Et fald i industriproduktionen på 20 procent, 40.000 nye arbejdsløse, et dyk på 28 procent i danskernes friværdier, 500 konkurser om måneden ... Med mindre man hører til den lille kreds af tvangsoptimister, der omgiver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), er der ikke meget at glæde sig over i dansk økonomi disse tider. Og så dog. På trods af de drastiske konsekvenser af krisen – ikke mindst for alle dem, der rammes af arbejdsløshed, er der en lang række positive bivirkninger af den værste økonomiske nedtur siden Anden Verdenskrig. Min personlige – og helt subjektive hitliste – ser ud, som følger. 1. Flugten fra de offentlige arbejdspladser er stoppet. Man bliver ikke længere betragtet som indlæggelsesklar, hvis man gerne vil være lærer, pædagog, politimand eller sygeplejerske. 2. Folk sætter pludselig pris på deres job. Slut er tiden med konstant brok over sin arbejdsgiver, sine kollegaer, frokostordninger, julegaver og farven på kuglepennene. Selv folks forventninger til lønudviklingen er nærmest blevet realistisk. 3. Det er igen legitimt at være arbejdsløs. Efter en årrække, hvor de arbejdsløse blev betragtet som spedalske, er det næsten sejt at være blevet fyret. 4. Boligboblen er kollapset. Priserne på ejendom er på vej tilbage til et rimeligt niveau, hvor mennesker med en normal indkomst kan købe andet end en etværelses kælderlejlighed med fugtskade. 5. Det er gået op for folk, at man ikke længere kan sove sig til penge. Med aktiemarkedets kollaps og punkteringen af boligboblen bristede illusionen om, at man ikke behøver at arbejde for at tjene penge. 6. Uddannelse har fået ny status. Unge betragter ikke længere ’Paradise Hotel’, ’Robinson’ eller ’X Factor’ som de sikreste veje til en succesfuld karriere. 7. Usunde og overflødige virksomheder dør. Krisen gør det effektivt af med fusentaster som Stein Bagger & co. 8. Erhvervschefer betragtes ikke længere som universelle guruer. Det er endelig gået op for folk, at virksomhedernes store overskud ikke nødvendigvis skyldtes geniale erhvervschefer, men snarere er resultatet af en oppumpet økonomi. 9. Bilerne er blevet mindre. Endelig er vi sluppet af med de malplacerede firehjulstrækkere, som tøffede hvileløst rundt i byerne på forgæves jagt efter en parkeringsplads. Nu er det kun tungnemme rigmandsfruer og rockertyper, der kører Landrover eller Porsche Cayenne. 10. Man kan være til en middag uden at skulle høre om folks friværdi eller nye udekøkken. Og måske er vi endda så heldige, at den provinsielt påtagede interesse for gourmet og gastronomi dæmper sig til et mindre absurd niveau. 11. Vi er sluppet af med de islandske fantaster, der hverken kunne regne, investere eller drive forretning. Og med nedsmeltningen af den islandske økonomi kommer de ikke tilbage foreløbig. 12. Staten har fået et comeback. Efter tre årtier med liberaliseringer, afreguleringer og privatiseringer har verden pludselig opdaget, at staten – og politikerne – faktisk har en funktion. 13. Det er blevet billigere at shoppe i Sverige. Svensk økonomi er endnu hårdere ramt end den danske, og værdien af den svenske krone er nu så lav, at den burde skifte navn til den svenske peseta. 14. Ejendomsmæglere er ikke længere rockstjerner. Og nu skal de faktiske yde et stykke arbejde for salæret. 15. Økonomer og erhvervskommentatorer de nye rockstjerner. Der er flere, der kender Steen Bocian, Henrik Drusebjerg og Niels Lunde end de danske kandidater til europaparlamentsvalget.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
En fremmed art har indtaget universitetet
-
Politikens store rejsejournalist er død
-
Rejsekort får kritik for »uværdig« løsning
-
»Når jeg har det svært, tænker jeg meget på ham«
-
»Det er jo ikke bare et problem for Tyskland, det er et problem for hele Europas sikkerhed«
-
»Jeg har sagt til Lars, at så er det dér, det slutter. Det er ikke til diskussion«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Er der virkelig nogen, der render rundt og fodrer ulve med godbidder?
Debatindlæg af Pårørende til beboere på demensafdeling i Lyngby-Taarbæk




























