Man skal høre meget før ørerne falder af, siges det med et noget overdrevent udtryk. Og vel var mine ører ikke ved at falde af, da jeg erfarede, at danske læger er begyndt at udstede mødom-beviser - angiveligt for at redde den vordende brud, som skal til at bortgiftes til et medlem af klanen - fra de til tider meget alvorlige problemer, som unge kvinder fra patriarkalske, ofte muslimske kulturer, kan blive udsat for, hvis de mistænkes for ikke at være jomfruer. Men, at danske læger er begyndt at udstede jomfruhinde-beviser fik min kæbe til at droppe et par centimer. Det er ikke sådan, at jeg ikke kan forstå, at en læge kan føle medlidenhed med en ung, muslimsk kvinde, som måske er på vej ind i et arrangeret ægteskab og som desværre har meget gode grunde til at ville fremstå uskyldsren og jomfrunalsk, men alligevel; udstedelse af jomfruhinde-attester – det er rystende. Dansk Folkeparti bliver ikke sjældent beskyldt for at have et særligt menneskesyn og ikke følge en vis ”tone” i debatten. Gad vist, hvordan man beskriver implikationerne af jomfru-beviser i en ”god tone”? Lad mig gøre et forsøg. Kvinder som skal overbevise deres tilkomne om, at de er jomfruer må beskrives, som værende fuldstændig i mandens vold. Hun har ingen rettigheder, hun er et simpelt objekt i denne mands, hans families og klanens optik. Heller ikke i Dansk Folkeparti tilbage i 1995, da vi grundlagde et parti på fundamentet af en klar fornemmelse af, at Danmark ville risikere at ende som en dybt splittet og konflikthærget nation, hvis ikke indvandringen fra det eksotiske Mellemøsten blev begrænset, havde vi forestillet os så absurde problemstillinger som den om jomfruhinde-beviset. Psykologen Nicolai Sennels præsenterer i sin bog: "Blandt kriminelle muslimer", den tese, at den muslimske kultur er så stærk, at det på lange stræk gør det utopisk at forestille sig en integrationsproces, der leder til, at de muslimske samfund i Danmark og Vesten generelt vil tilpasse sig et moderne, vestligt normsæt. Han betragter det nærmest som et udslag af ønsketænkning at tro, det sker. Jeg skal ikke her kunne konkludere allerede nu, at integrationen af store grupper af muslimer aldrig lader sig gøre; dertil er historien for uforudsigelig, men når jeg hører om mødom-beviser, så må jeg indrømme, at jeg bliver mere og mere overbevist om, at vi står overfor en udfordring eller måske snarere end prøvelse, som kan blive endnu mere vanskelig at håndtere end nogen hidtil har forestillet sig. Hvordan spørger jeg nu, forestiller man sig, at vi skal ”integrere” mennesker fra en kultur, der vil have certifikater, som dokumenterer, at kvinderne er ”uskyldsrene-eksistenser”. Hvordan overbeviser vi slige mennesker om, at ligestillingen er vejen frem, at man selv skal have lov at vælge sin livsledsager og eventuelt udskifte denne, hvis valget/arrangementet viste sig at være forkert? Jeg har stor forståelse for, at det må være svært at være fanget mellem to kulturer, ofte af den grund, at ens forældre vandrede til et nyt land, uden på nogen måde at have tænkt konsekvenserne igennem. Men, jeg mener også, at det er yderst vigtigt at gøre sig klart, at de muslimske indvandrere og deres efterkommere samlet set fylder stadig mere i de problematiske statistikker, som vi helst så skrumpe ind. Det danske samfund anno 2009 er et delt samfund. Delt mellem, de der mener, at den blotte diskussion af konsekvenserne af en dybt fejlslagen indvandringspolitik er uacceptabel, og vi andre, som mener, at vi står overfor en fremtid, hvor det danske samfund risikerer at blive hærget af bandekrige og et generelt sammenbrud af normerne for god adfærd, som det ses i indvandrerdominerede kvarterer, hvor selv redningsfolk bliver angrebet, når de kommer for at slukke brande og hente syge mennesker. Mødom-beviset er endnu et tegn på, at der er noget helt galt med integrationen, og jeg er ked af at måtte skuffe Tøger Seidenfaden og konsorter: Integrationen kommer aldrig til at fungere, hvis ikke snart skytset rettes mod de reaktionære kræfter i de kulturer, som skaber problemerne, frem for mod budbringeren. Med venlig hilsen Peter Skaarup