligge i ruiner med risiko for årtiers stilstand og permanent krise. Den risiko er ikke længere abstrakt eller teoretisk, bare spørg grækerne. Og den er heller ikke udelukkende et problem for mennesker med gæld, for det er hele samfundet, der kommer til at lide, hvis først finansmarkederne mister tilliden til et lands økonomi og renten skyder i vejret. Det har sågar den mægtige amerikanske økonomi måtte sande, da Standard og Poors for nyligt nedgraderede landets kreditværdighed, hvilket er medvirkende til, at hele verdens aktiemarkeder er raslet nedad stort set siden. Tryghed og sikkerhed Mine egne centrale valgtemaer, som selvfølgelig flugter Dansk Folkepartis, hænger tæt knyttet sammen med mine ordførerskaber på udlændinge- og retspolitikken. Danmark er et trygt land med udstrakte frihedsrettigheder, høj velfærd og stor social sikkerhed. Kort sagt, så er danskerne et trygt og derfor også lykkeligt folk. Denne tryghed kan vi ikke længere tage for givet. Den arabiske verden er i opbrud og mange mennesker søger mod nord, hvor de økonomisk pressede regeringer i Sydeuropa og deres ofte småkorrupte politikere vender det blinde øje til ved grænsen, hvis blot de muslimske udvandrere søger mod nord, hvor velfærden er størst. Jeg kan godt frygte, at den skrøbelige sociale balance i mange EU lande, hurtigt kan trues, som det sås i forbindelse med sommerens vilde optøjer i Storbritannien, når vi på en og samme tid skal håndtere en voldsom økonomisk krise med dertil hørende risiko for social uro og samtidig en massiv indvandring af mennesker, der er svære at integrere, og som pga. højere arbejdsløshed ikke har de store udsigter til at komme i beskæftigelse i de næste mange år. Dansk Folkeparti er således garanten for, at strømmen af svært integrerbare indvandrere begrænses mest muligt, mens vi samtidig arbejder på at begrænse den grænseoverskridende kriminalitet, det evigt ekspanderende EU påfører os. Danmark har oplevet en fordobling af den fra de østeuropæiske lande påførte kriminalitet, der som en direkte udløber af Schengen-medlemskabet er vanskelig at dæmme op for. Derfor har vi vedtaget sammen med regeringen at genindføre grænsekontrol i et vist omfang, så risikoen for at blive taget ved grænsen, hvis man er på vej ind for at begå kriminalitet eller på vej ud, efter at have begået kriminalitet, er steget markant. Men dette er blot begyndelsen. Vi vil i Dansk Folkeparti meget gerne kopiere den svenske toldindsats, som er noget større og mere udbygget end den danske – endnu. Min prioritet nummer ét er fortsat, at Danmark i mange år frem i tiden vil forblive et trygt, rart og homogent land, hvor alle borgere føler en stærk tilknytning til det nationale fællesskab og demokratiet samt står vagt om vores basale frihedsrettigheder. Forudsætningen for, at det kan lade sig gøre er, at vi opretholder en restriktiv indvandringspolitik, der byder dygtige indvandrere velkomne og holder de uintegrerbare ude. Det skal ske samtidig med, at vi fører en ansvarlig økonomisk politik, som vi har valgt at gøre sammen med Venstre og Konservative, selvom vi har måttet sluge nogle kameler i den forbindelse, mens alternativer, nemlig en uholdbar økonomisk politik er langt værre. Den ansvarlige økonomiske politik er fundamentet for at udbygge vores velstand og vores velfærd, hvor DF er garanten for, at vi tager ordentlig hånd om de svagest stillede i vores samfund. Vi skal holde fast i den danske model, hvor de stærkeste er dem, der yder mest til velfærdssamfundet. Konservativ valgpanik Der er i skrivende stund ikke så meget der tyder på, at VOK vil have flertal alene efter valget, men det kan ændre sig. Det skyldes især den Konservative vælgertilbagegang efter mange års usikker kurs og hyppige lederskift. Senest er de Konservative gået i panik og har svoret troskab til det Radikale Venstre, der ellers peger på Helle Thorning som statsminister – frem for Lars Løkke Rasmussen. Det er altid sørgeligt at se en gammel samarbejdspartner tabe hovedet og løbe rundt som en forvildet høne i den politiske manege. Nuvel, vælgernes dom falder snart, og den kunne godt gå hen og blive barsk. Det ændrer dog ikke en tøddel på, at Dansk Folkeparti går til valg på fortsat at være så store, at der ikke kan føres udlændingepolitik uden om os. De Konservatives ophørsudsalg lige før lukketid gør blot, at vi stærkere end nogensinde må bede vælgerne om mandat til en fortsat stram indvandringspolitik, for alternativet er, at det nu bliver de Radikale som står med nøglen til udlændingeservice, hvilket vi har oplevet tidligere i historien. Konsekvensen bliver åbne grænser, fri indvandring og kæmpe udskrivning af nye skatter til finansiering af det indvandringscirkus de radikale ”humanister” altid formår at stable på benene. Mvh. Peter Skaarup