Thomas Mann var, belært af Første Verdenskrigs helvede, allerede en tungt belastet tysk forfatter og nobelpristager, da han i en tale i 1930, altså tre år før Adolf Hitlers magtovertagelse, sagde: »Hvorhen nationalsocialismen vil føre os, ved vi ikke, af den enkle grund at partiet ikke selv ved det«.
Hans ord kunne også, uden sammenligning i øvrigt, gælde Donald Trump og hans kommende administration. Her vil fordomme og formuer være bedre repræsenteret end forstand. Nå, vi får se. Mann fik i al fald sine værste anelser bekræftet til overmål. Vil samme skæbne overgå os? Bliver januar 2025 den demokratiske verdens ’1933’?


























