Foto: MARQUARD OTZEN PER/per.marquard.otzen@pol.dk
Uffe Elbæk

Danmark står over for en meningsbankerot

Konkurrencestaten er en åndelig, kulturel og medmenneskelig falliterklæring. Og jeg kan ikke holde det ud.

Uffe Elbæk

For lidt over 200 år siden stod Danmark i en krise, der får nutidens økonomiske udfordringer til at blegne. Vi var simpelthen gået bankerot som land.

Hvis vi dengang havde reageret, som vi har for vane i dag, hvis vi havde tænkt i de samme løsninger, som det politiske establishment gør i dag, så ved jeg ærlig talt ikke, hvor vi ville være endt som samfund. Men det ville næppe være et godt sted.

Hvis 'moderne' metoder som new public management med sit ensidige fokus på kontrol, afrapportering, excel-ark og økonomiske bundlinjer havde regeret Danmark efter bankerotten i 1813, ville løsningen givetvis have været besparelser, nedskæringer, mistillid. Ja, forsimplede, endimensionelle økonomiske svar i stedet for en folkelig samfundsambition med fokus på at fremme det fælles bedste.

Danmark valgte heldigvis at gøre det sidste - og gudskelov for det.

Over alt i samfundet er der enkeltindivider, familier og større grupper, der vælger konkurrencestaten fra og vælger balancesamfundet til

Man investerede nemlig i fællesskabet. Med indførelsen af fri og obligatorisk skolegang for alle landets børn i 1814 tog vi det første skridt mod det velfærdfærdssamfund, vi i dag alt for ofte tager for givet. Jeg tager den lige én gang til: Danmark går økonomisk bankerot i 1813. Og alligevel vælger vi året efter at investere massivt i det fælles bedste: Gratis skolegang for alle. Med ryggen mod muren var det et så ambitiøst træk, at det virker helt uvirkeligt i dag.

Jeg er overbevist om, at vi med beslutningen om at investere i skolegang for alle, skubbede gang i den første store sociale innovationsbølge i Danmark. En samfundsforandrende bølge, der gennem de næste 150 år rummede så vidt forskellige samfundsmæssige nybrud som den første demokratibevægelse, der kulminerede med vedtagelsen af grundloven i 1849, andelsbevægelsen, der forenede og frigjorde bønderne, fagbevægelsen, der sikrede rettigheder og bedre arbejdsvilkår for arbejderne, højskolebevægelsen, der satte den demokratiske samtale i fokus og udbredte ligheds- og frihedsrettigheder og brugsforeningerne, der revitaliserede økonomien og blev lokalsamfundenes puls.

Ja, vi fik tilmed den kulturelle og kunstneriske guldalder med så store navne i spidsen som Kierkegaard, Oehlenschläger, Thorvaldsen og Grundtvig.

Uden disse forskellige sociale, faglige, kunstneriske og økonomiske nybrud havde vi aldrig fået det velfærdssamfund, vi har i dag. Så hemmeligheden bag det moderne Danmark er i første omgang ikke en genial økonomisk model, men derimod forpligtende, meningsskabende sociale fællesskaber; mennesker, der organiserer sig omkring vigtige samfundsproblemstillinger. Motiveret af ambitionen om, at hvis vi løfter i flok, kan vi rykke det fælles sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige bundniveau mange trin op.

Det paradoksale var og er, at netop dette fokus på det fælles bedste resulterede i, at vi samtidigt skabte et af de økonomisk rigeste samfund på kloden.

Nu står vi så her. I 2016. Flere og flere har oplevelsen af, at den udgave af velfærdssamfundet, som vi kender, har toppet; at vi alle står og vipper på det yderste punkt med en usikker fremtiden foran os. Og forklaringerne derpå er mange og varierede: Det er EU's skyld, det er de dovne arbejdsløses skyld, det er globaliseringens skyld, faktisk er det mest af alt bare indvandrernes skyld, siger flere og flere.

