Socialdemokraten Mogens Lykketoft sammenlignede engang børsmæglere med en flok ”hysteriske kællinger”. Om det har noget på sig, må han selv redegøre for, men hvor om alting er, så er det åbenlyst, at børsmæglerne flygter fra de sydeuropæiske landes statsobligationer i disse dage og timer. Jeg har ikke den faglige baggrund for præcist at vurdere, om det er et udslag af hysteri at sælge ud af sin virksomheds beholdning af græske, spanske, italienske, portugisiske eller sågar franske statsobligationer. Men ud fra en politisk vurdering finder jeg ikke salget af de sydeuropæiske landes statsobligationer ”hysterisk”, men betragter det som et udslag af rettidig omhu, da de enorme gældsbyrder næppe kan betales tilbage, når de sydeuropæiske lande er så dårligt drevet, og når befolkningerne næppe er indstillet på ti - tyve års ekstrem smalkost. Euroen er ganske enkelt fejlkonstrueret og kan ikke reddes Så sent som i sidste uge oplevede den spanske stat et sandt økonomisk mareridt, da den forsøgte at refinansiere for ca. 4 milliarder euro obligationer svarende til over 30 milliarder kr. på lånemarkederne. Det blev en ren fiasko, der førte til, at de spanske statsobligationerne kun kan udstedes til en rente på næsten 7 procent mod en tilsvarende rente i Tyskland på under 2 procent. Dvs. at den spanske stat skal betale tre en halv gange så mange euro på at betale renter i sammenligning med den tyske stat, når den pt. udsteder statsobligationer, hvilket kommer på et tidspunkt, hvor den spanske økonomi allerede er i dybt chok og kører med store årlige underskud. Heller ikke valget af en ny konservativ regering fra Partido Popular har beroliget de internationale finansmarkeder, der helt åbenlyst ikke har tillid til, at de sydeuropæiske lande kan genoprette deres økonomier og få dem til at fungere som den tyske. Tysk Teuro Sagen er nemlig den, at euroen er konstrueret efter tysk recept. Den er baseret på en høj grad af finanspolitisk disciplin og løntilbageholdenhed. Tyskerne er samtidig rædselsslagne ved tanken om høj inflation. Og netop inflationsspøgelset synes at true med at stikke sit grimme hoved frem i de økonomier, hvor politikerne ikke magter eller agter at gennemføre de fornødne økonomiske og strukturelle reformer. Traditionelt ville de gældsplagede og udisciplinerede sydeuropæiske økonomier forsøge at devaluere sig ud af den nuværende krise, hvilket blot er umuliggjort af euro-samarbejdet. Det betyder, at de i stedet skal spinke og spare sig til bedre tider, hvilket gør voldsomt ondt på deres befolkninger. Men den eneste mulighed for at bevare euroen i sin nuværende form er, at landene fører en ensartet og stram finanspolitik. Euroen har i den forstand vist sig at være totalt fejlslagen, men da ingen af deltagerlandene vil erkende dette og drage konsekvensen af det, så er man med tyskerne og franskmændene i spidsen på vej til at skabe en ny euro, Teuro kunne man kalde den, som efter tysk forbillede og diktat vil stille benhårde finanspolitiske krav til deltagerne i samarbejdet. Kan det uundgåelige undgås alligevel? Jeg er som sagt overbevist om, at euroens sammenbrud er uundgåeligt. Det baserer jeg på, at de 17 vidt forskellige økonomier, der er samlet i euroen, aldrig kommer til at fungere ensartet og i overensstemmelse med euroens statutter og stadig nye skrappere krav til finanspolitisk disciplin og harmonisering. Det betyder dog ikke, at euroens overlevelse i den nuværende form ikke kan forlænges. Recepten på at holde euroen flydende har hidtil været at skabe en nødfond med uhyggeligt mange milliarder af euro, som er blevet brugt til at opkøbe statsobligationer i de gældsplagede lande fra ejere, der ikke længere stolede på, at de nogensinde kunne få deres tilgodehavender tilbage på anden vis. Men ECB - den europæiske centralbank - har ikke ret til at opkøbe statsobligationer, der udstedes fra nye. Det betyder, at i takt med, at de gældsplagede lande skal have refinansieret deres gæld, så skal de til at betale uholdbare høje renter for, at nogen tør købe de statsobligationer, der skulle garantere, at gælden rent faktisk betales tilbage over tid. I USA har centralbanken valgt at indrettet sig således, at den reelt opkøber sin egen nye gæld, hvilket eurokonstruktionen direkte forbyder. Men skulle eurotilhængerne blive desperate nok, så kunne de bryde Maastricht-traktatens forbud mod, at den europæiske centralbank kan købe statsobligationer af medlemslandene. Konsekvensen kan kun blive, at euroen bliver svækket, og inflationen stiger betragteligt. Det ville i så fald være et endeligt opgør med Tysklands økonomiske og politiske verdensbillede, og det ville føre til, at investorerne hurtigt mistede tilliden til euroen som en troværdig valuta. Euroens slutspil Hvilken udvej eurozonens deltagerlande end vælger, så vil det enten føre til en opsplitning ved, at de svageste lande falder fra ét for ét, eller en radikal underminering af den tyskinspirerede euro og indførelse af en på sigt værdiløs papirvaluta. Det er forståeligt, at eurolandene er bange for fremtiden, når nu hele verden har forstået, at euroen ikke står til at redde i sin nuværende form. Men det giver ikke mening at blive ved med at smide gode penge efter dårlige, for på et tidspunkt får vælgerne i de økonomisk velfungerende lande i Nordeuropa nok og smider de proeuropæiske politikere på porten. Jo før desto bedre. Med venlig hilsen Peter Skaarup