Endelig. Endelig kom det valg, som vi har ventet på. Endelig får danskerne mulighed for at sammensætte det nye Folketing og skabe et vendepunkt i danmarkshistorien. For vi kan nu afslutte et årti med stenhård blokpolitik og knastør kontraktpolitik. Et årti, hvor Danmark har lukket sig om sig selv. Et årti, hvor et gevaldigt opsving er blevet soldet op i samtalekøkkener og rødvin, mens de nødvendige reformer er blevet sjoflet og glemt. Søren Krarup har ofte pustet sig op og kaldt valget i 2001 for systemskiftet. Navnet refererer til det berømte valg i 1901, hvor parlamentarismen blev indført i Danmark, og hvor et dansk demokrati for første gang var en realitet. Når Søren Krarup på arrogant vis erobrer dette ord og genbruger det om et folketingsvalg i moderne tid, så er det et forsøg på at tilføre netop det valg historiens vingesus og en fornemmelse af uigenkaldelighed. Valget i 2001 var især kendetegnet ved, at det var det valg, hvor Dansk Folkeparti trådte lige ind på midten af den politiske scene. Så Søren Krarup forsøgte med sin fixe formulering at kommunikere, at Dansk Folkeparti fra det valg af kan have en lige så stor indflydelse på Danmarks fremtid som indførelse af selve demokratiet. Vi er mange der drømmer om, at vi med valget i 2011 kan kommunikere helt klart tilbage igen. Både til Søren Krarup og til historiebøgerne: Perioden med Dansk Folkeparti som de store tovholdere og iscenesættere i dansk politik - den er uigenkaldeligt forbi. Og perioden fra 2001 til 2011 var ikke en helt ny tid. Det var en pinlig parentes i dansk politisk historie, ikke andet. Det er absolut nødvendigt, at vi får en ny regering. Det er absolut nødvendigt, at Danmark igen åbner sig for omverdenen. Vi har brug for at kunne tiltrække arbejdskraft og viden fra udlandet. Vi har brug for at være et sted, som turister rejser til. Vi har brug for, at Danmark er et land, som eksportmarkederne ønsker at handle med. Vi har brug for at melde Danmark ind i verden, hvis vi skal ud af denne krise. For Danmark står i en alvorlig økonomisk krise, og de seneste år har vi haft væksttal, som er så dårlige, at de kun kan sammenlignes med de ringeste af de afrikanske økonomier. Vi kommer ikke ud af krisen ved at lukke os inde.