Den regerende alliance af socialkonservative, nationalliberale og pianister holdes efterhånden kun sammen af fælles modvilje mod det socialdemokratisk-radikale alternativ. Det har derfor længe kun været et spørgsmål om tid, før de indre spændinger ville bryde ud. Efter borgerligt styre i over 17 af de seneste 26 år står det klart, at de dominerende højrepartier er lige så internt splittede, rent ideologisk, som venstrefløjen var i velmagtsdagene i 70’erne. Fra hver sin side er Lene Espersen (K) og Pia Kjærsgaard (DF) ved at hive statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i stykker. Mens de konservative kræver lavere skatter til de rigeste, vil Dansk Folkeparti have endnu flere velfærdsydelser til de ældre. Men ikke nok med det: Fra en helt tredje borgerlig angrebsflanke leverer tidehvervspræsten Søren Krarup, traditionen tro, smæk for skillingen: »En ørefigen og en endefuld er en del af et helt almindeligt opdragelsesmønster. Det falder slet ikke ind under vold«, lød det i forgårs fra manden, der har været folkevalgt for Dansk Folkeparti siden ’systemskiftet’ i 2001: »En myndig opdragelse er ikke noget, som overhovedet skal være udsat for samfundets indblanding«, fortsatte han og angreb den offentlige antivoldskampagne ’Bryd Tavsheden’, med ordene: »Familier skal ikke kontrolleres af staten. Det svarer til nazisternes og kommunisternes idé om, at børn skulle angive deres forældre, hvis de afveg fra den korrekte linje«. EFTER STRAKS at været blevet ’korrekset’ af den nu politisk korrekte partileder Pia Kjærsgaard udtalte Søren Krarup i går, at han er »dødtræt af at være politiker«. Men i virkeligheden er der snarere tale om, at den ideologiske splittelse, som Dansk Folkeparti er grundlagt på, nu bliver stillet til offentlig skue – og dermed også den svage sammenhængskraft i VKO-blokken. Selv om udtalelserne har vakt postyr, er holdningerne ganske gamle. Tidehvervsmændene Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe har i årevis været imod tvangsfjernelse af børn. I det teologiske tidsskrift Tidehverv har præstepolitikerne i årevis skrevet små artikler om, at det er »terapeuter« og »familiefjendske talsmænd« – snarere end forældrene – der ødelægger voldsramte børns opvækst. Som parti bygger Dansk Folkeparti på en populær kombination af nationalkonservativ udlændingepolitik og gammelsocialdemokratisk velfærdspolitik. Men præstefætrene har altid kun været enige i den første halvdel. De er kun »jorden tro«, som Tidehvervs jævne, anti-moraliserende slogan lyder: De tror ikke på universel godhed og statsstyret folkeoplysning. Det er et stort paradoks, at tidehvervsfolkene overhovedet har kunnet passes ind i en topstyret folketingsgruppe, der bekymrer sig åh, så inderligt om f.eks. dyre- og ældrevelfærd – med humanistiske slagord som: »Dyremishandling skal straffes hårdt« og »Statens opgave er at udligne skellene befolkningen imellem«. HVIS MAN sætter parentes om udlændingepolitikken, står Krarup og Langballe reelt i opposition til resten af Dansk Folkeparti, særligt i hyldesten af velfærdsstaten. Fætrene taler i stedet for et samfund, der er »reaktionært, for Tidehverv reagerer imod den dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed«. Idépolitisk står tidehvervfolket i lige så skarp opposition til de fromme dyrevelfærdsforvaltere i resten af Dansk Folkeparti som slipsedrengene i Liberal Alliance. Det borgerlige Danmark rummer i dag flere kuriøse fraktioner end den mere og mere sammentømrede venstrefløj. Anders Fogh har kun kunnet holde sammen på den brogede borgerlige blok ved at fokusere på den fælles frygt for, at halalhippierne ville vende tilbage og åbne grænserne for fremmede snyltere. Men udlændingepolitikken virker ikke længere som kit: Metock-dommen har afsløret VKO-blokkens såkaldt ’stramme’ udlændingepolitik som et bluffnummer. Uden udlændingepolitikken til at holde sammen på tropperne vil der snart være andre dissidenter end den 70-årige Søren Krarup, der bryder ud af geleddet og inviterer til bal i den borgerlige. Blokpolitikken synes endelig at være i opløsning.