Det har ikke været noget godt år for beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V). Sag efter sag er gået ham imod, den ene politiske dagsorden efter den anden er smuldret mellem fingrene på ham, og hans hidtidige rolle som statsministerens hårdtslående højre hånd virker efterhånden mere og mere krampagtig og slidt. I sidste uge gik det galt igen. Her var det Europaparlamentet, der gik ham imod. Parlamentarikerne stemte om et arbejdstidsdirektiv, som ville gøre det muligt for arbejdsgivere at tillade gennemsnitlige arbejdsuger over 48 timer – og det forkastede de med et brag. Forinden havde Claus Hjort ellers sendt et brev til samtlige danske EU-parlamentarikere og bedt dem om at stemme ja. Men ak, selv beskæftigelsesministerens borgerlige kollega, den konservative Christian Rovsing, valgte til slut at gå imod ministerens anbefalinger. Tag den, kollega. Et par dage tidligere var det et andet surt æble, Claus Hjort måtte bide i – en sag, der har forfulgt ham det meste af 2008 og nu kulminerede med et endeligt nederlag: Nu skal de arbejdsløse nemlig alligevel ikke sende hele fire ansøgninger om ugen for at opretholde deres ret til dagpenge. Og det var ifølge medierne »en sur minister«, der nu måtte erkende, at bunkerne med proforma-ansøgninger var ved at tage livet af arbejdsgiverne. Og hvis det så endda bare var en række mindre sager, der i 2008 var gået skævt for ministeren. Men desværre, også på de store linjer er sejrene udeblevet – med den kuldsejlede arbejdsmarkedsreform som den helt store fiasko. ÅRET STARTEDE ellers ganske fornuftigt – og som sådan efter planen. I forbindelse med forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område holdt Claus Hjort sig i baggrunden, sådan som en beskæftigelsesminister nu engang bør gøre. Men herefter begyndte det at gå skævt. Først var der en lang, ubehagelig diskussion om, hvorvidt overenskomstforhandlingernes helt store slagsmål – ligelønsproblematikken – skulle munde ud i en ’lønkommission’ eller en ’ligelønskommission’. Hernæst tog debatten om de arbejdsløses fire ugentlige ansøgninger fart, ligesom også den opslidende debat om stramning af reglerne for supplerende dagpenge fik ministeren til at fremstå som en brugt boksebold – og en ond kapitalist. Altså langtfra det image, Claus Hjort ellers ynder at pleje som sit eget. PÅ TRODS af knubs havde Claus Hjort dog på det tidspunkt fortsat regeringens store arbejdsmarkedsreform at se frem til. Det var først, da regeringen besluttede at fremskynde Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger, som landede 1. oktober, at det for alvor gled af sporet: En halvering af dagpengeperioden fra fire til to år var mere, end regeringens forhandlingspartnere kunne klare – og at der i samme runde blev sået tvivl om efterlønnen, gjorde det vel stort set umuligt for Claus Hjort og co pilot Lars Løkke Rasmussen (V) at køre forhandlingerne hjem. Resultatet blev i stedet et offentligt slagsmål med Helle Thorning-Schmidt (S), som ingen af parterne kunne trække sig graciøst ud af. Arbejdsmarkedsreformen var røget på gulvet. Tilbage var kun muligheden for at få delelementer på plads. Det forsøgte Claus Hjort så. Med mildest talt ringe held: Først glippede forsøget på at stramme andre, mindre områder i dagpengesystemet; siden smuttede også den såkaldte jobplan II. Eneste hak i kolben for den engang så selvsikre skarpretter i Beskæftigelsesministeriet var en aftale med LA, R og DF om sygefravær. Og den byggede oven i købet på en nu afsløret løgn om danskernes ’høje’ sygefravær. TILBAGE ER vel bare at spørge: Hvordan synes du selv, det går, Claus Hjort? På det private arbejdsmarked, som den nederlagsramte beskæftigelsesminister så ofte fremhæver som det mest velfungerende, bliver man flere steder fyret, hvis man ikke ’performer’ – hvis man ikke lever op til sine mål. Tja, man kan vist roligt sige, at Claus Hjort Frederiksen mangler lidt for at nå årets mål.