Selv vil jeg stramme konklusionen så meget, at vi i dag igen står over for en bankerot. Denne gang bare ikke af økonomisk art. Men en bankerot karakteriseret af et massivt underskud på mening og fællesskab. Et meningsbankerot. Et fællesskabsbankerot.

For pokker; selvom uligheden stiger, og det er et kæmpe problem, så er Danmark økonomisk set et meget, meget rigt samfund. Alligevel er det netop på kunst og kultur, vi i dag skærer ned, på undervisning og uddannelse, på forskning og innovation, vi presser fagforeningerne, fællesskaberne og familierne, vi stiller spørgsmål ved friheds- og menneskerettighederne.

Det er som om, vi har glemt lektien fra 1813. Glemt, at det jo netop var summen af de mange vidt forskellige sociale, faglige, demokratiske, politiske og kunstneriske nybrud, der var forudsætningen for vores økonomiske succeshistorie. Og ikke omvendt.

Det er som om, at vi har vendt vores historiske erfaringer på hovedet: At økonomien kommer før det meningsskabende fællesskab. Ja, at økonomisk vækst er forudsætning for bedre og mere meningsfulde liv. Vi har gjort forbedring af økonomien i sig selv til målet for den menneskelige udfoldelse. Vi arbejder for økonomien i stedet for at lade økonomien arbejde for os. Men det giver ingen mening.

Selvom Danmarks bruttonationalprodukt i dag er flere gange højere, end det var i slutningen af 1960’erne, betyder det jo ikke, at livet giver flere gange så god mening, eller at vi har meget mere tid til vores børn, familier, venner og kæreste. Det betyder ikke, at vi er flere gange lykkeligere. Snarere tværtimod. Nedslidning, stress, lykkepiller, selvmord fortæller en anden historie.

Det, tror jeg, blandt andet skyldes, at væksten i økonomien sker på bekostning af de forpligtende meningsskabende fællesskaber. Købmanden nede på hjørnet er lukket, erstattet af et indkøbscenter uden for byen. Flere og flere kender ikke deres naboer eller for den sags skyld de lokalpolitikere, der træffer beslutninger om ungernes folkeskole. Vi er kommet længere væk fra hinanden og føler mindre ansvar for, hvordan det, vi gør, påvirker andre. Vi har ikke tid nok til det, der er vigtigt og vigtigst.

Særligt den offentlige sektor står for skud, når skiftende regeringer vil sætte blus på økonomien med skattelettelser til virksomheder og samfundets rigeste. Når vi ikke sætter ind over for skattely og ikke tager opgørene med de multinationale selskaber, der kun i meget begrænset grad bidrager til det fælles bedste.

Når der skal effektiviseres, skal sygeplejerskerne, sosu-assistenterne, jordemødrene, lægerne løbe hurtigere og hurtigere og kan ikke yde den omsorg, de gerne vil, og som der er brug for. Pædagogerne, folkeskolelærerne, lektorerne mangler tid til forberedelse, tid til kontakt med det enkelte barn eller den enkelte unge, de skal rykke i den rigtige retning. Socialrådgiverne og sagsbehandlerne overdynges med arbejde og komplicerede regelsæt, der skifter, som vinden blæser, og som forskellige enkeltsager optager politikerne og medierne.

Tendensen er klokkeklar: Der er mindre og mindre tid til kerneopgaverne. Mindre tid til det, som er faglighedens kerne, det, man gerne vil bruge sin tid på. Det er mindre tid til det, der giver mening, mens man skal bruge langt mere tid på at kontrollere sit eget eller sine kollegers arbejde. Skemaer skal udfyldes, det meste skal dokumenteres, der kontrolleres simpelthen i hoved og røv – fordi politikerne har bedt om det, fordi politikerne vægter kontrol over tillid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der ligger en underlig mental resignation i konkurrencestatens vision. Vi skal åbenbart kæmpe mod hinanden, kæmpe for økonomien, ikke for os selv og hinanden. Konkurrencestaten er en åndelig, kulturel og medmenneskelig falliterklæring. Og jeg kan ikke holde det ud. Punktum.

