Dyresex skal give en hård straf

En hård straf er en af de måder, hvor vi politikere kan være med til at forbedre dyrenes ve og vel.

Peter Skaarup

Indrømmet, så blev jeg lidt overrasket, da jeg søndag morgen åbnede avisen og så, at fødevareminister Dan Jørgensen vil have et forbud mod, at mennesker har seksuel omgang med dyr.

Jeg blev glad – men også overrasket - fordi Dan Jørgensens parti hele fire gange har stemt imod præcis det forslag i Folketinget, de gange Dansk Folkeparti har stillet det.

Så jeg var af den tro, at Socialdemokratiet stadig, som de har givet udtryk for gentagne gange, ikke ville lave et forbud mod dyresex.

Men det viser sig så åbenbart, at Dan Jørgensen og hans parti er blevet klogere. Det er jeg glad for, og jeg vil gerne rose Socialdemokratiet for, at de indrømmer, at de har taget fejl de gange, de stemte imod at få etableret et forbud.

At formanden for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, så åbenbart ikke mener, at der er behov for et forbud, »fordi det ikke er Dyreetisk Råds opgave at moralisere«, som han siger, er helt hen i vejret.

Det er forkasteligt, at Dyreetisk Råd i højere grad tager udgangspunkt i at beskytte menneskerne bag handlingen og ikke har deres fokus på de dyr, der lider under folks perversioner.

LÆS DYREETISK RÅD

Når Dansk Folkeparti, forhåbentlig sammen med en masse andre partier, inden længe stemmer for et forbud mod dyresex, så vil jeg i hvert fald kæmpe for, at straffen bliver hård til de mennesker, der udsætter dyr for sådanne pinsler.

En hård straf i dyreværnssager er en af de fremgangsmåder, hvor vi politikere kan sætte et direkte aftryk på at forbedre dyrenes ve og vel.

Hårde straffe i dyreværnssager kan forhåbentlig også være med til at skabe en holdningsændring her i landet. Det er mit håb, at færre mennesker anser det som i orden at smide kattekillinger af på rastepladser, fordi man ikke vil betale for en aflivning.

At man ikke længere accepterer, at hundehvalpe smugles over grænsen under kummerlige forhold.

At man tager ansvar for de dyr, man ejer og indser, at man har at gøre med levende væsener.

Jeg mener, at hårde straffe til gerningsmændene, kan dæmme op for mange af de her problemer – dyrevelfærd skal således tages alvorligt!

LÆS DAN JØRGENSEN

Men samtidig er det også vigtigt at huske, at borgeren derude hver dag har en direkte mulighed for at sætte sit aftryk på dyrenes ve og vel.

Det gælder selvfølgelig om at skabe gode rammer for sit kæledyr og sikre sig, at man både har tiden og indsigten i, hvordan man skaber de bedste forhold for sit dyr.

Men det gælder også i forhold til de valg, vi foretager os, når vi køber varer fra produktionsdyr.

Vi skal være bevidste om, at vi støtter, at en høne tilbringer sit liv i et bur på størrelse med et A4 ark, når vi køber æg fra burhøns.

Vi skal være bevidste om, at en meget billig udenlandsk flæskesteg fra supermarkedet sandsynligvis også betyder, at dyret ikke har haft optimale forhold.

Vi skal være bevidste om, at der er en grund til, at flere og flere amerikanske hollywoodstjerner fravælger at gå med pels eller går i dyrefri pels – fordi forholdene for dyr i pelsindustrien ofte ikke tager udgangspunkt i dyret, men tager udgangspunkt i værdien.

Vi skal også være bevidste om at værne om de dyr, der lider under menneskers egoisme. Vi skal slå hårdt ned på drab af truede dyrearter og presse på ude i verden for, at man tager hensyn til de dyr, som forsvinder, fordi mennesker truer deres eksistens. Bjerggorillaer og afrikanske elefanter er truet af rovdrift. Det skal der mere fokus på.

Vi mennesker er så stærke og kloge, at vi må tage ansvaret for, at dyrene i verden har det godt, og det ansvar skal vi alle, så vidt det er muligt, tage på os. Mere enkelt kan det ikke siges.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden