Vent ikke bare på klimatopmødet

Lyt til artiklen

Meget ejendommeligt. De næste to uger vil vi ikke kunne åbne ørerne uden at høre advarsler om en destruktiv global opvarmning. Alligevel har hverken vores egen regering – værten for COP15 – eller oppositionen for alvor vist, at de tager klimatruslen alvorligt. Det har vi måske heller ikke selv. Hverken regeringens vækstpakker eller Socialdemokraternes modforslag har været så grønne, at det gør noget. Og det har vores egen opførsel slet ikke. Hvis vi er heldige, vil COP15 enes om en ny global ambition, der batter. Men Nasa-chefen, James Hansen, må have ret i, at det er rent aflad, hvis aftalen fra Bella Center vil bygge på en handel med CO2-kvoter. Og Lomborg må have ret i, at det ikke giver mening af investere formuer i indsatser, som ikke løser problemet. Uanset COP15 har vi selv en flok spørgsmål at besvare. Vil vi – i Danmark og i EU, trods alt et af verdens bestemmende markeder – selv tage ansvar og selv handle? EU, måske også den danske regering, kan jo godt stille skrappere krav til bilers brændstoføkonomi. Det vil være godt for klimaet og også godt for bilindustrien, som har brug for sikkerhed omkring investeringen i nye biltyper. Hvorfor ikke beslutte, at vi fra 2015 kun tillader salg af nye biler, som kører 25 km pr. liter benzin, og fra 2020 kun biler, som kører 30 km pr. liter? Og hvorfor ikke hver især vælge de rigtige biler allerede nu? Hæv benzinprisen Hvorfor kan Danmark ikke også sætte benzinprisen markant op – det vil begrænse olieforbruget, mindske Vestens afhængighed af ustabile, totalitære regimer og styrke bilindustriens udvikling af nye brændstofmotorer? Afgifterne kan investeres i den energiforskning, som Lomborg efterlyser. Den kloge chef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, efterlyser nye fælles regler for olieforbruget til havs. Er EU ikke et tilstrækkeligt stort marked til inden for en kort årrække at kunne stille iskolde krav om anvendelsen af bedre olietyper i skibe, der anløber vores havne? Hverken regeringen eller oppositionen har for alvor stillet krav om en total omkalfatring af energiforbruget i vores boligmasse. Vi må i vores eget lille nutteland da kunne skærpe krav, tilskud og fradrag dramatisk i forbindelse med isolering af både nye og gamle boliger? Vi må kunne styrke økonomien i valg af jordvarme? Der er vel heller ingen grund til at vente på COP15 for at beslutte, at byer skal have mulighed for at regulere privatbilismen ved f.eks. roadpricing – til gengæld for investering i cykelstier og kollektiv trafik? Mens vi venter på regeringen og oppositionen, kan vi selv vælge cyklen og toget. Fisk og fugl før ko Er det rigtigt, at en ko prutter så meget metan, at dens CO2-belastning svarer til en mindre familiebils uddustning på et år? Så kan vi også selv ændre vores indkøb – uden at vente på hverken Lars Løkke eller Helle Thorning. Det ville være så befriende, at hvis global opvarmning bare var de andres eller regeringernes problem. Javist, det ville være så nemt, hvis vi – som Nasa-Hansen siger – bare kan betale aflad, mens vi fortsætter med forbryde os mod det globale klima. Men det har en em af illusion – eller endnu værre: af hykleri – over sig. Hvis vores regering og vi selv er overbevist om truslen fra global opvarmning, er der – uanset COP15 – ingen grund til at lade de forkerte biler køre på vejene, til at lade de mest grovsvinende skibe anløbe vores havne, til at fyre for fuglene eller til at lade vores byer forpeste af unødig trafik. Og der er ingen grund til, at vi selv vælger de forkerte biler, huse og varmesystemer – og absolut ingen grund til, at vi hver især æder en masse oksekød, når der er fisk og fugle at tage af. Til gengæld er der god grund til at investere en hulens masse i ny energiforskning. Det har Lomborg ret i.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her