Arktis kommer til at spille en helt central sikkerhedspolitisk rolle i fremtiden. Ikke bare i de næste ti år, men i de næste hundrede. Det handler om råstoffer, militære muligheder og nye sejlruter nord om kontinenterne.
Alligevel oplever jeg en bekymrende 'lad-os-nu-vente-og-se' -indstilling i Danmarks forsvarspolitiske tænkning og debatsfære.
Bevares. Der er da sket lidt. Der er oprettet en værnsfælles Arktisk Kommando, og der bliver samarbejdet med de andre arktiske stater om miljøovervågning og redningsberedskab.
Klodens ishat er vokset
Men de helt store, sikkerhedspolitiske diskussioner holder man sig fra. Og det er en alvorlig undladelsessynd.
For havforurening og krydstogtspassagerers sikkerhed er desværre en af de mindste bekymringer, når vi taler Arktis.
De økonomiske og geopolitiske muligheder vækker interessen hos verdens stormagter, og derfor har området alvorlig sikkerhedspolitisk konfliktpotentiale.
Vi må se muligheden for et Arktis med atommagter på konfliktkurs i øjnene. At undgå dette scenarie må være et af de absolut højest prioriterede sikkerhedspolitiske mål for Danmark.
Zenia Stampe
Vi må se muligheden for et Arktis med atommagter på konfliktkurs i øjnene. At undgå dette scenarie må være et af de absolut højest prioriterede sikkerhedspolitiske mål for Danmark.
Herhjemme kender vi bedst tanken om atomvåbenfrie zoner fra den uforsonlige diskussion om Norden som atomvåbenfri zone. Den delte nationen i to halvdele for 30-40 år siden.
Men verden er kommet videre. Der er i dag en lang række atomvåbenfrie zoner fordelt over meget store dele af kloden: Antarktis. Afrika. Latinamerika. Sydøstasien. Centralasien. Det sydlige Stillehav.
Det vil være helt naturligt, at Arktis bliver en del af den liste.
Men da jeg forleden beskrev visionen i en kronik i Berlingske Tidende, blev den straks skudt ned af borgerlige forsvarspolitikere som blot »kjønne tanker« og en »luftig drøm«.
Det er i dag officiel amerikansk politik at arbejde for en atomvåbenfri verden.
Zenia Stampe
Men hvorfor tør de borgerlige ikke engang tænkte tanken? Ikke engang teste viljen? Hvad hænger de egentlig fast i?
Det er i dag officiel amerikansk politik at arbejde for en atomvåbenfri verden.
Den gamle udenrigspolitiske høg, Henry Kissinger, slog tonen an, da han i et bemærkelsesværdigt indlæg fra 2007 argumenterede for en atomvåbenfri verden og skitserede en vej derhen.
I 2009 fulgte USA og Rusland op med The-New-Start-aftalen om at nedbringe antallet af operationelle atomvåben. Og da Barack Obama senere på året modtog Nobels Fredspris, lød det bl.a. i begrundelsen: Vi har i bedømmelsesudvalget navnlig lagt vægt på Obamas vision om og arbejde for en verden uden atomvåben.
Det er en positiv udvikling, som vi skal støtte aktivt op om. Blandt andet ved at tage ejerskab og lederskab for visionen om en atomvåbenfri zone i Arktis. Gerne i et tæt samarbejde med de andre ikke-atomare medlemmer af Arktisk Råd, dvs. de nordiske lande og Canada.
Sammen kan vi give argumentationen både etisk og geopolitisk tyngde. Vi kan hjælpe stormagterne videre ad den kurs, de selv har sat.
For USA har ingen interesse i en ny kold krig med Rusland eller Kina. Verden har forandret sig.
Men i lille Danmark sidder hele det uændrede kor af borgerlige forsvarspolitikere og gentager flosklerne fra den kolde krig.
De yngre versioner af de ældre politikere tænker og taler nøjagtig som deres tredive år ældre forbilleder. For eksempel er Søren Pind (V) nødt til at søge helt tilbage til Ronald Reagan for at hente belæg til sin komisk gammeldags og provinsielle argumentation.
Skriv kommentar