0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jerichow: Israel og PLO skal anerkende historien

Striden om holocaust og 'Nahba' står i vejen for freden i Mellemøsten

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn

»Israelerne og palæstinenserne kan ikke lave historien om. Holocaust fandt sted. Det samme gjorde den store 'Nahba',« skriver Anders Jerichow.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Skal palæstinensiske børn lære om holocaust, folkemordet på seks millioner af Europas jøder under Anden Verdenskrig?

Skal israelske børn lære om palæstinensernes ’Nahba’, den store katastrofe, der drev 750.000 palæstinensere fra deres hjem ved Israels oprettelse?

Hænger det sammen? Både ja og nej.

Det hænger i hvert fald sådan sammen, at de to parters vilje til at forstå hinandens traumer kan ligge et meget lille sted.

Det kan kun gå galt. Og det gør det jo også.

Israelerne og navnlig den israelske regering bliver stærkt oprørt, når der fra arabisk og iransk hold sættes spørgsmålstegn ved holocaust.

Palæstinenserne er ikke mindre forargede, når Israel anfægter, at palæstinensere blev fordrevet af Israel i 1948/49.

Men alligevel.

Hvorfor benægte fakta?
Israels nuværende Likudledere har hyppigt nægtet, at palæstinensere overhovedet blev tvunget til at flygte dengang.

Og palæstinensernes nuværende Hamasledere har fremført, at den jødiske opfattelse af holocaust i stor udstrækning er en løgn.

Hvorfor benægte fakta?

Hamas og palæstinenserne har i stort tal ment, at den jødiske tragedie blev brugt til at tage Palæstina fra dem.

Israel og israelere mener på deres side, at palæstinensernes katastrofe bliver brugt som argument for at afvise Israels ret til at eksistere.

I yderste eksistens vil nogle palæstinensere afvise, at der overhovedet er noget sådant som et israelsk folk – ligesom yderliggående israelere har anfægtet, at der skulle findes et palæstinensisk folk.

Burde undervise børn om modpartens historiske bagage
Faktisk har Israel og PLO jo anerkendt hinanden for seksten år siden, da Israels regeringsleder, Yitzhak Rabin, og den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, vekslede håndtryk og indgik Osloaftalen på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. Samtidig har Israel anerkendt palæstinenserne som folk med ret til en nation. Og PLO og dets daværende leder, Yassir Arafat, har anerkendt Israel som stat.

Det var den dag, de senest burde være begyndt at undervise deres egne børn om modpartens historiske bagage.

Det gjorde de ikke.

I Gaza har Hamasfolk netop hidset sig op over forlydender om, at FN-skoler angiveligt ville undervise palæstinensiske børn i holocaust.

Og Israels regeringsleder, Bibi Netanyahu, har i FN hidset sig op over, at repræsentanter på Generalforsamlingen i New York ville lytte til en holocaustbenægter som Mahmoud Ahmadinejad, Irans præsident.

Striden om den jødiske tragedie og den palæstinensiske katastrofe har mere end principiel betydning. Den bliver brugt til at forlænge konflikten og afværge en fredelig løsning.

Obama skal huske frustrationernes baggrund
Det israelske højre og bosætterbevægelsen på det besatte Vestbredden bruger arabisk – og iransk – fornægtelse af holocaust som argument for, at fred ikke er muligt, og at problemet slet ikke handler om Israels bosættelser på Vestbredden, men om at israelere er truet som jøder.

På samme måde bruger Hamas den israelske fornægtelse af ansvaret for den palæstinensiske ’Nahba’ som argument for, at palæstinenserne i hele området er blevet frataget deres land, og at konflikten ikke alene handler om Israels besættelse af Vestbredden.

I de officielle fredsforhandlinger, som Obama forsøger at presse i gang, slås de to parter om den fremtidige grænse mellem Israel og en Palæstinastat.

Hvis Obama vil have held med sit forehavende, bliver han – ligesom de to parter selv – nødt til at begribe de traumer, som driver deres frustrationer. Israelerne og palæstinenserne kan ikke lave historien om. Holocaust fandt sted. Det samme gjorde den store ’Nahba’.

Hvis de to parter ikke får hver sin stat, får de kun hinanden på nakken. Hverken israelere eller palæstinensere burde udgyde mere blod for at nå dén erkendelse. Men blod vil vi se.