Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Zenia Stampe

Jeg gider ikke diskutere på DF's niveau længere

Dansk Folkeparti har skærpet tonen. Igen, igen og igen.

Zenia Stampe

Nu skal Danmark stort set renses for Islam og muslimer. Men orker vi den debat igen? Og igen? Jeg gør ikke. Endnu en Krarup. Endnu en Langballe. Jeg gider simpelthen ikke diskutere på det niveau længere.

Sådan har jeg ikke altid haft det. For nogle år siden ville jeg have reageret med kampgejst. Jeg ville straks være fløjet til tasterne for at forfatte et skarpt og spydigt modsvar. Kampen mod højrepopulisme var i mange år mit primære politiske brændstof.

Men denne sommer skete der noget inden i mig. Jeg var på ferie i en svensk skov med familien, og vi havde lige fanget tre aborrer, som vi havde i en plasticspand. Så ringede telefonen. Det var en journalist, der fortalte om en kronik, som Inger Støjberg havde skrevet.

Flashback til 00'erne. Endnu en gang skulle agurketiden fordrives med ceremoniel rundridning på gamle ideologiske indvandrings-kæpheste. Det var første gang, jeg tænkte: Åh nej. Jeg orker det ikke.

Måske var det fordi, jeg sad lidt på afstand af den danske værdidebat, at jeg fik lettere ved at få proportionerne på plads.

Skulle jeg virkelig suspendere familiens ferie for at mundhugges med Inger Støjberg? Fordi hun pludselig ville involvere hele Danmark i et personligt korstog mod en meget lille minoritet?

Jeg gav pligtskyldigt mit interview til TV2 News. Men noget var ændret inde i mig.

Danmark er et lille land med en meget homogen befolkning. Der er også små grupper, der stikker ud. Vi har Jehovas Vidner og Hell’s Angels. Vi har Hare Krishna og Tidehverv.

Det er grupper, som jeg ikke deler værdier med. Og jeg håber ved Gud ikke, at et af mine familiemedlemmer forsvinder ind i en af dem.

LÆS KOMMENTAR

Men det er omvendt heller ikke grupper, som jeg frygter. Jeg ryster på hovedet af dem, himler højest lidt med øjnene. Og så tænker jeg, at de grupper jo på sin vis er beviset på, at Danmark ikke er totalitært.

At alle os andre ikke er tvunget ind i en majoritetskultur med uddannelse, job og løbende frekventering af offentlige institutioner, men at vi selv har valgt det. For hvis vi ville isolere os i en sekt, så kunne vi gøre det. Så havde vi muligheden.

Sekterne og de mystiske minoriteter er undtagelser, der bekræfter reglen. Vi kunne derimod aldrig få den tanke at generalisere fra de excentriske kristne mindretal til alle kristne danskere. Eller fra Hell’s Angels til alle tykke mænd med fuldskæg.

Hvis nogen endelig kunne finde på at gøre det, så ville vi næppe reagere ved at skælde ud på minoriteterne. Vi ville nok ryste på hovedet over de tosser, der kunne finde på at foretage så mærkelig en fejlslutning.

Jeg ved, at det er sådan mange muslimer har det med igen og igen at blive slået i hartkorn med radikale islamister.

Og derfor gider jeg heller ikke længere lade Dansk Folkeparti sætte dagsordenen med deres småhysteriske paranoia.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For helt ærligt, tror de virkelig selv på, at danske muslimer agerer efter en stor konspiration, som har til formål at omdanne demokratiet til et kalifat? At danske værdier er under pres, fordi børnehaver serverer hallalkød? At julen er truet, fordi en boligforening springer juletræet over? Det er jo… lidt skørt at tænke sådan.

Jeg har ikke lyst til at danse efter de småtossede værdikæmperes pibe. Jeg ønsker ikke at spille på en bane, som højrefløjen har kridtet op, og hvor stregerne er placeret helt ude i hegnet.

Jeg vil hellere fortælle, hvad jeg tror, der kommer til at ske:

Danskere med muslimsk baggrund kommer til at ligne danskere med kristen baggrund mere og mere. De bliver bedre uddannet, bliver senere gift og får færre børn; kvinderne kommer på arbejdsmarkedet, mændene tager et større ansvar i hjemmet, og de bliver mere sekulære.

Et mindretal vil stadig være praktiserende religiøse, fuldkommen som nogle danskere er det.

For nogen vil den udvikling ske gradvist og uden konflikt, for andre vil konflikter i familierne være uundgåelige. Vi kan allerede se, at det er den vej, udviklingen går.

Om 20 år vil vi stort set have glemt snakken om islamfrygt. Vi vil huske den diskussion som noget mærkeligt, vi brugte meget tid på i 00’erne og 10’erne.

Vi vil tænke lige så lidt over, om en person, der hedder Ahmad, Hussein eller Farah er muslim, som vi i dag skænker det en tanke, om en person med navnet Melchior, Blachman eller Koppel er jøde. De er danskere. De er landsmænd.

Og hvis nogen antyder, at det, at man er muslim, skulle kunne forklare noget som helst om ens adfærd, så vil vi ryste på hovedet og tænke: Du må være skør, og hvad bilder du dig i øvrigt ind. Fuldstændig ligesom vi ville gøre, hvis nogen tillagde jøder særlige egenskaber i dag.

Det eneste, det kræver, er, at vi ikke lader Dansk Folkeparti hidse os op; men at vi stille og roligt fortsætter arbejdet for, at alle herboende unge mennesker får en uddannelse og et job.

Og at vi i øvrigt er på vagt over for marginalisering af unge. For det er den direkte vej mod de falske fællesskaber, som de mærkelige marginaliserede grupper tilbyder – om det så er radikale muslimer, radikale kristne, sekter eller bander.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min lære, efter ti års såkaldt værdidebat, er: Højrefløjens hysteri skal ikke bekæmpes med raseri. Provokationer skal ikke bekæmpes med forargelse.

Vi skal møde paranoia med ro, fornuft og helt almindelig velfærdspolitik. Det handler om at give alle mulighed for at være en del af fællesskabet.

Længere er den ikke.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce