Ingen amerikansk præsident har nogensinde udvist større handlekraft så hurtigt.
Barack Obama har fået vedtaget den største saltvandsindsprøjtning til amerikansk økonomi nogensinde – små 800 milliarder dollar i år og næste år. Oveni kommer så en målrettet hjælpepakke til de amerikanske husejere på 275 milliarder dollar. Endelig forbereder Obama endnu en gigantisk hjælpepakke til den finansielle sektor, der her mere end halvandet år efter finanskrisens udbrud stadig befinder sig i frit fald. Den dårlige nyhed er, at Obamas handlekraft er oppe imod økonomiske odds, der gør, at den i bedste fald vil afbøde krisen – ikke afslutte den. De fleste har efterhånden opdaget, at kredit- og finanskrisen nu er en global, økonomisk krise – den største siden 1930’erne. Men at krisen har spredt sig fra sit udgangspunkt, betyder desværre ikke, at den oprindelige finans- og kreditkrise er overstået. Mange europæiske og amerikanske banker er stadig i livsfare, og vores viden om, hvor store tab – og tabsrisici – de egentlig ligger inde med, er stadig alt for ringe. Vores egen Danske Bank faldt i denne uge til en markedsværdi, der er på med niveau med de 26 milliarder, banken har bedt om i statsligt indskud. Stadig flere banker lever altså på staternes nåde – i det omfang staten ikke, som det især er tilfældet i Storbritannien, allerede er dominerende aktionær. Som sædvanlig i dette kriseforløb er den hjemlige debat langt bag efter den britiske og amerikanske. I denne uge erkendte selv den tidligere amerikanske centralbankdirektør og ultraliberalist Alan Greenspan, at det kan blive nødvendigt at nationalisere amerikanske banker i en overgangsperiode. Og Obama talte positivt om »den svenske model« fra 1990’erne, hvor man gjorde netop det. Baggrunden er, at alle alternativerne til nationalisering – støttepakker, opkøb af »giftige« aktiver, forsikringsordninger og så videre – enten ikke tvinger bankerne til at erkende tab eller skaber uløselige problemer med hensyn til, hvem der snyder hvem. Købes de giftige værdipapirer for billigt, vil bankerne ikke sælge. Købes de for dyrt, bliver skatteborgerne snydt i et omfang, som intet demokrati kan leve med.
