DET ER ikke svært at sætte navn på de begivenheder, der var de største i 2008, og som sætter dagsordenen for 2009.
Økonomisk er det finanskrisen, der er blevet til en verdensomspændende økonomisk krise. Politisk er det valget af Barack Obama som USA’s præsident. Mens finanskrisen langtfra har udtømt sit destruktive potentiale – det er i 2009, vi for alvor kommer til at mærke nedturen – er valget af Obama i sig selv en ny start. Amerikanerne besvarede den åbenlyse krise, der fra oktober helt dominerede valgkampens slutspurt, med at træffe et modigt og historisk valg. De valgte håbet frem for frygten – ikke nogen selvfølge i en tid, hvor mange af dem oplever økonomisk deroute og usikker fremtid. Spørgsmålet om, hvordan verden som helhed vil reagere på den økonomiske krise, er selvfølgelig helt afgørende for, hvordan den vil påvirke os. Finanskrisen har endnu en gang vist, at samfundsvidenskaberne i al almindelighed, og økonomi i særdeleshed, ikke er eksakte videnskaber. Stort set ingen forudså et så hurtigt og dramatisk sammenbrud som det, der ramte finansverdenen i september og oktober. Det er skræmmende, og det betyder, at alle mulige sandheder, der ikke hvilede på andet end de sidste fem eller tyve års erfaringer, skal revideres. Men det rummer også en opmuntrende pointe. Heller ikke krisen vil udfolde sig uafhængigt af vores reaktioner på den – reaktioner, der er åbne og uforudsigelige. På godt og ondt. EN FEJL – står det allerede klart – vil ikke blive begået. Verdens ledere har ikke forholdt sig passivt over for udviklingen. De har reageret med redningsplaner og initiativer, der var utænkelige, få uger eller dage før de blev udtænkt. Og den aktivisme har ikke bare været amerikansk, men også europæisk, kinesisk, ja global. Selv om nogle initiativer vil vise sig at være fejl, er denne aktivisme en god nyhed. Det store spørgsmål er naturligvis, om den fælles vilje til at imødegå krisen kan stå distancen, når det økonomiske tilbageslag for alvor begynder at gøre ondt. Økonomisk er protektionisme den oplagte risiko. Og fristelsen har mange former. Redningen af den amerikanske bilindustri er strengt taget protektionisme – her efterlader Bush med sit tremåneders lån til bilfabrikanterne en tikkende bombe til Obama. Men også devalueringer er en form for protektionisme. Får vi ikke den euroafstemning, der er den oplagte måde at løse Danmarks renteproblem på, kan fastkurspolitikken komme under pres. HVOR DEN internationale dagsorden er lige så klar, som den er højspændt, er det desværre, som om vi herhjemme ikke rigtig er kommet ud af Bush-æraen. Dansk politik drives stadig af den særlige kombination af frygt (for terror, muslimer og omverdenen) og skråsikkerhed (hvis vi er stålsatte nok, skal vi nok få den truende omverden til at makke ret), der er slået stadig stærkere igennem siden 2001. Regeringen vil ikke høre de nye toner fra Washington om, at der skal forhandlinger og respekt for andre til, hvis de store sikkerheds- og udenrigspolitiske udfordringer i verden skal håndteres. Og regeringen bryder sig endnu mindre om at erkende, at forsømmelserne i de fede økonomiske år, vi har været igennem, vil ramme os hurtigere og hårdere, end mange stadig tror, hvis vi ikke er mindst lige så aktivistiske som andre vesterlændinge. Det er nærliggende at bebrejde VKO og VKO alene for vores hjemlige efterslæb. Men omvendt er det jo meget forlangt af en regeringskoalition, der har vundet tre valg på sin særegne politiske cocktail, at den skal erkende sine fejl og begynde forfra. At samle vælgerne om en ny kurs er sådan set det, man har en opposition til. Om 2009 bliver det år, hvor vi igen ser en opposition herhjemme, der giver konkrete svar og tør sige fra, også når sidste års fokusgrupper ikke giver et klart mandat, er det største lokale spørgsmål på det nye års dagsorden Man kan godt frygte, at vi er sunket så dybt ned i frygtens og selvretfærdighedens suppedas, at det bliver en langstrakt affære at løfte os ud af den. Men også her er jokeren den økonomiske krise.
