Nogle gange er politik næsten for banalt. Politiken havde mandag en stort opsat forsidehistorie om, hvordan fire medlemmer af Venstres folketingsgruppe er gået i udbrud her i sommervarmen. De foreslår, at Folketinget får en uafhængig juridisk og finanspolitisk tjeneste. Ideen er sådan set god nok, og i Radikale Venstre har vi foreslået noget lignende. Så jeg vil ikke kommentere yderligere på selve forslaget. Men taktikken bag forslaget er så pusseløjerlig, at jeg ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet. Timingen er klassisk: Vi er alle så småt på vej hjem fra ferie, og agurketiden er dermed ved at blive til valgkamp. Hvis man skal blive i Tour de France-sproget: Angrebet er foretaget meget langt ude fra, der trædes ikke særligt tungt igennem, og der er mange stigninger tilbage til mål. Så hvorfor får den lille udbrydergruppe med fire ryttere dog idéen lige nu? Er det ikke dem, der har haft både regeringsmagt og folketingsflertal i de sidste ti år? Hvis behovet var så stort, kunne de så ikke bare have gennemført lovgivningen for længst? Mnjo. Der er to årsager, og mere indviklet er det ikke: For det første er Justitsministeren konservativ. Han er endda de konservatives formand og i øjeblikket fortaler for at lægge større afstand til Dansk Folkeparti. Tilsyneladende mener Venstres folketingsmedlemmer, at den konservative justitsminister har brugt sine embedsmænd til at lægge hindringer for de evige og evindelige stramninger af udlændingepolitikken. Dermed stanger de med forslaget en sprinterskalle ud til regeringspartneren, som de måske mener har været rigeligt besværlig på det sidste. For det andet er regeringen og Dansk Folkeparti bagefter i meningsmålingerne. Karsten Lauritzen (V) udtaler: "Det er lidt mærkeligt, at hvis man som folketingsmedlem har brug for juridisk assistance, så skal man trække på Justitsministeriets jurister. De vil jo ofte indtage en til enhver tid siddende regerings synspunkt." Sig mig: Hvor kommer denne pludseligt opståede omsorg for folkestyret fra? Hvorfor mon Venstres folketingsmedlemmer efter ti års ublu flertalsdiktatur pludselig begynder at interesserer sig for magtfordeling og oppositionens vilkår? Kunne det have lidt at gøre med, at Venstre kunne risikere at være i opposition efter et valg? Og for at det ikke skal være løgn, er svaret for Socialdemokraterne lige så banalt. "Bestemt. Det vil være en oplagt ide at undersøge", siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S). Underforstået: Signaler om panik før lukketid og splittelse fra regeringspartiernes menige gruppemedlemmer er noget, som Socialdemokratiet godt vil være med til at tale op. Men selve forslaget er ikke noget, som man skal forpligte sig til. For tiden kan jo komme, hvor det er en socialdemokrat, der underskriver ansættelseskontrakter med juristerne i Justitsministeriet. På den måde får de forskellige aktører, hvad de kommer efter. Det eneste, som man kan undre sig lidt over, er: Hvorfor accepterer Politikens redaktion at stille forsidespalterne til rådighed for så let gennemskuelige taktiske manøvrer i feltet?