Nu kommer der politifolk på gaden

Lyt til artiklen

Det var en meget stor dag for mig som retsordfører og for Dansk Folkeparti, torsdag den 6. november, da vi efter lange og intense forhandlinger med regeringspartierne og flere oppositionspartier, fik gennemført, at politiet bliver oprustet med 300 nye betjente. Efterfølgende blev denne justering af politireformen en del af den samlede finanslov. De nye politiaspiranter optages på politiskolen med 150 ekstra de næste to år, altså 300 i alt. Endvidere blev vi enige om at opruste med 250 yderligere HK-ansatte, der skal aflaste de uddannede politifolk og frigøre dem til egentlig polititjeneste. Endeligt aftalte vi at udbetale 25 millioner kr. i overarbejde i år, således, at vi undgår, at politifolk skal afspadsere i stedet for at bekæmpe bandekriminalitet og andre presserende politisager. De nye tiltag betyder på kort sigt, at der kommer 200 flere betjente ud i direkte polititjeneste. Disse ekstra betjente skal naturligvis benyttes til at skabe tryghed i de bydele i Danmark, der i gennem de senere måneder har mindet betænkeligt meget om kulisser til spaghetti western i højere grad end om beboelseskvarterer for børnefamilier og andre borgere . På længere sigt er det så meningen, at de tre hundrede ekstra betjente, der bliver udklækket over de kommende år sammen med de 200 betjente, der bliver frigivet fra kontorarbejde, skal fylde hullerne ud. Endvidere mener politiledelsen stadig at kunne levere op mod 800 ekstra politibetjente på sigt , som konsekvens af politireformen, når den er helt gennemført. Det mangler politiledelsen stadig at overbevise os om bliver konsekvensen. Vi har således i forbindelse med aftalen om gennemførelsen af politireformen aftalt at styrke politiledelsen på de nødvendige områder og samtidig følge den tæt således, at vi sikrer befolkningen det politiberedskab, som den har et berettiget krav på. Et effektivt politi er nemlig også en vigtig bestanddel af et velfærdsamfund. I Dansk Folkeparti har vores højeste prioritet været, at de nye politifolk straks begynder på at stresse de bander, som terroriserer deres nabolag og opfører sig som bandemedlemmer i Los Angeles. Politiet skal stoppe dem i deres biler, visitere dem og uddele bøder for selv de mindste forseelser. Samtidig har vi fået gennemført i finansloven, at det understreges, at det vigtigt, at man i kontrollerer bandemedlemmernes privatøkonomi. Hvis vi ikke kan fælde dem direkte på gerningsstedet, skal vi have ram på dem via deres sorte økonomi. Endelig vil jeg som opfølgning på politireformen sætte fokus på, at ingen danskere ringer forgæves til politiet. Det gælder også de mange borgere , der bor i yderområderne. Der har i gennem den senere tid været fokus på, at nogle borgere har følt sig kaldet til at danne borgerværn pga. manglende tillid til politiet. Det er fuldstændig uacceptabelt. Det vil således være et af de punkter, som vi i Dansk Folkeparti vil vurdere politiledelsen på. Der skal ske en hurtig effektivisering af politiindsatsen i alle områder af landet, alt andet er uacceptabelt. Alt i alt er det en rigtig flot aftale, som vi har fået strikket sammen med vores forligsparter. Vi ser frem til, at politiet nu igen kan levere den service og indsats, som vi ved, de selv ønsker at yde. Vi har når alt kommer til alt; et af verdens absolut bedste politikorps.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her