Da vi efter folketingsvalget skulle fordele ordførerskaber i den radikale folketingsgruppe, lå forsvar i toppen af min ønskeliste. Jeg er ellers ikke meget for krudt og kugler. Fregatter og jagerfly får mig ikke til at ranke ryggen, og det er længe siden, at en kampvogn har givet mig åndenød.
Men landets forsvar er og bliver en radikal mærkesag. For hvis der er noget, der vidner om et lands selvforståelse og stilling i verden, så er det netop forsvaret. Sådan var det i slutningen af 1800-tallet, da Viggo Hørup lagde fundamentet for radikal forsvarspolitik. Og sådan er det i dag.




























