For 10 år siden tjente danske kvinder i gennemsnit mellem 17 og 21 procent mindre end mænd.
Men det er netop 10 år siden. Billedet har selvfølgelig ændret sig de senere år alene af den grund, at kvinder har overhalet mændenes uddannelsesfrekvens og tager længere uddannelser og har samme erfaring som deres mandlige kolleger. Skulle man tro. For i virkeligheden har situationen ikke ændret sig en tøddel de seneste 10 år. Kvinder tjener stadig i gennemsnit omkring 20 procent mindre end mænd. I en ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, slår forskerne fast, at den store lønforskel mellem kønnene består. En del AF forskellen har forskerne en forklaring på. Kvindernes uddannelser retter sig nemlig i høj grad mod det offentlige arbejdsmarked, hvor lønningerne ligger lavere end i det private. Da 75 procent af de ansatte i kommunerne er kvinder, og 60 procent af de ansatte i den private sektor er mænd, forklarer det en hel del. Kvinder vælger altså de ’forkerte’ sektorer. Men det handler ikke bare om, hvilken sektor man arbejder inden for – også arbejdsfunktionen spiller ind på lønnen. En tredjedel af lønforskellen kan således forklares ved, at mænd og kvinders arbejdsfunktioner er forskellige. Det er nemlig mænd, der besætter lederstillingerne i både det offentlige og private, og dermed også dem, der får den højeste løn. Den nye rapport slår desuden fast, at individuelle faktorer, f.eks. om man er gift eller har børn, kun har en minimal indflydelse på løngabet. Samlet udgør de forskellige faktorer, som forskerne opererer med, kun 70-80 procent af forklaringen på løngabet mellem mænd og kvinder. De resterende 20-30 procent kan de ikke forklare, og de konstaterer, at den del af lønforskellen, som de ikke kan forklare, bliver større og større. At de ØKONOMISKE forskere ikke har nogen forklaring på så stor en del af lønforskellen betyder ikke, at der ikke er forklaringer. Selvfølgelig er der det. Dem har kønsforskerne identificeret for mange år siden. Samfundets traditionelle indretning og mændenes fortrinsret er jo på ingen måde et overstået kapitel. Og når det kommer specifikt til lønnen, så har mænd også på det område haft mange år til at øve sig i at sætte rigtig god pris på sig selv, mens kvinder stadig synes, at andre – typisk mandlige ledere – bør sætte pris på dem. SFI-rapportens forfattere, der begge er økonomer og kvinder, antyder da også, at forklaringen på det uforklarlige måske ligger i, at lønnen i stigende grad fastsættes decentralt og individuelt på de enkelte arbejdspladser. Oversat til forståeligt dansk betyder det, at når kvinderne selv skal forhandle deres løn med arbejdsgiveren, så ender de med at få mindre i løn end deres mandlige kolleger for sammenlignelige job. Det bekræftes da også af andre undersøgelser, der viser, at en kombination af kønsdiskrimination fra arbejdsgivernes side og kvindernes egne ringe forhandlingsevner resulterer i en lavere løn. De mange BØGER, der er udkommet de senere år, med titler som ’Lønforhandling for dummies og kvinder’ (!) og pjecer og instruktioner om emnet fra fagforeningerne afspejler problemets omfang, ligesom overtegnede kurser i lønforhandling for kvinder taler deres tydelige sprog. Efter forårets konflikt og hele diskussionen om kvindefagenes lønefterslæb nedsatte regeringen en lønkommission, som kun lige er gået i gang med arbejdet. For rigtig at sende et positivt signal til de underbetalte kvinder gjorde man en stærk mand, Michael Christiansen, til formand for kommissionen. Det var rigtig klogt gjort, for skal kvinderne – og det er ikke kun dem, der er ansat i de traditionelle kvindefag, men over hele linjen – have en chance for at opnå ligeløn inden for de næste ti år, har de helt sikkert brug for en redningsmand.
