Washington og Jerusalem er på kollisionskurs.
Heldigvis, for det er kun faren for et sammenstød, der kan slå koldt vand i blodet på de nationalistisk-religiøse partier, der udgør grundlaget for Netanyahus nye regering. I sidste øjeblik lykkedes det Netanyahu at overtale arbejderpartiets formand, Ehud Barak, til at deltage i koalitionen og dermed dekorere den med et figenblad. Det vil forhåbentlig ikke kamuflere den kendsgerning, at regeringens flertal er inspireret af etnocentriske og småracistiske forestillinger om, at det palæstinensiske folk ikke har ret til national selvbestemmelse. Efter otte års Bush-politik, der gik på melodien: ’Israel har altid ret’, er præsident Obama og hans rådgivere ved at omstille USA’s mellemøstpolitik i overensstemmelse med deres opfattelse af, hvad der er USA’s interesse. Indtil nu har USA ladet sig nøje med antydninger, som har gjort indtryk på den afgående Ehud Olmert-regering. Under sit seneste besøg i Jerusalem satte udenrigsminister Hillary Clinton stopper for byens borgmesters plan om at bulldoze 88 huse beboet af palæstinensere. Husene var ganske vist bygget uden tilladelse, men dette må bedømmes på baggrund af, at kommunen næsten ikke har givet byggetilladelse til palæstinensere for at ’opmuntre’ palæstinensere til at forlade Jerusalem og dermed sikre et fortsat jødisk flertal. Hillary Clinton lod en bemærkning falde om, at nedrivningen ikke var helpful for israelsk-palæstinensisk forståelse, og bulldozerne, der allerede var på vej, blev standset af regeringen. Og senest, i den forløbne uge, har forsvarsministeriet opgivet restriktionerne af levnedsmidler, som Gaza har lov til at importere. Hidtil tillod man kun livsvigtige produkter, hvilket bl.a. medførte, at Gaza godt måtte importere ris, men ikke pasta. Afsløringen af pastaaffæren medførte en skarp henvendelse fra en amerikansk senator kendt for sin proisraelske holdning, hvilket resulterede i en spag meddelelse fra det israelske forsvarsministerium om, at restriktionerne på levnedsmiddelimport i Gaza var ophævet. Det opløftende er, at større og større kredse kendt for deres proisraelske sindelag nu er begyndt at give udtryk for modstand mod den israelske besættelsespolitik. Det gælder også for det jødiske samfund i USA, der forholdt sig tavse under Bushperioden, hvor amerikansk og israelsk mellemøstpolitik var samordnet. Obamas signaler om en mere balanceret holdning til den palæstinensisk-israelske konflikt har legitimeret amerikansk-jødisk kritik af israelsk besættelsespolitik. Denne tendens vil tage til, efter at Netanyahu kommer til magten. USA’s hovedproblem i Mellemøsten er Iran. Samtidig med at Obama har rakt en hånd frem til Teheran og talt velmenende om sin respekt for Irans oldgamle kultur, forsøger Washington at etablere en arabisk front mod iransk ekspansion i Mellemøsten. Iran bliver hovedemnet på det arabiske topmøde i Doha, Qatar, senere på ugen. Under et formøde i Riyadh kindkyssede Egyptens præsident Hosni Mubarak og Syriens Bashar Assad hinanden som tegn på, at fortidens konflikter mellem de to lande er glemt, og at den arabiske verden nu samles i fælles modstand mod Iran. Her spiller Syrien en afgørende rolle som allieret med Iran, men samtidig dybt engageret i det arabiske fællesskab. Uden Syrien kan fællesskabet ikke fungere, for Damaskus’ evne til at fremme splid i Mellemøsten er uden for konkurrence – i Libanon og Irak, i Gaza og på Vestbredden. De arabiske landes forsøg på at lokke Syrien ud af alliancen med Iran suppleres af de mange tegn på en tilnærmelse fra Washingtons side. Men Syrien forlanger en pris med fuld opbakning fra alle arabiske lande. Regningen ligger på regeringsbordet i Jerusalem, formuleret i den arabiske ligas Beirut-erklæring. Israel skal levere Golan-højsletten tilbage til Syrien og medvirke til oprettelsen af en palæstinensisk stat. Til gengæld vil de arabiske lande slutte fred. Obamas problem er Iran. En løsning på Palæstinakonflikten er blevet af største strategiske interesse for Washington. Her ligger kimen til en uundgåelig kollision mellem USA og Israel. Bøjer Netanyahu sig for realiteterne og underordner sig USA’s nationale interesse, går hans regering i opløsning, bøjer han sig ikke, risikerer han konflikt med USA. Hans opfattelse af Israels nationale interesser og Obamas opfattelse af USA’s er uforenelige. Af grunde, hvis forklaring ligger i psykiatriens overdrev, skabte flertallet af de israelske vælgere denne situation. Jo før de kommer på bedre tanker, des bedre.
