I denne uge landede regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance en stor aftale om asylpolitik. Nogle af hovedpunkterne er, at asylansøgere skal kunne bo, arbejde og uddanne sig uden for asylcentrene. Der er tale om et reelt nybrud i forhold til den tankegang, der har præget de seneste ti års asylpolitik, og som havde isolation, passivisering og fremmedgørelse som de bærende principper. Vi vil i stedet satse på beskæftigelse, uddannelse og aktivering. Heri er den nye regering helt enig med den foregående. Eller i hvert fald: Den foregående regering før Dansk Folkeparti havde masseret og hypnotiseret den gennem finanslovsforhandlinger år efter år. Da Anders Fogh i 2002 første gang åbnede Folketinget som Statsminister, sagde han: ”Desuden vil regeringen udvide asylansøgeres muligheder for at arbejde i Danmark. Sigtet er at gøre op med den klientgørelse, som fører til passivitet. Asylansøgere må ikke miste deres færdigheder. Hvad enten de skal blive her eller skal hjem igen. Hvis de skal blive, er det en fordel for dem selv og for det danske samfund, at de straks lærer, hvordan samfundet fungerer her. Hvis de skal hjem igen, er det en fordel for dem selv og deres hjemland, at de vender hjem med forøget styrke.” Se. Det er jo lige nøjagtig dét, som er regeringens holdning. Så burde Venstre ikke være glade? Burde det borgerlige Danmark ikke bare juble, nu hvor det store idols ord endelig er blevet til virkelighed? Nej. Desværre. Den vanetænkning, som Dansk Folkeparti systematisk har installeret i den borgerlige tænkning, er tilsyneladende så stærk, at den holder sig – selv efter den ikke længere er nødvendig. Uanset hvor utvetydig og klar VK-regeringens holdning var, før de første gang satte sig til forhandlingsbordet med DF for at få en finanslov på plads. De Konservatives integrationsordfører Mike Legarth mener, at den nye aftale ”giver asylansøgerne falske forhåbninger om, at alle kan blive en del af Familien Danmark. Det vil gøre Danmark til en asylmagnet.” (Politiken, tryk, d. 19/9) Og Venstres integrationsordfører, Inger Støjberg, mener, at en asylansøgning fremover vil blive en ”de facto arbejds- og opholdstilladelse”, som ”vil betyde, at vores asylsystem kommer under yderligere pres.” Og Berlingske Tidende skriver i deres leder, at Danmark nu risikerer at blive ”flygtningelejr for hele verden”.
Tilsyneladende vil det borgerlige Danmark tilbage til tiden, hvor asylansøgerne blev stuvet af vejen på nedlagte kaserner langt ude på landet. Lyden af militærøvelser blev et lydtapet, som kunne virke meget kraftigt på mennesker, som var flygtet fra områder med krig eller borgerkrig. De måtte ikke arbejde. De måtte ikke lære dansk. Og deres børn voksede op isoleret fra det resterende samfund. Intentionen var klar: Asylansøgerne skulle for alt i verden ikke føle sig velkomne. For måske kunne man på den måde lokke dem til selv at vende snuden hjemad. Og hvis ikke, kunne man da i det mindste skabe lidt gratis negativ omtale af Danmark i asylansøgerkredse. Men en række undersøgelser har vist, at strategien ikke har effekt. Når man passiviserer mennesker i et ingenmandsland, gør dem afmægtige og magtesløse – så mister de overskud, initiativ og kraft. Og det er der brug for, hvis man skal se frygten i øjnene og rejse tilbage til det land, som man er flygtet fra. Derfor har den gamle strategi fra 00’ernes VKO den stik modsatte effekt af den tilsigtede: Asylansøgerne gøres systematisk til nedbrudte mennesker uden handlemuligheder. De rejser netop ikke hjem. Derfor baserer vores nye asylaftale sig på det stikmodsatte princip. At bygge asylansøgerne op. At gøre dem stærke og handlekraftige. At forberede dem på livet efter asylafgørelsen - enten her eller i deres hjemland. Det samme princip som Anders Fogh i sin tid talte for.
