Hans Edvard Nørregård-Nielsen har en af de bedste penne i landet. Faktisk er det svært at komme i tanke om nogen, der skriver bedre, og det siger jeg til ham, selv om det er en kikset, ukritisk måde at indlede et interview på. Vi sidder med fjerde og sidste bind af hans erindringer – tidsbilleder kaldet – på bordet mellem os i det tidligere bryggeri i det indre København, hvor Ny Carlsbergfondet har til huse. Udenpå syner ’Som sagt. Et tidsbillede’, som den hedder, ikke af meget.
Det er ikke til at se, at den har været oppe og runde de 2.000 sider, for ligesom med de forrige har Hans Edvard Nørregård-Nielsen simret den ind til en litterær fond af fineste kvalitet på knap 200 sider. En luftig velsmagende masse »Jeg er vokset op i et af de her småkårshjem, hvor der aldrig var noget lækkert at finde i skabene, hvis man om aftenen havde lyst til et eller andet. Måske kunne man dog få lov til at lave sig et røræg. Så tog man to skefulde sukker i en kop med en æggeblomme og rørte rundt. Kunne man ikke vente, spiste man, mens det stadig knasede – men man kunne også opleve nydelsen af at sidde og piske så meget rundt, at det blev til en lys, luftig velsmagende masse«. Faktisk brugte Hans Edvard Nørregård-Nielsen så meget tid på at få den helt rigtige sproglige konsistens, at han overvejede slet ikke at udgive bogen, fortæller han, mens han trommer med begge hænders solide fingre på bordets glatte flade. »Jeg havde siddet og arbejdet så længe på bogen, at jeg blev i tvivl, om jeg havde arbejdet friskheden ud af den«, siger han og tænder en af sine mange daglige Queens med en lyslilla engangslighter, der står i interessant kontrast til resten af scenen, som er usædvanlig stilfuld med malerier, skulpturer, keramikfigurer og lyset udefra, der lægger sig mellem bladene på et kæmpe figentræ. Men forlæggeren insisterede venligt på, at ’Som sagt’ skulle udgives, og nu er også dette tidsbillede rørt sammen til gylden forfinelse. Vil nødig være vrissen Med ’Som sagt’ er vi tilbage i Jylland i erindringer fra en tid, hvor der var knaphed og uretfærdighed, men også værdier, som i dag er blevet afløst af en anden slags fattigdom eller rettere armod: lemfældig omgang med landskaber og mennesker.