Det er som om, vi har glemt lektien fra 1813.

Hvad er modsvaret? Det er selvfølgelig, at vi hæver det fælles ambitionsniveau for Danmark. Lad os sammen kickstarte en ny social innovationsbølge og dermed sammen udvikle generation 2.0 af velfærdssamfundet. Det lyder ambitiøst, og det er ambitiøst, men det er det, nutiden og særligt fremtiden kalder på.

Den gode nyhed er, at det for flere og flere i højere og højere grad er meningen, der motiverer os. Det, at vi gør en forskel, at vi spiller en rolle. For patienter, for ældre, for elever, for ungerne på Troldestuen - og for vores nærmeste, vores venner og familie, når dagens dont er overstået. Og at vi måske har overskud og tid til at gøre en forskel i det nære, for vores lokalområde, eller på det helt store plan: for planeten. Alt det, der giver mening for os som mennesker.

Alternativet er ikke et protestparti; vi er et længselsparti. Vi længes efter et samfund, hvor vi ikke skal præstere hele tiden, og hvor vi ikke konstant forsøger at optimere vores tid, så vi kan presse mere arbejde og flere gøremål ind i døgnets 24 timer.

Denne tilgang til arbejde og job har været undervejs længe. Læg lige mærke til de yngre generationer, der lige er begyndt på arbejdsmarkedet eller er på vej derud: De vil arbejde for virksomheder, der arbejder for bæredygtighed og social ansvarlighed. De samme generationer går også op i, at der balance mellem familie og arbejdsliv og er klar til at gå ned i løn for at opnå det, viser undersøgelser.

Over alt i samfundet er der enkeltindivider, familier og større grupper, der vælger konkurrencestaten fra og vælger balancesamfundet til. De ved, at BNP med sit ensidige fokus på den økonomiske vækst ikke skal være målestok for deres liv. De træder ud af hamsterhjulet, smider den uniform, vi bliver iklædt som konkurrencestatens fodsoldater.

De visker tavlen ren og giver en anden og mere bæredygtig fremtid en chance. De flytter på landet, eksperimenterer med boformer og finder nye måder at balancere arbejdslivet med familielivet, dyrker måske deres egen mad eller køber lokalproducerede råvarer. De organiserer sig anderledes, åbner en friskole, bor flere generationer under samme tag, de sætter solceller op eller driver en økologisk købmandsbutik sammen i det gamle forsamlingshus, der forlængst er lukket.

På samme måde rykker virksomhederne på sig. Nye koncepter og forretningsmodeller bliver udviklet, teknologien giver uanede muligheder. Restauranter sælger overskudsmad, supermarkederne, der ikke pakker varerne i ressourcekrævende emballage, slår dørene op. Giganter som LEGO og Novo Nordisk opfører vindmøller eller sætter og når ambitiøse reduktionsmål for deres klimapåvirkning. Iværksættere finder på nye løsninger, der giver mening på både den økonomiske, den social og den grønne bundlinje.

BRINKMANN

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så vi er allerede godt i gang. På vej fra et samfund, hvor økonomien er målet, til et samfund, hvor økonomien er midlet til at skabe gode, lige liv. For livet skal jo for pokker give mening. Det er vel derfor, vi er her.

Lad os give os selv og hinanden den gave, det er at skabe et samfund med større balance, med bedre tid - til hinanden, til os selv, til frivilligt arbejde - og til ingenting. Til at kede os og se hinanden i øjnene fra tid til anden. Vi skal redefinere rigdom og pleje livets sande formuer: Relationerne til vores elskede, tiden med vores børn, den frie og vilde natur, det rene vand i hanen og en håbefuld fremtid. Se, dét er en formuepleje, vi kan gå op i med liv og sjæl.

Det er også derfor, at den røde tråd i en stribe kommende udspil og overskriften for Alternativets arbejde i den kommende folketingssamling er den venlige revolution. Et opgør med konkurrencestaten. Et opgør til fordel for balancesamfundet. Ikke i morgen, men lige nu. Det er det eneste, der giver mening for os.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce