Tirsdag aften den 25. marts bragte TV2 et interview med en af de to terroranklagede tunesere, der planlagde at myrde tegneren Kurt Westergaard. Det var et af de interview, der vil gå over i historien for sin manglende substans. Tuneseren meddelte måske ikke så overraskende sin uskyld. Han kendte ikke noget til noget planlagt drab på Kurt Westergaard forklarede han intervieweren, der ikke brillerede som kritisk journalist, men i højere grad fremstod som en forsvarsadvokat. Mikrofonholderi er et etableret begreb, der som bekendt betyder, at journalisten svigter sin fornemste opgave, der er at blotlægge sandheden, og i stedet virker som en guide, der forsøger at få den interviewede til at udlægge begivenhederne efter en bestemt skabelon. Interviewet i TV2s nittennyheder sluttede med et højst overraskende udsagn fra tuneserens side. Han var nemlig meget nervøs for at blive sendt hjem til det land, hvor han er statsborger. Grunden var, forklarede han, at han stod til mellem 15 og 25 års fængsel hjemme i Tunesien. Så var det, at journalisten havde mulighed for at træde i karakter. Hvorfor står en mand, der har opholdt sig i Danmark i en halv snes år til 25 års fængsel i Tunesien? Hvad er det for aktiviteter og mistænkelig givetvis stærkt kriminel adfærd manden er under mistanke for at begå, siden de tunesiske myndigheder er så ivrige efter at fængsle ham i 25 år? Svaret blafrer i vinden. Fordi enten undlod journalisten at spørge tuneseren, hvorfor han stod til en så voldsom straf i et muslimsk land, hvor islamister holdes i kort snor, eller også måtte vi seere ikke høre svaret. Jeg er af den generelle overbevisning, at langt de fleste journalister forsøger at gøre et så godt og sagligt stykke arbejde som muligt. Men den store mediedyrkning af de to potentielle terrorister forstår jeg ganske enkelt ikke. De er i Danmark på midlertidigt ophold og udviser de livstruende adfærd overfor landets statsborgere såvel som alle andre med ophold her i landet, så forsvinder enhver grund til, at deres tilladelse til ophold her i landet kan forlænges. Når medierne så endelig har muligheden for at spørge ind til, hvorfor de pågældende to tunesere tilsyneladende er under overvågning af hele to meget forskellige landes efterretningstjenester, bør en klokke ringe hos enhver journalist. Hvad er det her for nogle mennesker, og hvad er det for nogle aktiviteter de bedriver, siden de står til 25 års fængsel i ét land og udvisning for mordplaner i et andet? Jeg har fuld tillid til, at PET ikke indstiller to udenlandske statsborgere til udvisning uden, at de er involveret i nogle meget alvorlige forbrydelser eller planlægning af sådanne. Jeg må til gengæld indrømme, at noget af min barnetro på dansk journalistik forsvandt, da en journalist undlad at stille det meget simple og yderst banale, men også helt uomgængelige journalistiske hovedspørgsmål tirsdag aften: hvorfor står du til 25 års fængsel i Tunesien?