Sigt efter hende med hovedtørklædet«. Nej, det er ikke Dansk Folkepartis nye slogan, men derimod det, som hjemmeværnet frygter, at en eventuel fjende kunne formodes at tænke, hvis en 27-årig muslimsk kvinde fik lov at bære sin religiøse hovedbeklædning som kronen på sin kampuniform. Argumentet om, at det skulle hjælpe til at skelne soldaterne fra hinanden, holder dog ikke. For det første bæres der i forvejen alt lige fra baretter til bøllehatte. Og for det andet turde man antage, at en fjendtlig angrebsstyrke ville kunne finde ud af at skelne mellem kropslige karakteristika og have fantasi nok til i stedet at sigte efter ’ham den lille med overskægget’ eller ’hende med kasketten’? Argumentet om, hvor nødvendigt det er at respektere uniformsreglementet, er også det pure hokuspokus. Venstres pointe om, at det »skæmmer uniformen« er det rene smagsdommeri, og desuden er et reglement vel ikke mejslet i sten. Et hastigt vue over verdenshistorien og det store udland demonstrerer da også fluks, at den slags førhen har kunnet løses i fordragelighed og uden de store komplikationer. For der har altid været plads til anderledes påklædning. Officielt sanktioneret, naturligvis, men dog anderledes. Lige fra de hinduistiske gurkhasoldater fra Nepal, der kæmpede i det britiske imperiums hær, til de berygtede senegalesiske skarpskytter, der tog del i begge verdenskrige side om side med hvide soldater fra det franske fastland. Med en knaldrød fez på hovedet, såmænd. Ja, de indiske sikh-troppekontingenter i FN bærer den dag i dag lyseblå turban på fredsbevarende missioner kloden rundt – til trods for, at FN må siges at være absolut ureligiøs. Fransk eksempel Diskussionen giver mindelser til de heftige meningsudvekslinger, der fandt sted op til det franske forbud mod synlige religiøse insignier og beklædning (læs: hovedtørklæder) i offentlige skoler og gymnasier fra 2004. Men der er væsensforskelle på Frankrig og Danmark. I Frankrig har stat og kirke været adskilt af vandtætte skotter ved lov siden 1905, og Frankrig er derfor en absolut og ubestrideligt verdslig republik. Det er Danmark ikke. Vi har en folkekirke, vores public service-kanal viser gudstjenester og salmesang om søndagen, og samtlige landets love indledes med et religiøst utvetydigt: »Vi Margrethe den Anden, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:«. Den slags gør, at vi må strække os endnu længere i respekten for religiøse mindretal, medmindre vi i stedet er villige til at afskaffe folkekirken og endelig lade alle være lige for loven. Altså er der ingen hjælp at hente i Frankrig for DF og resten af de hovedtørklædefjendske højrepartier. Sidst men ikke mindst må man konstatere, at der er tale om en storm i et glas vievand.
Hovedtørklæder i hjemmeværnet er et pseudoproblem, der – som de radikales integrationsordfører, Morten Østergaard, ymtede – ikke findes i virkeligheden. Maria Mawla er den eneste muslimske kvinde i værnet, der har ønsket at bære hovedtørklæde, og diskussionen kunne derfor forlede en til at tro, at DF igen forsøger at score billige point i agurketiden ved at tampe løs på partiets foretrukne prygelknabe: muslimerne. Her er der til gengæld god grund til at drage en parallel til Frankrig. For præsident Nicolas Sarkozy har for nylig udtrykt, at muslimske kvinder i burka »ikke er velkomne i Frankrig«, og hans regeringsparti har nedsat et udvalg, der skal granske mulighederne for et decideret forbud mod den ekstreme klædebon. Et angreb på muslimer I Frankrig er burka-problemet stort set lige så ikkeeksisterende som uniformstørklædeproblemet i det danske hjemmeværn, og Sarkozys udfald ses da også som et forsøg på endnu en gang at tækkes det yderste højres vælgere, der ikke føler, de har fået nok for deres stemmer til præsidenten ved valget for to år siden. Flere franske eksperter – sågar også landets integrationsminister, Eric Besson – har imidlertid advaret mod, at selv om en burka nok er et åbenlyst udtryk for et antikveret og middelalderligt kvindesyn, vil en lov, der blander sig i privatsfæren, risikere at forrykke den fine balance, man opnåede i 2004, da landets muslimer accepterede et lovfæstet hovedtørklædeforbud i landets offentlige skoler og gymnasier. Den samme balance risikerer at blive tippet herhjemme. Ved at blæse et ikke-problem helt ud af proportioner kommer diskussionen uvægerligt til at virke som et angreb på muslimerne. Tilmed en repræsentant for de mest nationalsindede, der ligefrem har meldt sig ind i hjemmeværnet for om nødvendigt med våben at forsvare Danmarks sikkerhed. Det er næppe et klogt signal at sende – uanset hvad man måtte mene om hovedtørklædet. Ved at blæse et ikke-problem helt ud af proportioner kommer diskussionen uvægerligt til at virke som et angreb på muslimerne.
