Ordet ”ghetto” stammer fra Venedig og blev brugt om det område, hvor man i 1500-tallet tvang jøderne til at bo. Det fattige boligkvarter var omkranset af en stor mur, og om natten sørgede kristne vagter for, at jøderne ikke skulle bryde udgangsforbuddet. Det var dog først i midten af 1900-tallet, at ordet ghetto fik sit internationale gennembrud som betegnelsen for de boligområder, hvor nazisterne stuvede jøderne sammen, før de blev deporteret til udryddelseslejrene.
Nu har jøderne fået en stat. Og det tætteste vi kommer på områder, der lever op til datidens definition af ghetto, er paradoksalt nok de palæstinensiske områder, Gaza og Vestbredden. Her er der også en mur, vagter, fattigdom og krav om legitimation ved udgang. I Danmark har jøderne været så længe, at de dårligt nok anses som en minoritet. Og ghettoer har vi ikke, i hvert tilfælde ikke i ordets oprindelige og egentlige betydning. Endnu. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er det, de store partier er ved at forvandle de udsatte boligområder til? Hørte man statsministeren åbningstale, er man i hvert fald ikke i tvivl om, at han er ved at varme op til noget. Hvorfor ellers svinge sig op til en retorik om de udsatte boligområder, der lige så godt kunne være anvendt om Taleban-lejre i Afghanistan: ”Stenørkener uden forbindelseslinjer til det omgivende samfund”, ”Fæstninger, vi skal bryde igennem” og ”Steder, hvor de danske værdier tydeligvis ikke længere er bærende”.
