Som for så mange andre er det blevet sandhedens time for dansk kulturliv. Finanskrise og udsigt til økonomisk vanskelige tider spreder en dårlig stemning hos kulturinstitutionerne. Pludselig er det gået op for mange, at regeringens kulturpolitik har forladt sig på en arbejdsdeling mellem staten og det private, som ikke kan opretholdes i en tid med økonomisk smalhals. Pludselig er det blevet tydeligt, at regeringens strategi om at overlade så meget som muligt af finansieringen af dansk kunst- og kulturliv til private sponsorer kan give bagslag. Her i avisen har man kunnet se erkendelsen brede sig den seneste tid, hvor især museumsfolkene har gjort opmærksom på, at den offentlige museumsstøtte er helt ude af trit med ikke bare ambitionerne, som jo kunne være blevet for store, men også med omkostningerne til at drive museerne og opfylde de forpligtelser, som de er pålagt af staten. Det er forståeligt, at kulturlivet uden den store modstand har accepteret regeringens privatisering af kunst- og kulturstøtten. Dels har man været oprigtigt taknemmelig for de private donationer. Og dels har man måske hellere villet gøre sig afhængig af private fonde, som ofte (om end med visse markante undtagelser) er mere generøse, når det handler om ikke at lade pengene følge af diktater om, hvad de skal bruges til. I en tid, hvor kulturminister Brian Mikkelsen (K) var mest optaget af at føre en ideologisk kulturkamp sammen med Dansk Folkeparti, kan man dårligt bebrejde f.eks. museumsfolk, hvis de har tænkt, at det var bedre for dem at være i filantropernes lomme end i Mikkelsens og Kjærsgaards. Regeringens plan om at øge samarbejdet mellem de private sponsorer og kunstverdenen er i høj grad lykkedes, og samarbejdet har i det store hele været lykkeligt. Det er ikke dér, problemet ligger. Det ulykkelige er, at den anden del af regeringens plan, nemlig at den selv kunne skære i den offentlige støtte i takt med, at de private øgede deres, også er lykkedes. Derfor er resultatet, at man nu, hvor de private midler ser ud til at blive færre, står tilbage med en reduceret offentlig støtte. Så hvad nu? De facto har landet ingen kulturminister. Carina Christensen (K) har nu i to måneder været fuldstændig tavs. Tænk hvis f.eks. hendes forgænger Brian Mikkelsen (K) havde anlagt samme stil som justitsminister og nægtet at udtale sig om f.eks. politireformen de sidste par måneder. Eller Lene Espersen som ny økonomiminister ikke ville tage sig af finanskrisen. Det ville ingen selvfølgelig have accepteret. Men kulturinstitutionernes fremtid og eksistensgrundlag er selvfølgelig ikke spor presserende. Måske mener ministeren, at museerne klynker? Så kunne hun jo sige det. I stedet er hun helt stille, og mon ikke man kan opfatte det som et tegn på, at der ikke er en hjælpepakke på vej til museerne. Derfor er situationen nok snarere den, som formanden for Ny Carlsbergfondets direktion, Hans Edvard Nørregård-Nielsen sagde her i avisen i går, må nød så lære trængte museer at spinde – en metafor for, at de prestigiøse internationale udstillinger må opgives, og at museerne i stedet må hive de gamle billeder frem fra arkiverne. Det kan der da sikkert komme udmærkede udstillinger ud af. Men spørgsmålet er, om den slags udstillinger kan tiltrække publikum? Når danske kunstmuseer har udstillet store internationale kunstnere, har det jo ikke alene været for kunstens skyld, men også for pengenes. Udstillingerne trækker publikum til, både et dansk og et udenlandsk, og så kommer sponsorerne også gerne, både de private og de offentlige. For det er jo et andet resultat af privatiseringen, at markedslogikken er flyttet med – helt ind i det offentlige. Hvis ikke museerne kan levere publikumssucceser, risikerer de at miste både private og offentlige sponsorer. Selv Statens Museum for Kunst, som i sagens natur burde være styret af andre kriterier, bliver målt på sit besøgstal, ligesom Danmarks Radio, uanset at det er en statsejet public service-institution, bliver målt på seertallet. Går museernes besøgstal ned i den kommende tid, kan de derfor regne med, at den offentlige støtte vil gå samme vej.