Der er kommet en ny PISA-undersøgelse, skal jeg ellers love for. En af konklusionerne er, at danske elever ikke er særlig gode til at lave tekstnære fortolkninger. Ifølge forskerne skyldes det sandsynligvis, at eleverne i stedet lægger vægt på ”egne refleksioner over teksten” med udgangspunkt i deres ”egen erfaringsverden”. Men æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen, og hysteriet om de danske PISA-resultater tjener som et levende bevis på, at det ikke kun er de danske elever, der har et problem med at ”sammenkæde og fortolke informationer”. Også beslutningstagere og medier er så optagede af ”egne refleksioner” og ”egen erfaringsverden”, at de misser helt basale pointer.
For bundlinien er, at danske elever læser og regner som gennemsnittet i OECD. Hverken værre eller bedre. Alligevel er undervisningsministeren ”flov på nationens vegne”, udenrigsministeren har ”meget svært ved at se, hvordan det danske samfund skal kunne opretholde vores velfærdssamfund” og Socialdemokraternes uddannelsesordfører konkluderer, at ”resultaterne er en katastrofe for Danmark”. Og det er ikke kun politikerne, der har fået et hysterisk anfald. DI mener, at PISA-resultaterne er et bevis på, at folkeskolen er ”i en alvorlig krise”, og at der er noget ”grundlæggende og fundamentalt galt”. Den borgerlige debattør og tidligere formand for regeringens grundskoleråd, Katrine Lilleør, opfordrer ligefrem regeringen til at ”starte forfra eller gå af”. Og her i avisen har man på lederplads kaldt PISA-resultaterne for ”elendige” og dumpet de sidste ni års skolepolitik. Det sidste er jeg enig i. Det er selvfølgelig en falliterklæring for regeringen, at danske elever ikke scorer højere i PISA, når nu den har brugt ti år på at omdanne den brede almendannende folkeskole til en træningslejr i PISA-test. Men dem, der bruger PISA-resultaterne til at dumpe folkeskolen, kommunerne, lærerne og en hel generation af 15-årige og deres forældre, har simpelthen ikke læst på lektien. Eller også har de bare foretaget en meget fri fortolkning, som ligger langt fra PISA-resultaternes klare budskaber. Grunden til, at vi kun scorer gennemsnitligt er nemlig ikke, at danske elever generelt er middelmådige. Nej, det skyldes, at vi – i lighed med de øvrige skandinaviske lande – har svært ved at løfte de svageste elever og få de dygtigste til at brillere. Der er med andre ord mange, der trækker ned, men kun få, der trækker op. I Danmark lider 15 pct. af eleverne af manglende kompetencer, mens kun 5 pct. har særdeles gode kompetencer. I Finland er tallet omvendt: Kun 8 pct. har manglende kompetencer, mens 15 pct. har særdeles gode kompetencer. Men hele den store midtergruppe af Mads’er og Mette’r, de læser lige så fint derudaf. Deres kompetenceniveau er nøjagtig der, hvor det skal være. Lad os derfor droppe de navlebeskuende, lommefilosofiske og livsstilsinspirerede universalforklaringer om forkælede middelklassebørn, krævende forældre og lærere uden faglig autoritet. Dem kan vi lade magasinernes brevkasseredaktører om. For de har intet at gøre med skolens virkelige udfordringer. De er meget mere konkrete og kræver hverken en helt ny styreform af folkeskolen, en radikalt forandret læreruddannelse, eller at vi binder de danske forældre på kontrakter. Det kræver differentiering. En klart afgrænset og målrettet indsats over for børn med særligt svage eller særligt stærke kompetencer. Ikke i form af flere specialklasser, eliteskoler eller niveaudeling, for børn lærer af at være sammen på kryds og tværs. Men i form af supplerende tilbud til de børn, der har brug for en hjælpende hånd, eller hvis potentiale ikke kan indfries fuldt ud i klasseundervisningen. PISA-undersøgelsen beskriver bl.a., hvordan en halv times fornøjelseslæsning om dagen øger elevernes læsefærdigheder med 39 pct., hvilket svarer til et helt klassetrin. Den viden er da lige til at gribe og bruge i et samarbejde mellem skole, hjem og fritidsordninger? Og når alt det er sagt: Den globale konkurrence er ikke et kapløb i læsehastighed og regnefærdigheder. Nationens skæbne afgøres af det vi kan derudover. Og her er den danske folkeskole både ambitiøs og moderne. Den skaber børn med kreative kompetencer. Børn, som er nysgerrige og initiativrige. Børn, som har faglig empati. Det vil sige: Vi skaber voksne, som er godt udrustede til at aflæse, hvad andre mennesker omkring dem er gode til. Og som derfor kan indgå i grupper og samarbejde omkring konkrete opgaver, hvor de forskellige kompetencer supplerer hinanden. Alt dette hviler på N.F.S. Grundtvig, Christen Kold, Hal Koch og en hel masse andre. Men det er ikke det, som PISA-testen måler. Det er ikke fordi, der er noget galt med PISA-testen. Den kan være et nyttigt værktøj i skoleudviklingen. Men det forudsætter selvfølgelig, at man er i stand til at læse en tekst og forstå dens indhold. Og her er danske beslutningstagere, debattører og medier tilsyneladende udfordrede – i lige så høj grad som danske skoleelever. Se om du kan læse og forstå her.
