Derfor skal burkaen forbydes i det danske samfund

Lyt til artiklen

Selvom jeg var purung i halvfjerdserne, husker jeg stadig, som var det i går, da de ligestillingshungrende danske kvinder i bogstaveligste forstand smed bh’en, tog på ø-lejr og i det hele taget erklærede manden omtrent lige så vigtig, som en cykel er det for en fisk. Der er løbet meget vand i åen siden, for at blive i den maritime jargon. Kvindebevægelsen, der kæmpede for ligerettigheder for kvinden i de glade halvfjerdsere og forlangte juridisk såvel, som social og ægteskabelig ligestilling, er i dag rungende tavs, når det gælder den dybt, dybt inhumane og frihedsudslettende, islamistiske beklædningsgenstand, burkaen. Jeg har kun hørt eller rettere opfanget et reelt argument for burkaen, hvilket kom fra denne terrormistænkte tuneser, Slim Chafras danske konvertithustru, Anni Nielsen, som mener, at hun bliver ”afseksualiseret” af burkaen. Den lader vi stå et øjeblik. Burkaen kan vel dårligt i ramme alvor betegnes som andet end et klædningsstykke, der fjerner kvinders personlighed og kun lader et spøgelseslignende udtryk tilbage til de måbende medmennesker. Begrundelsen for at iklæde kvinder burka er meget vævende. Nogle islamister, som den omtalte Anni Nielsen, benytter sexistiske argumenter, men det virker ærligt talt en smule ude af proportioner at iføre sig en burka, fordi en mand kunne finde på at stirre på en. Det er trods alt muligt at klæde sig meget lidt udfordrende, så kun de færreste mænd og lesbiske (deres blikke frygter Anni Nielsen vel også?), kunne finde på at stirre med begær i blikket efter hende og andre, som i dag vælger eller tvinges til at iføre sig burkaen? Burkaen er ubetinget en uskik, der umuliggør reel kommunikation mellem bæreren og dennes medmennesker. Endvidere forhindrer den politi og andre myndigheder i umiddelbart at kunne identificere burkabæreren, hvilket er dybt utilfredsstillende i et samfund, der i forvejen plages af voldsom kriminalitet og en terrortrussel, der udspringer fra netop det muslimske miljø i Danmark. Danmark er et land, hvor individet har utroligt store frihedsgrader og har mulighed for at ytre sig frit og leve yderst forskelligt. I Saudi Arabien har kvinder intet valg, de skal alle bære burka. Jeg forstår ærligt talt ikke, hvad en muslimsk familie får ud af at flytte til Danmark, når man er så ekstrem, at man lader kvinden udklæde i en dragt, der umyndiggør hende fuldstændig og reelt forhindrer hende i at deltage i samfundet på lige fod med sine medmennesker? Der findes omtrent 60 lande i verden, der har muslimsk flertal og styreformer, som i større eller mindre grad er indrettet efter muslimske love og normer. Der er derfor ingen grund til at rejse til Danmark, når man ønsker at leve som muslimsk ekstremist. Tværtimod kan jeg kun opfatte en burka i det danske samfund, som et forsøg på at sende et signal om, at den pågældende bærer af dette fornedrende klædningsstykke, har meldt sig ud af det danske samfund. I Danmark har vi et forbud mod at gå maskeret ved demonstrationer. Det forbud ønsker jeg og Dansk Folkeparti videreført i det offentlige rum overfor alle individer, der bl.a. af ideologiske årsager bevidst skjuler deres identitet. Vi ved, at der foregår et massivt gruppepres i de muslimske parallelsamfund både i Danmark, i resten af den vestlige verden og selvfølgelig i store dele af den muslimske verden. Mange steder i verden risikerer muslimske kvinder verbale, fysiske og sågar decideret livsfarlige syreangreb mod deres ansigter og integritet, hvis de ikke dækker deres hoved til efter islamistiske forskrifter. Derfor, og fordi vi ikke kan fungere som et moderne og bæredygtigt samfund, hvis vi ikke kan identificere hinanden, ønsker vi i Dansk Folkeparti burkaen forbudt i det offentlige rum her i landet. Vi har selvfølgelig noteret os, at den ekstreme venstrefløj endnu engang er gået i forbund med de mest rabiate islamister i verden, i kampen for at få burkaen beskrevet, som et normalt klædningsstykke. Det er i sandhed trist, at kvindesagen er blevet taget som gidsel af ekstremister både i den muslimske og vestlige verden.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her