En diktator midt i en revolution. Der er mulighed for, at han bliver væltet. Og her kommer den danske dronning, inviteret til at besøge den trængte despot: Hun giver undertrykkeren en særlig og meget fin orden, og hjælper ham på den måde med at stive sin autoritet af over for folket. Når journalister efterfølgende prøver at grave i sagen, bliver de hindret i deres arbejde gennem sludder, vrøvl og skiftende forklaringer. Det lyder ikke som et moderne demokrati. Det lyder ikke som Danmark. Men det er det. Da dronning Margrethe i februar besøgte diktaturstaten Bahrain, havde opstandene i den arabiske verden været i gang i næsten to måneder. Det var flere uger siden, at den tunesiske diktator var abdiceret. Opstanden i Egypten var på det tidspunkt meget voldsom og intens. Der var ingen tvivl om, at bevægelsen var ved at sprede sig til andre arabiske lande, hvilket jeg skrev om på denne blog i ugen op til besøget. Alligevel valgte Danmark at give diktatoren i Bahrain Storkorset, som en af kun 29 nulevende personer. Jeg skriver det ubestemmelige ord Danmark fordi det er lidt uklart, om det er regeringen eller kongehuset, der har givet despoten fra Bahrain den meget fornemme orden. Det er nemlig sådan, at statens repræsentant her skifter forklaring, alt efter hvad der er mest belejligt. Da aviserne i februar begyndte at interesserer sig for, hvorfor en diktator mon skulle beæres med så fin en orden, svarede Udenrigsministeriets protokolchef, Jette Norddam: "Afgivelser af ordener har ikke noget med udenrigspolitik at gøre. Dronningen besøgte Bahrain for at styrke de kulturelle bånd med landet." Hun skulle såmænd bare hygge sig lidt med despotens folklore, som dette uendeligt komiske indslag fra TV2-nyhederne viser:
Men mærkeligt var det alligevel. Så pressen gravede videre, og journalister fra Berlingske søgte aktindsigt i sagen. Den ansøgning afviste samme Jette Norddam med henvisning til, at uddelingen skete som led i Dronningens 'deltagelse i statsstyret'. Dermed er der tale om et internt dokument, som ministeriet ifølge offentlighedsloven ikke behøver at give aktindsigt i. Altså: Demokratiske journalister skal for en hver pris holdes væk fra at kunne stille spørgsmål. Først holder vi dem væk ved at henvise til, at dronningen ikke bedriver politik. Derefter holder vi dem væk ved at henvise til, at dronningen netop bedriver politik. På den ene side er dronningen en del af statsstyret. På den anden side er hun ikke. Smart ikke? Jeg synes ikke, at det er smart. Jeg synes, at det er alarmerende udemokratisk og dybt bekymrende. Og kongen af Bahrain? Ja - fra theen med den danske dronning gik han lige tilbage til sine vanlige sysler med tortur, undertrykkelse, vold og mord. 13 dage efter at have modtaget Storkorset af Dannebrog begik hans politistyrker den første af en række massakrer på Perlepladsen. Volden er siden eskaleret i chokerende grad.




























