Spørgsmålet er ikke, om palæstinensere og israelere tør slås.
Spørgsmålet er, om de tør fred? Og svaret på det første spørgsmål er: Ja, selvfølgelig tør de slås – for både palæstinensere og israelere føler, at de er truet på livet. Og hvem vil ikke forsvare sin familie? Og desværre er svaret på det andet spørgsmål derfor: Nej, de tør knap fred, så længe de ikke stoler på hinanden. Med andre ord: mere krig. Både palæstinensere og israelere føler sig indespærret. Palæstinenserne i Gaza taler om deres område som »ét stort fængsel«, fordi Israel har spærret det meste af Gaza inde. Israelerne kender fornemmelsen: De har i årtier været indespærret af den arabiske verden uden udgange mod nord, mod øst og mod syd. Begge parter er i dag også ramt af et egyptisk dobbeltspil. Magthaverne i Kairo har afsluttet den formelle konflikt med Israel, men forsøger efter snart 30 års ’fred’ stadig at undgå samkvem med landet.
Tilsvarende med Gaza: Egyptens magthavere kalder sig »arabiske brødre« med Gazas palæstinenserne, men holder grænsen til Gaza lukket, også når palæstinenserne har allermest brug for en vej ud. Vores vrangforestillinger får os også til at tale om ’vindere’ og ’tabere’, skønt der i Mellemøsten kun er tabere. Hverken palæstinenserne eller israelerne kan ’vinde’, for ingen af dem kan totalt nedkæmpe eller fjerne den anden. Derimod kan de besætte og terrorisere hinanden, og det er de gode til, men lykkelige – dét er de ikke, for de er tabere, begge parter. Omverdenen hæfter sig gerne ved, at palæstinenserne fyrer hundredvis af raketter af – eller ved, at israelerne bomber mål i Gaza. Israels venner ser kun den terror og desperation, som de palæstinensiske raketter indgyder i Israel. Og palæstinensernes venner ser kun den lidelse og frustration, som de israelske bomber forårsager i Gaza. Men den, der tror, at man kan veje desperation op imod frustration eller terror op imod lidelse og nå frem til, at hvis blot den ene part begynder at opføre sig som tæmmede skandinaviske socialdemokrater, så vil Mellemøstens ørkener begynde at blomstre – han har intet forstået. Der skal kun én til at føre krig og én til udøve terror, men der skal to til at skabe fred. Psykologien i Mellemøsten er, at styrke kan rumme svaghed, og selv den svage kan drive den stærke til vanvid. Israel råder over regionens stærkeste militær og foreløbig eneste atomvåben. Men ingen af delene kan anvendes til at løse konflikten med palæstinenserne.
