Én ting har vi lært de sidste uger: Tyrkiet skal tages alvorligt. Vel – det skal alle stater i NATO. Det er jo hverken for sjov eller på skrømt, at det er en alliance for demokratier, som selv har besluttet, at nye NATO-chefer udpeges i enighed. Men vi skylder Tyrkiet særlig respekt for dets indsat i NATO, hvor tyrkerne i årtier har opretholdt alliancens største hær på denne side af Atlanten og pænt passet på én af NATO’s direkte grænser til Sovjet. Endnu i dag passer Tyrkiet på NATO’s grænse til Iran og Irak, og landet er derfor en barriere mod den sprængfarlige krudttønde på NATO’s sydøstlige flanke. En allieret i bedste forstand. Tyrkiet har hele tiden været loyal i NATO, og det er alliancens klare interesse, at det fortsætter. Men ok, Tyrkiet har i spillet om ny generalsekretær fremført både en relevant og en uberettiget klage over Danmark. Det er relevant, når Tyrkiet har mindet om, at den danske regering ikke opførte sig pænt, da statsministeren sagde nej til at mødes med muslimske ambassadører, der ville klage over de berømte eller berygtede tegninger i 2005. Det er ikke sikkert, at et møde ville have afbødet den globale tegningekrise. Men Tyrkiet har formentlig ret i, at den smækkede dør huskes i den muslimske verden, og at afvisningen af et kaffemøde allerede af dén grund var et udiplomatisk og uklogt træk. Og når NATO i de kommende år står overfor over for voldsomme udfordringer i den muslimske verden – ikke alene i Afghanistan og Pakistan, men også i Iran, Afrikas Horn, Palæstina-konflikten, måske Golfen og Sudan osv. – er det ikke irrelevant, om NATO-chefen bliver modtaget med sympati og anerkendelse, eller om han først skal forklare sig ud af en fortid, der vækker bekymringer. Til gengæld er det uberettiget, hvis Tyrkiet bliver ved med at brokke sig over, at Danmark lader den kurdiske tv-station ’Roj’ sende herfra. Efter dommen mod Fighters & Lovers ved vi, at TV-stationen kan lukkes, hvis den bevisligt støtter terror. Men hidtil har den tyrkiske regering ikke kunnet bevise sin terroranklage mod tv-stationen. Og Ankara-regeringens politiske had til Roj TV er ikke nok. England lader også arabiske medier provokere magthavere i Mellemøsten fra London, og Norge lader en burmesisk radiostation irritere juntaen i Myanmar fra Oslo. Sådan er demokrati og ytringsfrihed, Erdogan, og sådan skal det være. Flere regeringer i den muslimske verden er hurtige til at pege fingre af Vesten, til at minde om historisk kolonialisme og til at advare os mod utidig indblanding. Men rolig nu. Hvem kom muslimerne i Bosnien og Albanien til hjælp? Det gjorde NATO-lande. Hvem kom muslimer i Afghanistan til hjælp? Det gjorde og gør NATO. Hvem kom kuwaiterne til hjælp, da deres land blev besat? Det gjorde vestlige samfund sammen med muslimske. Og hvor flygtede de irakiske kurdere hen, da de fik brug for ly? Mange til Iran, men endnu flere til NATO-landet Tyrkiet. Man kan spørge: Hvem vender i dag ryggen til folkemordet i Sudan? Det gør arabiske og andre muslimske regeringer? Hvem vender ryggen til Marokkos besættelse af saharawiernes land ? Det gør arabiske og muslimske regeringer. Det stiller os over for et grimt dilemma: Skal NATO primært lytte til regeringerne i Mellemøsten, Nordafrika og Sydasien – eller til befolkningernes bekymringer? Det første kan bidrage til stabilitet på kort sigt. Det sidste kan måske være afgørende for stabilitet på lang sigt. Hvad stiller NATO op? Det kan blive hasarderet for at udfordre regeringerne i den muslimske verden unødigt – for hele NATO’s interesse er at få ro på den kant. Men det vil ikke alene bryde med NATO-kredsens værdier at blæse på de muslimske befolkningers menneskerettigheder. Det kan også svække enhver rest af muslimsk tillid til, at NATO repræsenterer demokrati og politisk frihed. Det er den ny NATO-chefs dilemma. Hvis han har brug for et godt råd, vil Tyrkiet ikke være et dårligt sted at spørge. Man kan jo be’ om en kop kaffe.